Træls: Ventede forgæves på toget i over to timer

Der stod flere sure folk på perronen i lørdags, fortæller Ove Jørgensen, og han gætter på, at det samme må have gjort sig gældende på de øvrige stationer på strækningen. Foto: Claus Hansen

Ove Jørgensen fra Vesterborg blev godt træt af Lollandsbanen i lørdags.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED Ove Jørgensen havde fredag til lørdag besøg af sit 14-årige barnebarn. Det var som bekendt, mens stormen Nora rasede.

Han var derfor opmærksom på, at han hellere måtte tjekke Lollandsbanens køreplaner for afvigelser i driften, inden han kørte hende til stationen i Søllested, hvorfra hun skulle med toget hjem til Nykøbing.

Af hjemmesiden fremgik det, at driften skulle være normal igen fra klokken 11. Han stilede derfor efter afgangen klokken 11.15.

Men da han og barnebarnet stod på perronen, kom der intet tog. De ventede derfor i bilen, mens de lod motoren køre for at kunne holde varmen, mens tiden gik og gik. Klokken 12.15 kom et gennemkørende tog uden passagerer, som skulle køre linjen igennem, og først med 10 minutters forsinkelse kom toget med afgang klokken 13.15, det vil sige klokken 13.25, som barnebarnet så endelig kunne stige på.

- Jeg er med på, at vind og vejr er ingen herre over, men man kan godt informere ordentligt, siger Ove Jørgensen, som blev så træt af situationen, at han ringede til Folketidende for at få hjælp til at få en forklaring og helst også et løfte om bedring.

Ifølge Lokaltogs driftsdirektør Mie Rajcic gik lørdag morgen og formiddag med oprydning og sikkerhedstjek på samtlige Lokaltogs banestrækninger efter stormen Nora.

- Det var vores forventning, at vi ville være klar til normal drift efter køreplanen klokken 11, og det var også det, der blev meldt ud. Desværre tog oprydningen lidt længere tid end beregnet på Lollandsbanen, hvor vi først var klar til at køre efter normal køreplan omkring klokken 13, siger Mie Rajcic.

- I travlheden fik vi desværre ikke kommunikeret det klart og tydeligt på alle kanaler, og jeg kan kun beklage overfor Ove. Det er en fejl fra vores side, at hjemmesiden ikke var blevet opdateret med de korrekte tider lørdag morgen, og det vil vi naturligvis bestræbe os på at gøre bedre i fremtiden, så kunderne ikke skal vente forgæves på toget, siger Mie Rajcic.

- Det var godt, jeg ikke bare læssede mit barnebarn af og kørte, siger Ove, som også savnede information på selve stationen. Foto: Claus Hansen