Viceborgmester: Riv Maribo Hallerne ned

Henrik Jacobsen foreslår, at Maribo Hallerne rives ned. Foto: Palle Nevad Frandsen

Konservative Lolland skal sætte det lange lys på, og turde have visioner for kommunen, mener Henrik Jacobsen, der på vælgerforeningens generalforsamling kom med en række visioner for Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland står overfor mange gode og gyldne år, mener viceborgmester og konservativ spidskandidat Henrik Jacobsen. Det skyldes ikke mindst et hav af tiltag, som er sat i værk af byrådet, og initieret af blandt andet tunnelbyggeriet i Rødbyhavn, men der kan tages ekstra skridt.

Konservative Lolland har nemlig visioner for fremtidens Lolland, for at udvikle kommune og for at skabe et sted, hvor ungdommen kan blomstre - og hvor der er oplevelser, som det er værd at køre efter. Men det kræver også, at man eksempelvis tør rive et stort sportsanlæg ned, men også bygge uddannelsesløsninger op.

Her er der 60-70.000 kvadratmeter til byudvikling, og det er kun få byer, som kan præstere det i centrum.

Henrik Jacobsen

Skal have stærkt akademi

Nakskov Akademi er allerede en realitet, men i øjeblikket er det blot en lille håndfuld studerende, som tager imod tilbuddet om et anderledes studiemiljø. Akademiet er for studerende, der er i gang med forløb, som er bygget op om fjernundervisning og e-læringsstudier.

- Vi skal videreudbygge Nakskov Akademi, så man bliver i kommunen, hvis man vil uddanne sig. Derfor skal vi styrke det, så alle kan dygtiggøre sig på akademiet. Til gavn og glæde for dem selv, landsdelens virksomheder og kommunen, siger Henrik Jacobsen.

I dag er der mange som tager fjernundervisning, men de sidder hjemme, og den konservative borgmesterkandidat ser gerne, at endnu flere kommer til campus i Nakskov, hvor de kan støtte hinanden samt finde nye fællesskaber.

Læs også: 77-årig politiker om bemærkelsesværdig beslutning: - Når Trump kan, kan jeg også

Vil have multihal ved motorvejen

Mens forslaget er forholdsvis nemt at realisere, og næppe blandt de mest omkostningstunge, så er Henrik Jacobsens visioner for byudviklingen af Maribo i en helt anden skala.

- Vi kan have en vision om at lukke Maribo Hallerne. Der er en stor diskussion om haller, men lad os lukke og rive det hele ned. Både idræts- og svømmehaller.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Brug arealet som Maribo Hallerne i dag er placeret på til byudvikling med ungdomsboliger, andelsboliger og parcelhuse, lyder en visionplan fra Konservative Lolland. Foto: Google Earth

Ikke fordi byen skal mangle idrætsfaciliteter, men fordi Henrik Jacobsen hellere ser dem bygget ved afkørsel 48.

- Her kan man bygge en multihal lige der, hvor der er motorvejsforbindelse mellem nord og syd, samt landeveje mod øst og vest. Her vil infrastrukturen være i orden, og gæsterne til de store arrangementer skal ikke ind gennem en by. Hverken gennem Maribo, eller som i Nykøbing med Guldboxen.

Byg nye boliger på halgrunden

I dag lider Maribo Hallerne under et kæmpe parkeringsproblem, som kun bliver værre, når der skal bygges boliger på en del af det ekstra grønne område, som bliver brugt til biler, når der er store arrangementer. Med et nybyggeri ved afkørsel 48 vil der være god plads til parkering.

- Team Sydhavsøerne vil få forbedrede faciliteter, også til flere tilskuere, og det samme vil alle de andre brugere af hallerne. Det hele kunne kombineres med et nyt hotel.

Mulighederne er mange, påpeger Henrik Jacobsen, der nævner store sportsarrangementer, koncerter og konferencer. Samtidig vil det tomme område i Maribos østlige bydel kunne udnyttes til boliger.

- Her er der 60-70.000 kvadratmeter til byudvikling, og det er kun få byer, som kan præstere det i centrum.

Endelig ser Konservative Lolland gerne at man kopierer Aalborg, og skaber et decideret unge byråd, som kan være med til at give de unge lyst til at engagere sig i lokalområdet.

Folketidende opdaterer løbende med nyheder og reportager om kommunalvalget. Få seneste nyt her.