Sig mig, vil ingen have pengene?

Morten Reitz har, i et forsøg på at skabe opmærksomhed om fonden, fået sat et klæb op på ruderne i den gamle Matas i Nygade i Nakskov. Foto: Jan Knudsen

Undrer sig over meget få ansøgninger fra lokalområdet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV/LOLLAND Morten Reitz undrer sig: Han står klar til at dele ud af Poul Erik Bech Fondens millioner af kroner, men han har næsten ingen at dele dem ud til.

Det går nemlig trægt med at få ansøgninger fra lokalområdet, som han ellers meget gerne ville se nogle af fondens knitrende pengesedler gå til.

Siden 2015, hvor fonden blev etableret i forbindelse med et generationsskifte i mæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech, har den ellers opnået 63 millioner kroner i udbytte til donationer landet over. Der er altså anseelige summer at komme efter, hvis kriterierne for at ansøge er opfyldt.

Fonden støtter almennyttige aktiviteter og humanitært arbejde for børn. Det kan for eksempel være lokale foreninger, der arrangerer udflugter for børn, støtter dem i at have en aktiv fritid, hjælper børn og unge med problemer, eller støtter familier, der ikke har mange midler i hverdagen.

Broen Lolland har fået indtil flere donationer, senest 2. september 2021, hvor donationen lød på 50.000 kroner. - Den har gjort gavn, fortæller formand Bente Kruse. Den er gået til ride- og spejderlejre, fodboldture, kontingenter til klubber og foreninger samt udstyr. Foto: Jan Knudsen/arkiv

Kan ikke passe

Hidtil har Morten Reitz, der til daglig er ejendomsmægler i EDC i Nakskov, kun haft fornøjelsen af at give donationer til: Broen Lolland, som ad flere omgange har fået penge til arbejdet med at hjælpe børn fra særligt udfordrede familier til et aktivt fritidsliv. Ravnsborg Håndboldklub, som har et hold til børn med udviklingshandicap, der spiller i den såkaldte LykkeLiga. Og Dansk Folkehjælp Lollands julehjælp til økonomisk trængte familier, som kæmper med at kunne give børnene en god jul.

- Jeg havde især regnet med, at det sidste besøg hos Dansk Folkehjælp (december 2021, red.) havde skabt mere opmærksomhed. Jeg har da også fået masser af positive tilkendegivelser. Jeg har bare ikke set nogen ansøgninger, siger han og tilføjer:

- Det kan ikke passe, der må være nogen, der kan få glæde af de penge.

Han har kun haft en enkelt dialog, som han ikke er klar over, hvad der er kommet ud af det.

- Men kun én. Det synes jeg simpelthen er for lidt.

Han har ellers gennem årene igen og igen opfordret potentielle ansøgere til at komme forbi hans kontor i Vejlegade til en snak om mulighederne eller for at få hjælp til at søge. Morten Reitz har endda opsøgt foreninger, som han tænkte kunne have interesse i at søge og mulighed for at få. Det gjaldt LykkeLiga, som søgte og fik. Samt et tilsvarende hold i Rudbjerg Fodboldklub for børn, der har det svært, men ikke søgte, oplyser han.

Han tænkte derfor, at noget skulle ske. Han har derfor fået sat et kæmpe klæb i butiksruderne i butiksfacaden i den gamle Matas i Nygade, som er ejet af apoteket. Venligst udlånt i et halvt års tids, mens der alligevel er håndværkere i gang bagved. Klæbet oplyser om fonden og mulighederne for støtte.

- Det er ikke noget, der bliver sat op over hele landet. Det er noget, jeg har fundet på at gøre her i Nakskov. For jeg vil så gerne af med nogle penge, siger Morten Reitz.

Han er opmærksom på, at der siden fondens etablering for syv år siden desværre er givet afslag lokalt.

- Jeg ved, FC Nakskov har søgt, men ikke faldt indenfor det, fonden skal. Fonden sponsorerer ikke fodboldhold eller fodboldture. Vi vil hjælpe dem, der har det lidt svært. Det er dem, vi prøver at bakke op om, siger han.