Forslag om ikke længere at have medarbejdere i bestyrelsen kom i modvind

Flere gange under Boligforeningen Lollands generalforsamling tirsdag aften måtte der stemmes - de fleste gange dog ved håndsoprækning. Foto: Birgitta Andersen

Bestyrelse trak forslag tilbage på generalforsamling.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Traditionen tro blev Boligforeningen Lollands generalforsamling afviklet i Maribo tirsdag aften. Men den tradition blev der - lige som så meget andet - gjort op med.

Generalforsamlingen godkendte nemlig bestyrelsens forslag om, at generalforsamlingerne fremover skal holdes på Lolland - og ikke nødvendigvis i Maribo, som det tidligere har været skrevet.

Men det var så absolut ikke den eneste vedtægtsændring, bestyrelsen i Boligforeningen Lolland havde barslet med til generalforsamlingen.

Størst blæst var der om et forslag, bestyrelsen havde stillet om, at medarbejderne i boligforeningen ikke længere skulle have en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.

"Bestyrelsen ønsker fremadrettet, at medarbejderne i boligforeningen Lolland ikke udpeger et medlem til bestyrelsen", lød ændringen af vedtægten, som var foreslået.

Krig mod medarbejderne

Men allerede i starten af mødet gik flere beboere i rette med dette forslag, så dirigent og advokat Lars Stuckert gentagne gange måtte minde om, at den diskussion hørte til under punktet om vedtægtsændringer - og ikke under godkendelse af dagsorden eller formandens beretning.

- Det undrer mig, at man skriver en masse fine ord i beretningen om, at man vil opgradere personalet, og at man skal have samarbejde. Samtidig med, at man går ind og siger, at man ikke vil have en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, sagde Leif Hansen fra MarieboMøllen.

- Det kommer jo til at gå skide godt med samarbejdet, når man åbner en krig mod medarbejderne. Det bliver svært at få gennemført. Det er de færreste firmaer og foreninger i landet, der går den vej, fortsatte Leif Hansen, der anbefalede bestyrelsen at lede medarbejderne gennem motivation i stedet.

Det kommer jo til at gå skide godt med samarbejdet, når man åbner en krig mod medarbejderne.

Leif Hansen, beboer i MarieboMøllen

Willy Madsen fra Moseparken kaldte bestyrelsens forslag for et antidemokratisk indgreb på medarbejderrepræsentanterne og opfordrede til at stemme imod bestyrelsens beretning, hvorefter Lars Stuckert meddelte, at beretningen blot skulle forelægges - ikke godkendes af generalforsamlingen.

- Man stemmer da om en beretning. Det har jeg da aldrig været udsat for før. Hvordan skulle en generalforsamling overhovedet kunne vurdere sin bestyrelse, hvis man ikke engang får lov til at stemme om det, de har lavet. Det kalder jeg sgu ikke demokrati, sagde Leif Hansen.

Har opgivet Orebyvej

Men stemt om beretningen blev der altså ikke. Og formand Niels Kruse havde da heller ikke nævnt forslaget til vedtægtsændringer i sin beretning. Til gengæld gav han en update om, at boligforeningen har indkøbt assistance til administrationen, som frigør hænder til, at medarbejderne kan lave andre ting.

Formanden gav også en orientering om boligforeningens samarbejde med Skanlux om en række boliger på Orebyvej i Sakskøbing.

Formand Niels Kruse gav i sin korte beretning en orientering om boligforeningens verserende byggesager og forskellige opgraderinger af administration og lejemål. Foto: Birgitta Andersen

- Her har vi måttet smide håndklædet i ringen. De krav, Guldborgsund kommune stillede til byggeriet, egnede sig ikke til alment byggeri, fortalte han om projektet, som boligforeningen altså er ude af.

Niels Kruse gav også en orientering om Åparken, hvor Landsbyggefonden blot vil afsætte 14.558.000 kroner.

- Det forslår som en skrædder i helvede, når vi havde ansøgt om et projekt til 77.500.000 kroner, buldrede han fra talerstolen.

Intet under gulvtæppet

Også regnskabet kom til ophedet debat, da flere af de tilstedeværende mente sig snydt for et fuldgyldigt regnskab, mens andre synes, at regnskabet var uigennemskueligt. Her måtte den nye direktør Niels Michelsen stå på mål for en del skarpskud.

- Det, der kan irritere mig en lille smule er, at vi ikke har modtaget et regnskab med beretningen. Jeg tror, der er sket en voldsom fejl, sagde Leif Hansen fra MarieboMøllen.

- Jeg kan kun sige, at der er hverken sket en fejl eller stukket noget ind under gulvtæppet. Alle har fået regnskabet tilsendt. Og alle er velkomne til at finde det fulde regnskab enten på kontoret eller inde på vores hjemmeside under "generalforsamling", sagde direktøren.

Jeg kan kun sige, at der er hverken sket en fejl eller stukket noget ind under gulvtæppet.

