Forening raser over politireform

Foreningen Nærsamfund på Lolland er stærkt bekymret over den fremtidige politidækning på Lolland, og retter nu skytset mod politidirektør Jesper Voerstrup Rasmussen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politidirektøren deltog 5. oktober 2006 i et borgermøde arrangeret af Nærsamfund i Højrebyhallen. Her kom politidirektøren med et meget positivt oplæg om den fremtidige centralisering og kredsinddeling.

Nu viser det sig i stedet, at de faktiske forhold er helt ude af proportion med løfterne.

- Vi blev lovet mere politi på gaderne, ikke mindst når stationen i Nakskov lukkede for døgnbetjening. Det gør den fra mandag, og nu er vi bekendt med, at der mangler 8-10 lokale betjente, at flere betjente er fratrådt og har søgt over i civile erhverv, og at der i hele Lolland Kommune kun vil være én patruljevogn til rådighed, siger formanden for Nærsamfund, Kurt O.S. Hansen, Nakskov.

Foreningen Nærsamfund skriver i et brev til politidirektøren, at de faktiske forhold ikke stemmer overens med det, han lovede for lidt over et år siden.

I brevet opfordrer foreningen politidirektør Jesper Voerstrup Rasmussen til et nyt møde om forholdene.

Det har ikke været muligt at træffe politidirektør Jesper Voerstrup Rasmussen for en kommentar til kritikken fra Foreningen Nærsamfund.




Foreningen Nærsamfund på Lolland er stærkt utilfreds med, at politidirektørs løfter for et år siden ikke holder vand. Kun én patruljevogn kan bemandes i hele Lolland Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret