MARIBO: Det kan godt være, at repræsentanter fra Maribo Varmeværk siger, at de gerne vil indgå en aftale om at aftage varme fra Refa MSK, men det er bare spil for galleriet. Det er i hvert fald den opfattelse, Søren Christensen Volder sidder tilbage med.
Han var rekonstruktør for Refa MSK fra begyndelsen af december 2020, indtil han af Østre Landsret i februar 2021 blev erklæret inhabil - en afgørelse, han har kæret til Højesteret. Siden har han været rådgiver for Refa, og forleden blev også han afhørt i retssagen, hvor Maribo Varmeværk er tiltalt for at bryde Varmeforsyningsloven ved at køre grundlast på et anlæg, der - efter myndighedernes mening - kun er godkendt til spids- og reservelast.
Den tidligere rekonstruktør kunne ikke sige meget om kernen i sagen - om Maribo Varmeværk kører grundlast. Men han kunne fortælle om alle de gange, Refa MSK har rakt hånden ud til Maribo Varmeværk og tilbudt at levere varme.
Maribo Varmeværk på anklagebænken
- Maribo Varmeværk er tiltalt for at overtræde Varmeforsyningsloven ved at køre grundlast og producere al varmen, selv om varmeværket kun er godkendt til at køre spids- og reservelast svarende til en produktion på cirka 20 procent af varmen i værkets forsyningsområde.
- I den forbindelse indgår det, at varmeværket og kommunen er uenige om, hvorvidt Maribo Varmeværk har stillet kommunen i udsigt, at en gammel træpillekedel skulle nedlægges.
- Anklagemyndigheden kræver varmeværket idømt fortløbende tvangsbøder, indtil det enten stopper med at producere grundlast eller får de nødvendige godkendelser til at køre grundlast. Derudover vil anklagemyndigheden have konfiskeret 1.873.000 millioner kroner, som værket efter anklagemyndighedens mening har fået i overskud ved at køre den ulovlige produktion.
- Maribo Varmeværk nægter sig skyldig.
Små, fjollede grunde
Det er vigtigt for anklager Mia Østergaard, fordi Maribo Varmeværk argumenterer med, at det gerne må producere for fuld kraft, fordi Refa MSK ikke leverer. Anklagerens pointe er, at det dog er Maribo Varmeværk, der selv fravælger at få varme fra Refa MSK.
- Flere fra Maribo Varmeværk har afgivet forklaring og giver indtryk af, at de gerne vil aftage varme fra Refa MSK - og gerne med det samme. Hvad siger du til sådan en forklaring? spurgte hun.
Og Søren Christensen Volder tegnede altså et billede af, at Maribo Varmeværk - trods forsikringer om det modsatte - reelt ikke har været interesseret i at indgå en aftale.
Man har fundet små, fjollede grunde til ikke at indgå en aftale
Søren Christensen Volder, tidligere rekonstruktør for Refa MSK
- Vi har skitseret nogle vilkår, og så går det i sig selv igen, sagde han og kom med det, han selv betegnede som en polemisk udlægning:
- Man har fundet små, fjollede grunde til ikke at indgå en aftale, fordi man vil have den her sag afgjort først. Eller man troede, rekonstruktionen ikke blev stemt igennem. Men nu er det ved at udvikle sig til, at der ikke er flere veje ud af det, sagde han.
Ingen rigtig vilje
Søren Christensen Volder fortalte uddybende, at Refa MSK - lidt forenklet - kan levere varme til en omkostningsbestemt pris, og at det lykkedes at indgå en aftale med Sakskøbing Fjernvarmeselskab om det.
- Det bliver udgangspunktet for det, de tilbyder Maribo Varmeværk, for man vil tilbyde kunderne samme vilkår, sagde han og tilføjede, at Maribo Varmeværk dog også er blevet tilbudt aftaler med en fast pris i et år eller tre år, men at Maribo Varmeværk også har takket nej til det.
- De har ikke rigtig vist nogen vilje til at indgå sådan en aftale. Der har været en del tilnærmelser undervejs. Alle vil gerne finde en løsning. Men så bliver det mandag, og så er viljen der ikke rigtig alligevel, sagde han.
Skal fylde huller ud
Anklageren nævnte, at Maribo Varmeværk blandt andet er betænkelig ved udspillene, fordi risikoen for driften af Refa MSK vil overgå til Maribo Varmeværk.
- Det er jeg enig i, sagde Søren Christensen Volder.
- Det ligger i, at det er omkostningsbestemt. Det er det system, lovgiverne har ment, var udgangspunktet. Der er en drift-risiko og en mulighed for en drift-gevinst, tilføjede han, inden anklageren bragte en anden indvending fra Maribo Varmeværk på banen:
- ”Refa vil have for meget indflydelse”. Hvad siger du til det?
- Jeg har ikke hørt, at Refa har betinget sig indflydelse på driften. Men det er klart, at hvis man indgår en aftale igen, vil forholdet være sådan, at Refa MSK vil levere grundlast, og Maribo Varmeværk vil være henvist til levere spids- og reservelast. Så hvis deres reservation ligger i, at de skal indordne sig, kan jeg godt forstå synspunktet, for så er det deres opgave at fylde huller ud. Og jeg forstår godt, hvis man synes, det er urimeligt, men det er sådan, systemet er, fastslog han.
Intet ændret
Maribo Varmeværks forsvarer, Pernille Aagaard Truelsen, havde ikke nogen spørgsmål til Søren Christensen Volder, men bad til gengæld Maribo Varmeværks formand, Erik Holsko, om at svare på flere.
Hun refererede til, at byrådet i Lolland Kommune på et møde i december 2020 fik at vide, at målet med rekonstruktionen af Refa MSK var at opsige den eksisterende aftale for ensidigt at kunne fastsætte vilkårene for en ny.
Hun spurgte derfor Erik Holsko om Maribo Varmeværks indsigelser til udspillene fra Refa MSK har ændret et komma?
- Stort set ikke. Jeg har været med til stort set alle møder, og forud for, at aftalerne bliver præsenteret, har vi haft nogle konstruktive møder, og jeg har også haft en tro på, at man fik en aftale. Men når der så kom et udkast fra Bech-Bruun (Refas advokat, red.), kan vi ikke se, der er taget hensyn til vores synspunkter, sagde han og fortalte, at det ikke så meget er prisen på varmen, man ikke kan enes om, men vilkårene.
Det handler blandt andet om, sagde han, at udkastene ikke har taget hensyn til, at Maribo Varmeværk har et produktionsanlæg, der er næsten lige så stort som Refa MSK’s.
Aftale blev ikke til noget
I slutningen af september enedes parterne om en midlertidig aftale, hvor Maribo Varmeværk i et halvt år skulle aftage varme fra Refa MSK til en pris på 250 kroner per megawatttime, mens der kunne forhandles om en permanent aftale. Men den midlertidige aftale er aldrig blevet til noget.
- Hvorfor får I ikke noget varme? Er det fordi, de siger, I skal skrive under på en aftale? spurgte Pernille Aagaard Truelsen.
- For at få varme midlertidigt skulle det være noget, der lignede den aftale, Sakskøbing Fjernvarmeselskab har. Men så er vi tilbage ved de samme vilkår igen.
- Så det handler om, at de vil tvinge jer til at indgå en aftale på deres vilkår, som beskrevet på byrådsmødet? spurgte hun.
- Sådan virker det.
Dommen ventes afsagt i næste uge.