Niels Michelsen, direktør i Boligforeningen Lolland

- Det har vi ikke fået noget officielt at vide om. Det er sgu ikke rimeligt, at vi ikke kan få det at se, før vi skal godkende det, sagde Leif Hansen.

Afdelingerne har flot økonomi

Mange af Boligforeningen Lollands afdelinger har en sund økonomi og har genereret store overskud i 2021. 

  • Boligforeningen Lolland er kommet ud af 2021 med et driftsoverskud på 537.522 kroner
  • Arbejdskapitalen i boligforeningen udgør 7.663.909 kroner - fordelt med 6.260 kroner pr. lejemål
  • Boligforeningen Lolland havde i 2021 1224 lejemål
  • Moseparken i Maribo var højdespringer og genererede i 2021 et overskud på 997.512 kroner, mens Østre Park i Maribo fik årets bedste resultat på 2.075.150 kroner
  • Rosenparken i Rødby genererede i 2021 det største underskud på 49.909 kroner, mens Nørregade 9-11 mv. i Rødby havde et årsresultat på minus 124.340 kroner
  • Svanehøjcentret og Horslunde Ældrecenter, der står tomme, genererede et overskud på henholdsvis 55.219 kroner og 166.948 kroner. 
  • Boligforeningen har i 2021 tabt 133.000 kroner ved tomgangsleje og 464.276 til istandsættelse ved fraflytning. Det ligger på et stabilt niveau i forhold til andre år

Tre stemte imod regnskabet, mens fem hverken stemte for eller imod. Dermed var regnskabet godkendt med et væsentligt flertal.

Lus mellem to negle

Herpå kom en lang række vedtægtsændringer - herunder bestyrelsens forslag om medarbejderrepræsentation. Men der var kommet et modforslag fra Willy Madsen fra Moseparken om at afvise bestyrelsens forslag.

- Medarbejderrepræsentanter er vigtige både for bestyrelsen og lejerne. De har en indsigt i det daglige arbejde, som er vigtig for de beslutninger, bestyrelsen skal træffe. De har den daglige kontakt til lejerne, kender deres problemer og ved, hvad der optager dem. De har ret til at stille spørgsmål i bestyrelsen og kan kræve et punkt sat på dagsordenen, motiverede Willy Madsen sit modforslag.

Men lige før punktet skulle behandles, bad bestyrelsen om at få generalforsamlingen suspenderet, og efter pausen gik formand Niels Kruse på talerstolen.

- Jeg vil indledningsvist sige, at bestyrelsen trækker forslaget tilbage, sagde han, og så kom der gang i snakken ved bordene i Restaurant Bangshave.

- Men jeg vil godt lige argumentere for, hvorfor vi valgte at stille forslaget. Nu er vi jo en organisation, hvor demokratiet hersker. Det har været ud fra de bedste hensigter, at vi havde sikret en medarbejder en plads i bestyrelsen. Det har dog ikke været uden problemer. For det første ligger der en indbygget modsigelse i at have sådan en udpeget repræsentant i en politisk ledet institution som vores, argumenterede Kruse

Det har været ud fra de bedste hensigter, at vi havde sikret en medarbejder en plads i bestyrelsen. Det har dog ikke været uden problemer.

Niels Kruse, formand for Boligforeningen Lolland

-  Og så var det meningen, at medarbejderrepræsentanten skulle indgå i bestyrelsesarbejdet på lige fod med bestyrelsen. Det være sig med hensyn til tavshedspligt, habilitetssager samt beboerdemokratisk arbejde. Det har vist sig ikke altid at være lige let. Man kan komme til at føle sig som en lus mellem to negle, forklarede formanden.

- Men vi har besluttet, for ikke at lave mere uro i geledderne, end der er, at vi trækker forslaget, sluttede han.

Skal stemme igen

Leif Hansen takkede for, at bestyrelsen frafaldt, mens modforslag-stilleren Willy Madsen pointerede, at der er store arbejdsmiljømæssige problemer på kontoret i Dampmølleparken, som han opfordrede bestyrelsen til at tage sig af.

Også flere vedtægtsændringer, hvor der nu ikke længere skal 15 procent af beboerne til at indkalde møder og bede om at få emner behandlet på generalforsamlingen - men 25 procent af beboerne, gav problemer. Der dannede sig et billede af, at de samme mellem 14 og 21 beboere stemte imod, mens cirka 54 stemte for.

- Jeg har aldrig oplevet, at der har været problemer med de 15 procent, så hvorfor det hæves til ugunst for beboerne, sagde Leif Hansen.

Fælles for alle vedtægtsændringsforslagene var dog, at de blev stemt igennem. Dog var der ikke på generalforsamlingen mødt halvdelen af alle boligforeningens lejere op. Derfor skal beboerne stemme om dem endnu engang på en ekstraordinær generalforsamling.

Læs også artiklen "Kampvalg om næstformandsposten"