Sultestrejken endte ikke som håbet: - Men vi er i det her for livet

Elise Sydendal er født og opvokset på Fejø og har igennem otte dage sultestrejket. Missionen var at ændre en del af den grønne trepart med landbruget, som forhandles netop nu. Privatfoto

I otte dage nægtede Elise Sydendal sin krop mad, selvom den forsøgte at råbe hende op. Hendes egen mission var at råbe en minister op, men lykkedes det? Vi har spurgt hende.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Onsdag afsluttede Elise Sydendal, der stammer fra Fejø, og 10 medaktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse otte dages sultestrejke.

Det var en ekstrem øvelse, men det sidste værktøj i kassen, som hun udtrykker det.

- Jeg har aldrig før oplevet min krop så svag, som den er nu. Jeg skal for eksempel lære at cykle i lavere gear igen. Men jeg ved, at min krop kommer sig, skrev hun onsdag på det sociale medie LinkedIn.

Følelserne var blandede. På den ene side: “Var det det?". Gruppen er fortsat i en status quo, og de 11 medlemmer er mere udmattede end nogensinde før.

På den anden side har de aldrig oplevet, at så mange politikere allerede på den første dag opsøgte dem og tog initiativ til lange samtaler. Jeppe Bruus (S), minister for Den Grønne Trepart, har også været forbi dem flere gange.

Og de unge er blevet dækket af flere medier end nogensinde før. Også af medier, som normalt ikke ville dække en helt traditionel demonstration foran Christiansborg.

Dermed har de fået en opmærksomhed, som de ellers var ængstelige for, ville udeblive.

Kan ikke imødekomme krav

Det lykkedes dem også at komme ind i varmen - helt bogstaveligt talt - og få et møde med Jeppe Bruus (S).

Blå Bog: Elise Sydendal

  • Alder: 25 år
  • Født og opvokset på Fejø. 
  • Har været aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse siden 2021. 
  • Studerer statskundskab og arbejder som studentermedhjælper i Wellbeing Economy Alliance. 

Det er et møde, de har arbejdet på at få i flere måneder, men det førte ikke til noget konkret.

- Han sagde, at han ikke kunne imødekomme vores krav. Han italesatte dog også, at han godt kunne se det problematiske i, at man ikke inddrager unge nok i den slags forhandlinger. Men jeg ved ikke, om han selv så det problematiske i, at han først inviterede os ind, når vi sultede os selv, siger Elise Sydendal, der bor i København, men er opvokset på Fejø.

Det var under en debat samme aften, at hun - hvis hun ellers kunne mærke sin mave for bare sult - mærkede en ro. Og at hun fik en oplevelse af, at der kom noget ud af det.

Den aften lå ni klimaaktivister på madrasser side om side i den treværelses lejlighed, som de alle overnattede i under strejken, og overværede to andre fra gruppen tale med ministeren i "Go' Aften Live".

6.500 støtteerklæringer

De kommenterede duellen undervejs, og i hendes optik vandt de unge med argumenterne. Og lige der på madrassen tænkte hun, at det var det hele værd.

Vi er i det her for livet, og vi kan ikke blive ved med at bruge det redskab.

Elise Sydendal, Den Grønne Ungdomsbevægelse

Indtil nu har gruppen modtaget 6.500 støtteerklæringer, hvilket efter Elise Sydendals mening er et stærkt kort at have på hånden.

Det viser, mener hun, at det ikke kun er de 11 flyverdragtklædte idealister i 20'erne, der ønsker en grønnere omstilling af dansk landbrug.

- Vi er oppe imod meget stærke økonomiske interesser, altså nogle af landets største lobbyorganisationer som Dansk metal, Dansk industri, og Landbrug & Fødevarer. De har hver især mange penge og er derfor vigtige for politikerne. Problemet er bare efter min mening, at dem, der har mange penge, gerne vil bevare status quo, imens dem, der ønsker en forandring, traditionelt set ikke har særlig mange penge.

Vil fastholde presset

Ifølge Altinget viser et lækket aftaleudkast også, at sager som landbrugets kvælstofudledning, aftalens klimaeffekter, flere penge til plantebaseret mad og regeringens økonomiskitse er blandt knasterne i de forhandlinger, som er under forhandlinger i disse dage.

- Vi fortsætter presset, selvom sultestrejken for de flestes vedkommende er afsluttet. Der har stået mindst 10 personer foran Christiansborg for at holde presset, imens der holdes bilaterale møder. Og det gør vi, indtil aftalen lander, slår hun fast.

Men hun har også accepteret, at hun ikke kan benytte sig af det stærkeste værktøj i kassen hver uge eller måned.

- Vi er i det her for livet, og vi kan ikke blive ved med at bruge det redskab. Vi kæmper videre, men der går nok lige en uge, før jeg er tilbage.