Hornfiskefestivalen håber fortsat
Det er endnu ikke afgjort, om hornfiskefestivalen i Kramnitze gennemføres som planlagt 16.-19. juli. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Det er for tidligt at aflyse, mener arrangøren, som også har en plan B.
KRAMNITZE Hos arrangørerne af hornfiskefestivalen i Kramnitze ærgrer man sig over mandag aftens melding fra statsministeren om, at større arrangementer og festivaler aflyses til og med august. Det kan potentielt ramme hornfiskefestivalen, der er planlagt til 16.-19. juli. Men om det vil ske, er ikke afgjort endnu.
- I værste fald kommer vi til at aflyse, men hun siger "større markeder og festivaler". Så kommer det jo an på, hvad hun kommer med af udmeldinger. Men jeg er lidt bange for, at vi nok er derhenne, hvor vi må se i øjnene, at det er tæt på at være aflyst. Men jeg har et lille håb, siger Martin Rasmussen, der er kontaktperson for festivalen, som arrangeres af Rudbjerg Håndboldklub og Volleyballklubben Nakskov-Rudbjerg.
Han tilføjer, at hornfiskefestivalen, når den skal søge om tilladelser, er i samme liga som Roskilde Festival.
- Men det er jeg ikke så meget for at sige nu. Vi er jo noget mindre end en festival, hvor der kommer langt over 100.000, siger han og tilføjer, at hornfiskefestivalen plejer at tiltrække mellem 4.000 og 5.000 gæster.
- Men jeg vil ikke mene, der er over 1.000 mennesker på pladsen ad gangen. Derfor har jeg et lille håb om, at det kan lade sig gøre, siger han og tilføjer, at styregruppen må mødes i dag eller i morgen og drøfte sagen.
Meldingen fra statsministeren kommer på et tidspunkt, hvor arrangørerne var omtrent halvvejs med planlægningen. En af de store beslutninger plejer dog først at ligge i begyndelsen af maj, nemlig indkøbet af hornfisk.
- Vi har en plan B: At købe lidt færre hornfisk og sælge dem på anden vis, siger Martin Rasmussen og tilføjer, at der dog allerede er aftaler med musikere, teltudlejning og så videre.
- Så det er en svær beslutning at træffe, når man ikke kan se frem i tiden. Men lige pt. synes jeg, der er et lille håb.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned