Statsstøtte til Lollands indsats mod misbrug

Lolland Kommune er af Sundhedsstyrelsen blevet valgt som en af 12 kommuner, der får et særligt tilskud til en treårig ansættelse af en alkoholkoordinator.

Koordinatoren skal i høj grad arbejde med at afdække problemer hos især unge med et begyndende misbrug, så der skabes mulighed for at sætte tidligt ind.
I alt 48 kommuner havde søgt. Lolland kommune er ikke, overordnet set, mere plaget af alkoholproblemer end andre dele af landet. Men blandt andre SSP-konsulenterne rapporterer om, at der er en tendens til, at debutanterne på området bliver stadig yngre.

Planen er, at alkoholkoordinatoren skal indgå i et nært samarbejde med de unge selv og deres familier. Der er, fremgår det af projektbeskrivelsen, frygt for, at børn og unge fra hjem med misbrugsproblemer selv ender i misbrug, hvis de ikke i tide får den nødvendige hjælp til selv at tage ansvar for deres helbred.

Alkoholkoordinatoren skal endvidere medvirke til at udarbejde en egentlig alkoholpolitik for kommunen, lige som han eller hun skal sikre, at der udarbejdes såkaldte handleplaner for rådgivning og behandling.




Sundhedsstyrelsen har bevilget 1,2 millioner kroner til forebyggende arbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret