Nyt krisecenter for mænd
Jesper Berring-Poulsen (til venstre) og Daniel Volmer Jensen ser frem til at kunne åbne Mandecenter Lolland onsdag 6. maj. Foto: Privat
Privat
Åbner onsdag i Nakskov.
NAKSKOV Fysisk vold og trusler i hjemmet er virkeligheden for 57.000 danskere. En tredjedel af dem er mænd. For mange er vold et kæmpe tabu, og især for mænd kan det være svært at få den hjælp, de har brug for.
De seneste måneders karantæne har kun gjort udfordringerne større. Det skal et nyt krisecenter på Hoskiærsvej 1 i Nakskov nu gøre noget ved.
"Mandecenter Lolland" står klar til åbning på onsdag. Centeret er et socialt tilbud til mænd, som oplever stalking, fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk vold af en nærtstående partner, hvilket - ifølge initiativtagerne - er en problematik, som er stærkt tabuiseret.
Det er Daniel Volmer Jensen fra Søllested og Jesper Berring-Poulsen fra Vordingborg, der står bag. De har begge arbejdet med udsatte på socialområdet igennem mange år.
Daniel Volmer Jensen driver virksomheden DVJ Consulting, der løser pædagogiske opgaver for regioner, kommuner og private virksomheder, og Jesper Berring-Poulsen har siden 2018 også været formand for Udvalget for Social og Psykiatri i Vordingborg Kommune.
Ideen om at starte Mandecenter Lolland har været undervejs de seneste to år og sker i tæt samarbejde med Socialtilsynet. Krisecentret bliver 100 procent selvfinansierende, oplyser Daniel Volmer Jensen.
- Jesper og jeg har igennem lang tid set, at der et behov for det her. Der er mange mænd, der ikke får den hjælp, de har behov for. De bliver overset.
Et overset problem
I Danmark er der cirka 500 pladser til kvinder på landets krisecentre og 67 pladser til mænd.
- Der er fire pladser til mænd i Nykøbing Falster, der er fuldt belagt, og de nærmeste pladser er så i København og Odense, oplyser Daniel Volmer Jensen, der fortsætter:
- Efter en skilsmise kan mænd være så langt psyisk nede, at de ikke kan tage vare på sig selv, samtidig med at de måske står uden hjem.
- Vi vil gerne skabe mere opmærksomhed omkring problematikken og nedbryde det tabu, at mænd også udsættes for vold i hjemmet. I lovgivningen tages der ikke højde for mænds beskyttelse mod vold i nære relationer. Lovgivningen nævner specifikt kvinder, men ikke mænd, når det kommer til beskyttelse gennem for eksempel et krisecenter, fortæller Daniel Volmer Jensen.
På krisecentret bliver der foreløbig fire pladser, hvor mænd kan søge hjælp og komme væk fra volden. Hver mand får eget værelse med tilhørende køkken og bad.
Der vil være psykologsamtaler og socialpædagogisk støtte, og på centeret får beboerne blandt andet støtte til dagligdags ting, som lægebesøg, kontakt til pårørende, gamle venner og arbejdsgiver. Mændene støttes også i at løse konflikten med partneren på en sådan måde, at alle parter kommer bedst muligt videre i livet. De får også hjælp til at finde en bolig, hvis det er nødvendigt.
Har man brug for hjælp med at bryde et voldeligt forhold, kan man kontakte Mandecenter Lolland på telefon 40 79 20 19.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik