Sognerådspolitik

Som medlem af Socialdemokraterne i Nakskov er det ikke morsomt at læse, at mange har meldt sig ud af partiet. Det er forståeligt, at der er utilfredshed med mange af de tiltag, der sker i Lolland Kommune, og det er en ofte gentaget påstand, at kommunen er i gang med en funktionstømning af Vestlolland. Det kan der måske være noget om, men det er nok så vigtigt at se på den politiske baggrund for situationen.

Valgresultatet magede det sådan, at Socialdemokraterne fik det største antal mandater, og at der var tre reelle muligheder for et politisk flertal.

SF fik først tilbudt et samarbejde med A, men valgte at se tiden an. Nu er det sådan, at man i Nakskov tidligere har oplevet et samarbejde mellem SF og de øvrige partier, så for ikke at risikere at blive sat uden for indflydelse til trods for det største antal mandater, var det tvingende nødvendigt at opnå en aftale med V, før SF igen gjorde det.

Det kan man selvfølgelig beklage, men det er det, der kaldes politik.

Herved blev det SF, der blev sat uden for indflydelse, og det sørgelige her er, at næsten alle SF-mandater var nakskovbaserede, og derfor føler mange i Nakskov, at byen er uden indflydelse. I parentes bemærket kan man sige, at hvis A og SF var gået sammen, så ville den øvrige del af Lolland nok føle, at de var blevet sat udenfor.

Det kan måske ses som en fordel for SF, at de er uden lod og del i mange af de beslutninger, der er blevet taget. Derfor kan man forvente, at mange af de utilfredse i Nakskov igen vil stemme på SF. Og så er vi lige vidt.

Jeg deler de synspunkter, som Kaj Burmølle giver udtryk for i mandagsavisen.

Konklusionen på disse er, at det rigtige i fremtiden vil være at stemme efter politisk overbevisning og ikke efter personer.

Jeg beklager også, at man nedlægger Nakskov Brandvæsen.

Jeg kender ikke de økonomiske og politiske overvejelser, men hvis man ser rent objektivt på sagen, så er ønsket om at beholde et lokalt brandvæsen i Nakskov vel om noget et udtryk for sognerådspolitik.



Henning Johansen


Varkausvej 3

4900 Nakskov




Offentliggjort Sidst opdateret