Opbakning om havne-ønsker for 57 millioner

Det er på stykket ud mod Trælholm - overfor Rosnæs - at havnemyndighederne og politikerne i teknisk udvalg ønsker at bygge ny kaj. Foto: Claus Hansen

Vil rette sejlrenden til Nakskov ud og bygge ny kaj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er tale om projekter til sammenlagt 57,1 million kroner, som ønskes gennemført i 2019 og 2020.

Det drejer sig om udflytning af havnekontoret til Stensøvej 1, opretning og uddybning af sejlrenden til og fra Nakskov og en ny sydhavnskaj.

- Vi har en erhvervshavn i Nakskov for at styrke erhvervslivet i Lolland Kommune, og anlægsinvesteringerne skal sikre Nakskov Havn en fortsat indtjening og skabe forudsætninger for virksomhedernes fortsatte udvikling og grundlag for de cirka 1.850 arbejdspladser, siger næstformand i teknisk udvalg, Henrik Høegh (V).

Der foregik en uddybning og oprensning af indsejlingen til Nakskov Havn i 2017. Den nye uddybning til 22,3 millioner er krævet af lodserne.

- MHI Vestas får længere og bredere skibe til vingetransport fra sidst i 2019, og for at få skibene til og fra Nakskov kræver lodserne, at der gøres noget ved det meget skarpe sving og de to mindre skarpe sving i sejlrenden vest for Enehøje. Vi har valgt en løsning, hvor 90 graders-svinget fjernes, og de to andre sving får en meget blødere kurve, oplyser Henrik Høegh.

Man skal så ind og grave på blot en meters vand og ned i en dybde på 8,5 meter i 40 meters bredde.

Ved den nye sydhavnskaj overfor Rosnæs skal blandt andet de snart 150 meter lange vingeskibe kunne lægge til og laste vinger. Den 155 meter lange kaj med 90 meter tunglastekaj vil koste 30 millioner.

Den vil også medføre bedre service for skibstransporten af skrot, korn, grus og sten samt sukker og roepiler, da opmagasineringen og klargøring af vingerne tager megen plads på de andre, nyere kajarealer.

- Den nye kaj vil også have en god position for modtagelse af de store mængder grus og sten, der skal bruges i Rødbyhavn til byggeriet af den nye havn, for de første halvandet år skal sten og grus transporteres på lastbiler til Rødbyhavn, tilføjer Henrik Høegh.

Endelig skal der bruges 4,8 millioner på udflytning af havnekontoret fra havnebygningen på Nakskov Havn til Stensøvej 1.

- Hovedparten af aktiviteterne i Nakskov Erhvervshavn vil foregå på sydsiden af havnen fremover, og på Stensøvej 1 skal der indrettes kontorer, garager og værksteder. Der er fire haller, og de to skal lejes ud, oplyser Henrik Høegh.

Alle projekter kan lånefinansieres, og teknisk udvalgs næstformand mener, at der er tale om at udvise rettidig omhu ved at få dem sat i gang nu:

- Det er en rigtig investering for Lolland Kommune og erhvervslivet, og desuden er det på tale at lave havneloven om. Hvad det vil medføre, ved vi ikke.

"Det er en rigtig investering for Lolland Kommune og erhvervslivet"

Henrik Høegh

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu