Glæder sig til nyt samarbejde

Skiftet af boligadministrator giver Sognefogedvænget 200.000 kroners ekstra luft om året i regnskabet. Det skal blandt andet bruges på vedligeholdelse. Foto: Claus Hansen

Boligselskabet Sognefogedvænget skiftede i denne måned administrator.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Boligforeningen Lolland meldte i starten af sommeren ud, at den ville udtræde af samarbejdet med Boligselskabet Sognefogedvænget ovenpå længere tids uenigheder.

Fra 1. oktober har Boligkontoret Danmark derfor taget over som administrator for Sognefogedvænget. Formanden for repræsentantskabet i Boligselskabet Sognefogedvænget, Allan Jørgensen, ser frem til arbejdet med boligkontoret.

- Det håber vi kommer til at gå godt. Det går i hvert fald bedre pengemæssigt. Det er noget billigere at være i Boligselskabet Danmark, end det er i Boligforeningen Lolland. Så det er noget, vi glæder os til. Især når vi har 200.000 kroner ekstra om året, vi kan bruge, fortæller han.

Det betyder blandt andet flere penge til vedligeholdelse i boligselskabet.

- Det kan vi jo bruge på at opdatere maskinpark og al den slags hernede. Vi har en traktor, der i hvert fald er 20 år gammel, som skal udskiftes. Vi skal jo også blive ved med at vedligeholde vores ting. Vi har også eksempelvis nogle trapper hernede til førstesalene, og den slags skal man jo lave, indtil at det skal rives ned. Derfor er det også vigtigt for os snart at kunne komme i gang med boligrenoveringerne. De bliver jo ældre og ældre, fortæller Allan Jørgensen.

Renoveringen af samtlige boliger i Sognefogedvænget lader dog vente på sig. Endnu har man ikke en afklaring på, hvorvidt de nuværende beboere vil være omfattet af fleksible udlejningsregler og dermed ikke med garanti kan flytte tilbage i deres nyistandsatte boliger.

- Men vi har sagen inde hos Landsbyggefonden, og så må vi se, hvad de siger derinde. Selve byggesagen er der jo ikke noget problem med. Den kan vi alle blive enige om. Det er kun et problem med genhusning, fortæller Allan Jørgensen og fortsætter:

- Men det går bare lidt trægt, når man ikke har en 110 procent beslutning, om lejerne må komme ind igen. Det er jo det, vi arbejder for, og vi har jo også sagt, at der ikke bliver en byggesag, hvis det ikke bliver sådan.

Folketingsmedlem Christian Juhl (EL) kunne i lørdagens Folketidende fortælle, at han ønsker at kalde Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd om konflikten i Sognefogedvænget. Allan Jørgensen tror også på, at lejerne vil kunne flytte tilbage i nyrenoverede boliger.

- Jeg tror på, at vi når en forståelse for, at det er der, den havner. Jeg har i hvert fald stor tillid til boligkontoret. De arbejder på en anden måde, end man gjorde ude i Boligforeningen Lolland i hvert fald. De snakker med os, og det hjælper jo gevaldigt, at man bliver hørt. Så på den måde ser det lysere ud, fortæller han.

De 84 boliger i Sognefogedvænget står til en omfattende renovering. Foto: Claus Hansen
I august faldt en ny aftale om administration af Sognefogedvænget på plads med Boligkontoret Danmark. Allan Jørgensen og Annette Bredtved Hansen fra Sognefogedvængets bestyrelse samt forvaltningsdirektøren i Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann, skrev under på aftalen. Foto: Boligkontoret Danmark/arkiv