GIFTIG LUFTART KAN RAMME NYT HOTEL

Sådan forestiller Bach Gruppen sig sit byggeri i Rødbyhavn. Lokalplanområdet ved Vestre Kaj vil i løbet af de kommende år komme til at ligge bag et nyt 300 meter bredt forland, hvis udformning endnu ikke er endeligt fastlagt. Visualisering. Bach Gruppen/Lolland Kommune 

Styren vil, hvis der ikke gøres noget, slå ned over nyt havnehotel og -kontorer ved Vestre Kaj.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN: - Det er ikke smart med et hotel, hvor der slår en giftig luftart ned i området.

Sådan lød det fra en bekymret Bente Borreskov (EL) , da Lolland Byråd torsdag skulle tage stilling til, om et forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan for det påtænkte hotel, kontor-, service- og erhvervsområde ved Søpavillonvej i Rødbyhavn skulle sendes i offentlig høring i seks uger.

- Enhedslisten er bekymret for at bygge hotel her, sagde Bente Borreskov, der fandt sagen problematisk i forhold til de eksisterende virksomheder på den nuværende, yderste kaj, Vestre Kaj, i Rødbyhavn.

- Hidtil har området været brugt til havnerelaterede ting. Nu vil man have hoteller, og det næste bliver vel boliger, men der skal tages hensyn til produktionserhvervet og erhvervsudvikling, fandt hun.

Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til erhvervsområde. Hovedsageligt hotel blandet med andet erhverv, herunder kontor, restauranter, offentlige formål, privat- og offentlig service samt havnerelateret erhverv.

Hvordan skal det afværges?

- Bredgaard Boats vil gerne udvide med en hal mere. Det giver det her forslag intet svar på, om det er muligt, og det fremgår af miljørapporten, at Bredgaard Boats udleder styren fra fra deres skorsten, som vil ramme hotellets facader.

- Hvilke afværgeforanstaltninger er der tænkt på? Skal virksomheden have en højere skorsten eller filtre på skorstenen? Ville det ikke være vigtigt at afklare, inden man sender planen i høring, spurgte Bente Borreskov, der i øvrigt sagde, at Enhedslisten er imod at erstatte natur - klitområdet - med hotel og kontorer.

At hotelgæsterne i nattetimerne også kan blive udsat for støj, der vil overskride den tilladte grænse, når skibe laster og losser, og at der mangler information om erhvervsvirksomhedernes muligheder for udvidelse, påpegede hun også.

Resten af byrådet var dog enig om at sende kommuneplantillægget og lokalplan i høring i seks uger. Der vil også blive holdt borgermøde i høringsperioden.

S: Syren skal stoppes

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) sagde, at han håber, at projektet kan blive til noget.

- Hvis vi får hotellet, kan virksomhederne blive mere rene, og vi kan i øvrigt ikke have virksomheder, der slipper styren ud til omgivelserne. Det skal de ikke fortsat have lov til, uanset om der bliver bygget ved Vestre Kaj eller ej, sagde Holger Schou Rasmussen.

Formanden for klima-, teknik- og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V), kaldte det en spændende sag med byggeriet med et etageareal på 18.800 kvadratmeter og undrede sig over, at Bente Borreskov ville sætte demokratiet ud af spil ved ikke at ville sende projektet i høring, og betegnede selv projektet som en vigtig udvikling af havn og kyst, der bliver spændende.

Et flot byggeri

Per Kim Nielsen (løsgænger) mente, at det bliver et flot byggeri:

- Jeg er enig med Enhedslisten i, at naturen skal bevares, men jeg ser ikke området ved Vestre Kaj som noget speciel natur, tilføjede han.

Henning Alfred Rasmussen (Din Stemme) fastslog, at det er et forslag, og at det sendes i høring, så man kan komme med de tvivl, man måtte have.

- Oplægget er, at Lolland Kommune prioriterer en erhvervshavn i Rødbyhavn, og det er med det udgangspunkt, at der fortsat kan drives erhverv, at der laves lokalplan for hotelbyggeriet. Vi betragter det dog nu som at det kunne være mere fornuftigt at spille på to heste. For hvem ved om 10 eller 15 år, om det er det erhvervsrettede eller turismen, der er det største, begrundede Din Stemmes repræsentant.

Luftforurening med styren

  • Styren anvendes blandt andet i glasfiber-forstærkede produkter som lystbåde og vindmøllevinger. Styren anses for at være kræftfremkaldende, medføre hjerneskader og lungesygdomme, og optræder på EU's liste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
  • Bredgaard Boats udleder luftarten styren fra skorstensafkast i 14 meters højde, blot 120 meter fra den nærmeste, planlagte bygning.
  • Emissionen vil påvirke facaderne i cirka 15 til 20 meters højde på den ønskede, nye bebyggelse med styren, som væsentligt overskrider gældende grænseværdier - hvis der ikke laves afværgeforanstaltninger.