Gilberto tvivlede på præstegerningen

MARIBO Engang var han fyldt med vrede. En vrede vendt mod både sig selv og alle andre. 42-årige Gilberto Vinciguerra, der netop er tiltrådt som katolsk sognepræst for Bogø, Møn og Lolland-Falster, var i helvede. I den periode, hvor han var ung på Sicilien, var himlen evig mørk, og der var ikke håb at spore.

- Jeg havde det rigtig skidt. Rigtig skidt. Jeg havde det svært med min egen historie, med det hele, fortæller præsten, der er opvokset i havnebyen Sciacca på det sydvestlige Sicilien.

- Jeg var meget tæt på, siger han og går i et øjeblik i stå, mens han leder efter ordene, og fortsætter så:

- I hvert fald havde jeg mange selvmordstanker.

Her ville mange nok forvente, at Gilberto Vinciguerra fandt tilbage til den katolske tro og fik fjernet de mørke tanker og tvivlen. Så let løser virkeligheden sjældent problemerne.

- Dengang hadede jeg mig selv, mit liv, de andre, Gud, kirken. Jeg hadede det hele.

For Gilberto Vinciguerra var det virkelig et helvede, han var fanget i. Hans store ønske var, at Gud kunne være foran ham, som et menneske.

- På den måde kunne jeg slå ham så mange gange, at jeg til sidst kunne dræbe ham. Så vred var jeg.

Ingen tillid til præsterne

Det var metoden til at få vreden ud af kroppen. For Gilberto Vinciguerra indså, at det var netop det, som Gud gjorde. Han blev menneske, så den vrede unge mand kunne slå ham, og så Gud kunne dø for ham og siden tilgive ham.

- Det var Guds kærlighed, der vandt mig. Han trak mig ud af helvede, og han fik de dæmoner væk, som herskede i mit liv. Det var Gud, der fjernede det, som gjorde mit liv bittert og meningsløst.

Alligevel lå det at være præst langt væk fra den unge sicilianers tanker.

- Jeg tror, det kommer af det samfund, som jeg er vokset op i. Der er masser af katolikker, men der er i samfundet også meget antiklerikalisme (modstand mod religiøse autoriteter, red.). I talesprog kan man sige, at der er en forestilling om at gå i kirken, overvære messen og så skyde præsterne efterfølgende. Det er en opfattelse af, at præster og nonner er nogle værre nogen.

Helt fra sin barndom har Gilberto Vinciguerra suget den livsopfattelse til sig, og sammen med vennerne fortsatte han i den. Da han derfor var nået så langt i sine overvejelser, at han besluttede at tage på præstekollegie, kom det meget bag på hans bedste ven.

- Han sagde til mig, at hvis jeg skulle på præstekollegie, så skulle han være nonne. Han kendte mig rigtig godt og mente, at det var umuligt for mig at blive præst.

Første kald som 15-årig

Alligevel sidder Gilberto Vinciguerra i dag som sognepræst på Lolland-Falster, og det skyldes flere ting. Han blev tilknyttet gruppen "Den neokatekumenale vandring", der er en slags indføring til troen.

Som 15-årig var han med til en pilgrimsrejse, hvor den daværende pave besøgte Loreto i Italien. Efterfølgende mødte han manden, som stiftede "Den neokatekumenale vandring", og det var her, han pludselig mærkede noget.

- Han spurgte, om der var nogle, som havde overvejet at blive præst og give deres liv fuldstændig til Gud. Der følte jeg et kald fra Gud.

Tre år senere var han på vej mod Danmark, hvor han skulle på præstekollegie. I den katolske kirke bliver det valgt ved lodtrækning, hvor i verden man skal studere.

- Stedet for mig var lige meget. Det kunne være Månen, Mars eller midt ude i havet.

På retrætet, hvor lodtrækningen finder sted, er unge katolikker samlet fra hele verden, og her kunne Gilberto Vinciguerra virkelig mærke den katolske kirke. En kirke, hvor folk er samlet om troen og ikke bundet til et enkelt land. Derfor håbede han også blot, at han ikke skulle på præstekollegie i Italien.

- Det ville være som at sidde i en Ferrari, klar til at køre hurtigt, og så går det hele i stå.

Tvivlen var der stadigvæk

Da den unge præstestuderende første gang kom til Danmark, skrev vi 1998. Selv var han måske ikke helt klar til at tage det skridt, som nu var en realitet.

- Jeg var 18 år gammel, men i min hjerne var jeg 11, og på kroppen lignende en dreng på 13. Jeg har altid set meget yngre ud, end jeg er.

Tvivlen var dog rejst med til Danmark. Og den rejste også med, da han efter tre år på præstekollegiet tog på tre års praktik. Da Gilberto Vinciguerra atter kom til Danmark, kunne han på ny pakke tvivlen ud af kufferten. Han var ikke sikker på, at han skulle være præst.

Den katolske kirke sendte ham i stedet for hjem til Sicilien. Her kunne han overveje, hvad det var, som han præcist ville med sit liv. Heller ikke det var dog nemt. Alle vennerne fra før var nye steder i deres tilværelse, og han selv havde ikke nogen uddannelse.

Gilberto Vinciguerra fik dog arbejde som receptionist på et femstjernet hotel i Agrigento og holdt meget af jobbet. Da muligheden opstod for at blive chefreceptionist på et andet hotel, tog han den.

- Jeg var glad for mit arbejde og havde god succes. Jeg var tæt på familien, nede i varmen og solen, og jeg tjente flere penge, end jeg gør nu. Men kaldet fra Gud var der stadigvæk.

Da han indså, at det at gøre Guds vilje er det bedste, var han sikker. Efter fire år tog han afsked med Sicilien og solen for at vende tilbage til præstekollegiet i Danmark.

Danmark betyder meget

I Danmark ventede endnu syv års undervisning, inden Gilberto Vinciguerra kunne blive præsteviet i 2015. Han blev præst i den katolske domkirke, Sankt Ansgars Kirke i København, men har også læst katolsk kirkeret. I dag har han sæde i Den kirkelige Domstol.

At livet nu leves i Danmark, hvor kirken er kold om vinteren, og hvor varmen aldrig helt når de sicilianske højder om sommeren, fortryder han ikke.

- Danmark har været meget vigtig for mig og mit liv. Det er her, at jeg har været gennem de største kriser, og det er her, jeg har fået de stærkeste møder med Gud. Her er jeg vokset op som både mand og som kristen. Derfor skal jeg give en masse tilbage til Danmark.

Det kommer Lolland-Falster til at nyde godt af i den kommende tid, hvor Gilberto Vinciguerra kan mødes i de katolske kirker på Sydhavsøerne.