Golfklubben er Danmarks bedste til gæstfrihed

Lige nu er golfbanen i Maribo dækket af sne, men til foråret, når solen forhåbentlig kommer frem som her, er det en klub med masser af hæder, der kan tage imod sine gæster. Foto: Jan Knudsen

Stor hæder til lokal golfklub, der tager flere priser i stor kåring.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Gæster på Maribo Sø Golfklubs bane bliver behandlet ekstraordinært godt. I Maribo er banekontrol afløst af baneservice. Klubben vil hellere forkæle sin gæster end kontrollere dem.

Det tiltag har nok ikke været uden betydning for, at den lokale golfklub er blevet kåret som Danmarks bedste til gæstfrihed.

Kåringen er faldet gennem brugerne af rabatordningen "Golfhæftet", der giver brugerne rabat på greenfee på baner i hele Skandinavien og Europa.

Efter sæsonen 2020 har godt 86.000 brugere stemt på deres favoritbaner indenfor forskellige kategorier, og den midtlollandske golfklub klarede sig flot.

Maribo Sø Golfklub har vundet prisen som den mest gæstfrie klub i Danmark og er samtidig kåret som den klub, hvor man får mest for pengene på Sjælland og Lolland-Falster.

Samtidig blev klubben nummer to i kåringerne som henholdsvis bedste klub og favoritklub på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Kun to kategorier fik klubben ikke udmærkelser.

- Vi har ikke vundet i kategorien "bedste restaurant". Vi har slet ikke nogen restaurant. Og vi har heller ikke vundet i "mest besøgte bane", fordi banerne tæt på København er meget lettere tilgængelige for svenskere, som udgør størstedelen af de gæstende golfspillere, fortæller formand Niels Gram.

I Maribo Sø Golfklub vækker hæderen glæde.

- Der er næsten 200 golfbaner i hele Danmark, og vi konkurrerer med de meget flotte og dyre baner i Københavnsområdet, siger Niels Gram, der med stolthed slår fast, at klubben nu er danmarksmester i service og gæstfrihed.

Klubbens baneservice går ud på, at man møder greenfee-spillerne ude på banen. Her bliver gæsterne udefra tilbudt en gratis forfriskning, og der er tid til en hyggesnak.

Det er et tiltag, som klubben har modtaget masser af ros for.

Går alt efter planen, vil Maribo Sø Golfklub holde generalforsamling 25. marts, men det afhænger dog meget af coronasituationen. Sidste års generalforsamling blev først afviklet i november.

Klubbens pro, Thomas Greisgaard Larsen, og formand Niels Gram ved klubhuset. Foto: Jan Knudsen