Naboer i Maribo hylder freden: - Vi har brug for håb – og for fællessang

Kristine Bastholm Green og Lone Østergaard Hemmingsen bor næsten side om side i Maribo. Ud over at være naboer deler de en passion for sang, og det får hele Lolland nu glæde af. Foto: Palle Nevad Frandsen

Verden er præget af uroligheder, men netop derfor, er det vigtigt at fejre freden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal synges om det frie Danmark, synges om håb og synges om lyset. For mens der raser krige i Ukraine og Mellemøsten, og det tætte forhold til USA har slået betydelige revner, nærmer sig et helt særligt jubilæum. Og sjældent har det været vigtigere at fejre end i år.

På Østervang i Maribo fik to naboer en god idé. Kristine Bastholm Green og Lone Østergaard Hemmingsen er gået sammen om at hylde freden, og gøre det med fællessang. Det skal selvfølgelig ske 4. maj, når vi kan fejre 80-året for Danmarks befrielse.

Der er behov for at så et frø, der forhåbentlig hjælper med at give fred i verden.

Kristine Bastholm Green

For fem år siden var der planlagt en stor alsangsstævne i Reventlowparken, hvor det var tanken at samle lollikkerne om fællessang, som man gjorde det under besættelsen. Håbet var at samle 1.000 gæster i parken.

- Jeg syntes virkelig idéen var god, og ikke mindst at det skulle slutte med frihedsbudskabet præcis samme tidspunkt som 75 år tidligere, fortæller Lone Østergaard Hemmingsen, der altid har være fascineret af historierne fra den tid.

Sår et frø for frihed

Den store hyldest til friheden i 2020 endte i et antiklimaks. Danmark lukkede ned på grund af corona, men i stedet for blev fællessang, hver for sig, et helt nyt begreb. Danskerne samledes om nye og gamle toner, men det var ikke helt det samme.

Blot få huse fra Lone Østergaard Hemmingsen bor Kristine Bastholm Green, der er historielærer. Hun har oplevet, at nogle unge selv bad om at lære mere om 2. verdenskrig, og med en morfar, der var frihedskæmper i Nakskov, mener hun, at det er vigtigt at markere freden - ikke mindst i en tid, som vi har nu.

- Der er behov for at så et frø, der forhåbentlig hjælper med at give fred i verden, for vi bor selv i et land, hvor vi har været vant til fred, og sådan har det nu været i 80 år, og skulle det gerne blive ved med at være, siger hun.

Plads til fællessang

Naboerne fandt hurtigt sammen, og som formand for koret Rainbow Gospel så Lone Østergaard Hemmingsen sit snit til at genoplive lidt af det, som forsvandt bag forsamlingsforbud og masker for fem år siden.

Rainbow Gospel giver koncert i Tillitze kirke for at fejre 80 år med fred i Danmark. Foto: Privat

- Vi har fået støtte fra kommunens frie kulturmidler, og var hurtigt enige om, at vi ikke bare skulle holde en koncert. Der skulle være masser af fællessang, siger hun.

Det giver nemlig noget specielt, når folk samles i sang, mener de to arrangører. Følelsesmæssigt bliver man bundet stærkt sammen, og det er, hvad denne tid kalder på.

Handler om håb

Fredskoncerten finder sted i Tillitze kirke, og det er ikke overraskende 4. maj, at Rainbow Gospel håber på at fylde rummet med både gæster og sang.

- Det giver rigtig god mening at holde koncerten i en kirke, især når datoen falder på en søndag. Heldigvis var man i Tillitze åbne for at tage imod os, for lige i dette tilfælde ville det ikke give mening at flytte koncerten til en anden dag, lyder det fra Lone Østergaard Hemmingsen.

Mens Rainbow Gospel vil have nogle udvalgte sange for publikum, vil der være fællessang til blandt andet "Man binder os på mund og hånd", "En lærke letted" og "Syng for alverdens urolige hjerter".

- Koncertens store overordnede tema er håb, og jeg glæder mig virkelig til at opleve dagen. Forhåbentlig kan vi om 20 år fejre, at vi har haft 100 år med fred i landet, siger Kristine Bastholm Green.

Der er gratis adgang til koncerten, som begynder klokken 14 - og hvor der også bliver plads til det frihedsbudskab, som 80 år tidligere tændte lys i Danmark efter fem års mørke.