NU SKAL FEMØ HAVE ÆBLETRÆER IGEN

Ole Terney skal have nogle af de nye æbletræer stående på sin grund ud mod en sti, der går mellem Kirkehældevej og Damstrædet. Privatfoto

107 æbletræer skal i jorden.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ: De lidt over 34.000 kroner, som Femø Beboerforening fik i december 2021 af et ægtepar i USA, skal nu omsættes i en "æblefest."

Det er Hanne og Niels Henriksen, der har boet i USA i mange år, og som begge er fra Femø, der har givet pengene, for de har fulgt med i, at Askø, Fejø og Femø har valgt Æbleøerne som navn for deres fælles markedsføring overfor turister.

Og så er det jo flovt, at der stort set næsten ingen æbletræer er på Femø, som Niels Henriksen tidligere har sag i telefon fra USA til Folketidende. For Femø har ingen store æbleplantager, men kun rester af plantager og gamle frugthaver.

En lille gruppe på Femø har arbejdet med æbletræsprojektet hen over foråret og sommeren, og nu er det tid til, at spaderne skal i jorden.

- I weekenden 5. og 6. november holder vi plantedage, hvor alle de små nye æbletræer skal i jorden flere steder på øen. Der er mange æbletræer, så vi har også brug for mange hænder, og der er mange forskellige opgaver, så alle kan være med. Der skal graves, hentes ting, laves kaffe og meget andet, så uanset om man er ung eller gammel, kan grave eller ej - kan man være med, siger Christina Lundbye fra Femø Æblelaug.

Også et æbletræ til haven

- Måske kan man komme begge dage, måske en dag eller måske bare et par timer - det hele er velkomment. Uanset hvor længe og hvor meget, så er der et dejligt æbletræ til hver af deltagerne, som de kan tage med hjem, oplyser hun videre.

Man skal dog tilmelde sig, så æblegruppen er sikker på, at der er hænder nok og træer til alle.

Det gør man ved enten at skrive til: fbf@femo.dk, skrive sig på opslagstavlerne på øen eller på Facebook, når der kommer et opslag på Femø-siden.

På plantedagene mødes deltagerne ved Degnestrædet 11 og starter klokken 9 med kaffe, fælleshygge og lækkert morgenbrød, som er sponsoreret af Højriisgaard og lægger en plan for dagen - og man må meget gerne tage en spade med, også selv om man ikke selv kan grave.

Æblelav og beskæringer

- Når træerne er sat, drømmer vi om at samle et lidt større æblelav, som blandt andet vil være med til at vedligeholde æbletræerne. Det bliver et sjovt og spændende projekt, hvor vi sammen har mulighed for at lære noget. Det kunne være et årligt kursus i for eksempel beskæring, podning eller ciderbrygning, nævner Christina Lundbye som en mulighed.

- Og nu hvor vi får en masse fælles æbletræer til øen, synes vi, at det kunne være sjovt at opfinde, dele eller genoplive en masse lækre æbleopskrifter, så vi efterlyser femøboernes bedste æbleopskrifter. Det kan være alt fra saft, kage til æbleflæsk - eller noget helt tredje. Man skal bare sende sin bedste opskrift til taleroret@gmail.com, opfordrer Christina Lundbye fra æblegruppen, der ser frem til at starte en æblefest på Femø.

Der er indkøbt 107 æbletræer fra Erling Nielsens Planteskole i Guldborg og primært af sorter, der er gode til most, for i første omgang er det primært tænkt, at æblerne skal bruges til den Femø Most, der kollektivt fremstilles på øen den første lørdag efter efterårsferien, fortæller Susanne Høegh.


Susanne Høegh er klar med skilte til de 16 forskellige sorter, der skal plantes. Privatfoto


Christina Lundbye og Mette Gundersen skal have de fleste æbletræer stående langs deres marker på Degnestræde 11 og ved Skolestien. Privatfoto



Planter 16 forskellige sorter

Femø Æblelaug vil plante 16 forskellige sorter æbler:

Aroma - rød, Belle de Boskoop - rød, Bodil Neergaard, Bramley, Cox Pomona, COX's Holsteiner, Discovery, Elstar, Filippa, Guldborg, Ingrid Marie - rød, James Grieve, Jonagold, Santana, Topaz og Transparante Blanche.

Der skal endvidere podes nogle eksisterende æbletræer med blandt andet Femø Reinette.

Kilde: Femø Æblelaug