PENGEREGN OVER ØER

Frugtcentralen på havnen på Femø skal have skiftet sit asbesttag. Arkivfoto: Jan Knudsen

Uddeling fra Landdistriktspuljen

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ/FEMØ: Tre projekter på Femø og et på Fejø får nu hver et pænt beløb fra Landdistriktspuljen i støtte - og tilsammen tæt ved en million kroner.

De fire projekter er blandt 56 ansøgere fra hele landet, der har fået positivt svar på deres ansøgninger om støtte fra Landdistriktspuljen under Bolig- og Planstyrelsen.

Tilsammen modtager projekterne cirka 21,5 millioner kroner i støtte til at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne og på de danske små øer.

Bolig- og Planstyrelsen havde i alt modtaget 98 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 43,3 millioner kroner.

Femø og Fejø støttes fra puljen til Projekter på de små øer.

Kulturhus på Femø

Billedkunstner Patricia Brøndum, der sammen med tre andre ejer Frugtcentralen på havnen i Femø, har modtaget det største beløb, 310.000 kroner.

Hun har søgt om tilskud til fjernelse af asbesttaget på bygningen, da taget er så utæt, at det regner ind.

Det er nødvendigt at få fjernet taget for at få lagt nyt tag og senere hen at kunne etablere køkken og andre servicefaciliteter i Frugtcentralen.

Målet er, at Frugtcentralen, der før blev brugt til at opbevare alle øens frugter, før de blev afskibet til København, skal være et samlingssted og kulturhus på Femø med mange arrangementer, herunder festivaler og kunstudstillinger.

Til Femø Beboerforenings dagligvarebutik, Det Gule Magasin, er der endvidere 194.875 kroner i tilskud til udvendig vedligeholdelse af den bevaringsværdige bygning fra 1891.

Den bruges af øens eneste dagligvarebutik, og der er behov for en renovering af murværket, der nedbrydes af havsaltet.

Projektet vil være med til at fremtidssikre bygningen, herunder muligheden for at drive dagligvarebutik på øen, der også fungerer som medicin- og pakkeudleveringssted samt socialt samlingssted.

Nye overnatnings-muligheder

Endelig er der 25.000 kroner fra Landdistriktspuljen til Christina Lundbye og Mette Gundersen på Femø, der vil opbygge et rekreativt naturområde på deres grund på øen.

De vil etablere forskellige typer af overnatningsmuligheder med fokus på ro samt faciliteter, der kan understøtte og opbygge fællesskaber. Konkret har de søgt om midler til indkøb af faste telte.

Til Fejø er der 300.000 kroner til nyt tag på Det gule pakhus i lystbådehavnen i Dybvig.

Fejøforeningen har søgt om tilskud, da taget er utæt, og udskiftning af det er en del af en mere omfattende renovering, hvor belysning, lydforhold samt isolering med videre forbedres.

Pakhuset danner ramme om flere sammenkomster på Fejø og er et samlingspunkt, hvor der er mulighed for at holde koncerter, festivaler og sejlerarrangementer.

Totalt er der dermed givet 829.875 kroner til de to øer.

Også penge til unge om musik

Derudover har et forsøgsprojekt, Operation Ung på Lolland ved Lolland Kommune, modtaget 440.500 kroner.

Operation Ung på Lolland skal med musik og kreativitet som omdrejningspunkt skabe en platform for at samle unge, der har lyst til at arrangere events og spille musik.

Fra Puljen til etablering af borgerdrevne dagligvarebutikker er der endvidere tilskud til "Borgerstøttet købmand i Bandholm" på 182.753 kroner.



Fejøforeningen får tilskud til at skfite tag på Det Gule Pakhus på Dybvig Havn, der her er i brug ved årets julearrangement. Arkivfoto: Hans Christian Nielsen


Femø Beboerforening skal renovere murværket på Det gule Magasin fra 1891 - og får 194.875 kroner til hjælp til opgaven. Arkivfoto: Ingrid Riis


Patricia Brøndum og Christian Karild-Gjerrild er to ud af fire medejere bag Frugtcentralen, der skal være multikulturelt epicenter på Femø - og gerne med tæt tag. Arkivfoto: Jan Knudsen


Christina Lundbye og Mette Gundersen vil etablere forskellige typer af overnatningsmuligheder med fokus på ro på Femø - og får tilskud til planen. Arkivfoto: Privat