STIGENDE PRISER TRUER MED AT LUKKE KØBMAND

På borgermødet kom blandt andet forslag om crowdfunding, indsamling og brugte solceller. Foto: Nils Lund Pedersen

Købmand i Kramnitze, Janne Hansen, havde søndag inviteret til borgermøde i Kramnitze Kulturhus for at undersøge muligheder for løsninger på de stigende elregninger, der truer med at lukke købmanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE: Der kom flere bud på bordet søndag formiddag, da købmand i Kramnitze, Janne Hansen, havde inviteret til borgermøde.

De stigende energipriser har ramt Let-Køb-butikken hårdt og truer med at lukke den lokale købmand.

En strømregning hos købmanden ligger som regel i omegnen af 23.000 om måneden, men i øjeblikket ligger den på omkring 49.000 kroner.

For at afhjælpe prisstigningerne har Janne Hansen i øjeblikket trukket stikket på ni af forretningens køle- og fryseenheder.

Janne Hansen havde derfor indkaldt til borgermødet for at få gode forslag til løsninger og hjælp til at føre dem ud i livet.

Blandt løsningsforslagene var en privat indsamling, mulighed for at sætte solceller op på købmandshandlen og lave crowdfunding til dette samt at få medlemmerne af grundejerforeningerne i Kramnitze og Hummingen til at betale et lille månedligt beløb til købmanden, mens krisen står på, således at elregningerne kan betales.

Det er dejligt, at der er mødt det antal op, der er. Men de bærende kræfter mangler vi.

Janne Hansen, købmand i Let-Køb i Kramnitze

Janne Hansen bruger i øjeblikket af opsparingen for at kunne betale de høje elregninger i købmandsbutikken i Kramnitze. Foto: Nils Lund Pedersen

- Jeg synes, det er nogle gode forslag, og jeg kan godt lide, at vi lige pludselig får en revisor på banen, der kan få kigget på brugte solceller. Hvis de bare blev siddende ude i hver deres sommerhuse, så opdager vi jo aldrig, hvilke kvaliteter de har. Så det er jo fedt, at de kommer ud. Det er en kvalitet for området, fortæller Janne Hansen.

Men hvorvidt det er muligt at få støtte fra medlemmerne af grundejerforeningerne blev dog i det uvisse, da kun grundejerforeningen i Kramnitze som den eneste var repræsenteret på borgermødet med et medlem fra bestyrelsen trods et talrigt fremmøde.

- Jeg synes, det er dejligt, at der er mødt det antal op, der er. Men de bærende kræfter mangler vi, fortæller Janne Hansen, der håber at kunne finde et fælles fodslag med grundejerforeningerne i både Kramnitze og Hummingen.

- Jeg synes, det er skræmmende, hvis grundejerforeningerne ikke vil ryste lidt op i sig selv. Jeg synes jo, at vi er til for dem også. Jeg er godt klar over, at der garanteret er en masse regler og direktiver, de skal forholde sig til, men det vil stadig ryste mig, hvis man ikke har velvilje, forståelse og vil prøve at hjælpe, fortæller købmanden, der forsøger med et nyt borgermøde søndag 23. oktober klokken 10.00 i Kramnitze Kulturhus, hvor man håber at kunne få repræsentanter fra alle grundejerforeninger med.

Borgermødet fandt sted søndag formiddag i Kramnitze Kulturhus. Næste borgermøde bliver holdt søndag 23. oktober klokken 10.00 samme sted. Foto: Nils Lund Pedersen