Masser af kirsebærvin til LF

Historien om det lokale kirsebæreventyr på Frederiksdal gik Danmark rundt 4 december.  Her blændede DR2 op for en temalørdag om danskejede vingårde i udlandet – og så lige en enkelt på Lolland.
- Vi er simpelthen kommet i superfint selskab. Det er et fantastisk skulderklap, siger godsejer Harald Krabbe.
Desuden har kirsebærvinen opnået masser af flotte anmeldelser i 2010 – senest fik vinen fem stjerner ud af fem mulige på vinavisen.dk.
Men denne gang er Harald Krabbe ikke bange for at løbe tør for vin.
- Sidste år var der udsolgt længe inden jul. I år har vi mangedoblet produktionen, så der burde være nok – i hvert fald hvis man ikke kommer i aller sidste øjeblik, siger han og henviser til, at der i år også er masser af forhandlere på Lolland-Falster.
Ny turbovin
Ud over basisvinen, der har fået de mange flotte anmeldelser, har Frederiksdal netop lanceret verdens første enkeltmarks-kirsebærvin.
- Vinen er resultatet af et ekstremt forsøg. Sidste år pinte vi seks rækker kirsebærtræer på Nielstrupmark – de fik simpelthen ingen gødning, forklarer Morten Brink Iwersen, der også står bag det lollandske kirsebærprojekt.
Pineriet gav kun halv mængde kirsebær,  men en enestående bærkvalitet.
- Vi har aldrig smagt noget tilsvarende. Det var ekstremt dybt og koncentreret med et strejf af vilde hindbær - en sand turbovin. Til sidst forstærkede vi vinen med egen kirsebærbrændevin – destilleret af vin fra selvsamme Nielstrupmark, forklarer han.
Modsat basisvinen er der kun fremstillet 4.500 flasker af Nielstrupmark. Den fås primært i restauranter og i specialbutikker.

Butikkerne på Lolland-Falster er klar, efter at historien om den lokale kirsebærvin fra Frederiksdal var på landsdækkende tv 4. december.

Offentliggjort Sidst opdateret