Jonas er vinens mester

Jonas Tofterup har siden høsten sidste år stået i spidsen for vineriet på Frederiksdal. Foto: Jan Knudsen

Frederiksdal Kirsebærvins vineri har Master of Wine i spidsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kun 384 mennesker på hele kloden, der har vin-verdenens hårdeste uddannelse. Den tilbydes af Institute of Wine i London, og med den uddannelse bestået kan man kalde sig "Master of Wine".

Det kan Jonas Tofterup nu gøre. Tilmed som den allerførste i Danmark.

Siden høsten sidste år har Jonas Tofterup været fast flyvende vinmager for Frederiksdal Kirsebærvins vineri på Vestlolland, hvor han arbejder med at forfine vinene.

For eksempel har han sat Frederiksdals ikoniske Rancio-produktion i et fast system efter andalusisk forbillede. Han har også arbejdet på at gøre likøren mere elegant, og det kan man afprøve fra de aftapninger, der kommer på markedet her i 2019.

Selv bor Jonas Tofterup ved Málaga i netop Andalusien, men han har arbejdet med vin over det meste af jorden.

I denne uge er den 33-årige Master of Wine for eksempel i Chile som led i arbejdet for kunder i et chilensk vineri.

Frederiksdal er nemlig blot én af hans mange aktiviteter, og han regner med at komme fast hertil en gang om måneden for at arbejde med kirsebærvinene.

Fem procent af en tredjedel

- Det er en befrielse at blive færdig med uddannelsen, siger Johan Tofterup på en dårlig telefonforbindelse fra Chile og forklarer, at blot en tredjedel af dem, der søger ind på uddannelsen Masters of Wine, kommer ind.

- Og af den tredjedel, der kommer ind, er det kun fem procent, der bliver færdige, siger Jonas Tofterup og tilføjer:

- Ja, det har været hårdt. Det har været et halvtidsstudie ved siden af et fuldtidsarbejde igennem seks-syv år. Det er "en befrielse" at blive færdig med studiet.

Den nye "Master of Wine" begyndte på Frederiksdal Vineri sidste år, da han blot var ønolog, der betyder, at man er uddannet i vin. Navnet stammer fra oldgræsk oinos og betyder vin.

Drømmestart

- Jeg tog fuldt over i 2018. Det tager lidt tid at forstå stevnskirsebærret og det lollandske terroirs potentiale. Det er noget anderledes end vindruer, siger Jonas Tofterup, der betegner høsten 2018 på Frederiksdal som noget af en drømmestart.

Sommeren var ekstraordinær varm, så bærrene var ekstremt modne, og selve vinificeringen gik helt efter bogen, så der var plads til nye eksperimenter.

Økologi og en let drøm

- Vi er nu i gang med at konvertere en lille plantage til økologisk kirsebærproduktion. Derfra lavede vi en masse forsøg. Min drøm er klart at tilføje en let og elegant rødvin til Frederiksdals portefølje af klassiske kirsebærvine. Med de forsøg, som vi har i ståltankene fra 2018, tror jeg bestemt, at det vil lykkes, siger han.

I lagerlokalet på Frederiksdal Kirsebærvin er der kapacitet til 400.000 liter vin på de store ståltanke og på træfadene. Og efter sidste års drømmehøst blev der lavet 100.000 liter vin, der bliver helt speciel.

Denne vin får lov til at udvikle sig selv, uden der bliver tilsat svovl eller sukker eller bakterie-stammer eller klarificeringsmidler.

Frederiksdal Kirsebærvin blev stiftet i 2006 af godsejeren Harald Krabbe, kokken Jan Friis-Mikkelsen og journalisten og vinentusiasten Morten Brink Iwersen. Alle kirsebærrene bliver dyrket på Frederiksdal Gods på Lolland.