Havørn fandt ny mage på få dage

En havørn er fundet død nær Fugleværnsfondens reservat ved Saksfjed-Hyllekrog på Sydlolland. Billedet her er fra ørnereden, hvor der er opsat et webkamera. Billedet er taget i 2014. Foto: Dansk Ornitologisk Forening (dof/Ritzau Scanpix

Fugleværnsfonden beklager nedskydningen af landskendt havørn.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSFJED At gå fra anonym havørn til web-tv-stjerne er nok ikke noget, som den nu afdøde havørn fra Saksfjed selv har bemærket, men hunnen med den krogede fod var landskendt blandt fugleinteresserede. Derfor har det også været et chok for mange, at havørnen endte med at blive skudt.

I Fugleværnsfonden, der ejer det naturreservat, hvor hunnen har haft sin sommerresidens, er man også ærgerlige over, at ørnen skulle ende med at blive skudt med et haglgevær.

- Den har givet besøgende naturelskere så mange gode oplevelser både på stedet og via webcam, og den var i fin form til fortsat at give de mange besøgende i området fantastiske fugleoplevelser, udtaler fondens direktør Kristian Dammand Nielsen.

Gennem seks år var hunnen sammen med sin mage genstand for stor opmærksomhed, fra de kom i reden, der blev overvåget med webkamera, når æggene blev lagt, og til nye havørne var klar til at udforske verden.

Reden blev fundet i 2010, og frem til hunnen blev fundet død i sidste måned, har hun været med til at opfostre 13 havørne og har derfor bidraget flittigt til den danske havørnebestand. Selv om det dog burde være blevet til mange flere, som Fugleværnsfonden bemærker.

For utrænede øjne kan det være svært at kende forskel på de store rovfugle, men den nu afdøde hun fik et kendetegn, som gjorde, at alle kunne se, at det var hende, som landede i reden. Hendes venstre ben var svagt, kløerne var klumpet, og benet skævt.

Men hun var tilbage i reden, helt som hun plejer, få dage før hun blev fundet død. Her var hun tydeligvis i gang med at forberede et nyt forår med ynglen. Få dage efter var det dog en yngre hun, som kom i reden sammen med hannen. Formentlig en af de rivaliserende ørne, som sidste år viste interesse for reden.

Livet for ørneparret har ellers været fulgt med stor interesse. Ved hjælp af kameraet har man fra første parket kunnet følge, at ungerne blev udruget og fodret. Man har dog også oplevet, når skæbnen spillede ind på frygteligste vis. I 2015 var det en mår, der sneg sig ind på reden og stjal begge æg, og så måtte havørneparret begynde forfra.

Det var måske rivaliseringen fra andre kønsmodne ørne, der gjorde, at det ikke lykkedes hunnen at lægge æg sidste år, og at den ellers erfarne ørnemor måtte gå gennem sommeren uden unger.

I Fugleværnsfonden håber man, at der nu bliver ro omkring reden, så det nye havørnepar kan få fred og med succes sikre en fortsat bestand af havørne på Lolland.