Vil have børn og unge på vandet i sommerferien

Formanden og næstformanden i Sportsråd Lolland, Finn Larsen og Anita Munk, er sammen med viceungdomsskoleleder Morten Romme klar til at byde kommunens børn og unge ind til masser af sommersjov. Foto: Ingrid Riis

Kataloget med sommerferieaktiviteter er på vej ud til børn og unge.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Snart bliver skoletasken smidt ind i skabet, skemaet hevet ned fra opslagstavlen og måske bliver der fyret op for computeren, Men sommerferien for Lollands børn og unge kan byde på meget andet underholdning end hjemme foran en skærm.

I disse dage er årets katalog med sommeraktiviteter gennem hele sommerferien på vej ud.

Sportsråd Lolland står bag aktiviteterne, men uden et aktivt foreningsliv var det ikke muligt at sende et så omfangsrigt katalog på gaden. For det er de lollandske foreninger, som står bag en stor del af de tilbud, som sommerferien byder på. På andet år er Lolland Ungdomsskole også med i invitationen til kommunens ungdom.

Børn og unge kan altså ikke finde ud af det der med vand, og vi ved ikke, om det er fordi, de ikke tør, eller der ikke har været mulighed for at prøve det.

Morten Romme, Lolland Ungdomsskole

En stor del af aktiviteterne udspringer fra idrætslivet, hvor mange af kommunens mindre byer i år er repræsenteret. Som noget nyt har sportsrådet og ungdomsskolen dog satset målrettet på at byde ind med en masse aktiviteter på vandet.

Skal lære at være på vandet

Især på Vestlolland er der skruet op for tilbuddene på vandsport. Det drejer sig især om SUP (Stand Up Paddle)-boards, der de seneste år er blevet enormt populære. I Nakskov vil der både være tilbud i havnen og ved Hestehovedet, hvor sidstnævnte egner sig mere til begynderne.

- Sammen med foreningerne er vi blevet enige om, at vi skal have nogle unge i, ved og på vand, for det har vist sig, at det er vi ikke gode til. Og det er paradoksalt, når vi bor på en ø, siger Morten Romme.

Lollands børn skal lære at være på vandet, og derfor sættes der i år ekstra fokus på aktiviteterne omkring vand. Her er det Livredderklubben i aktion. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

- Børn og unge kan altså ikke finde ud af det der med vand, og vi ved ikke, om det er fordi, de ikke tør, eller der ikke har været mulighed for at prøve det. Nu skaber vi i hvert fald muligheden.

Der er tale om en langsigtet strategi, som bliver kickstartet i sommerferien, hvor der er tilbud i Maribo, Bandholm og Nakskov.

Brevduer og sosu-besøg

Sommerferien kan også byde på atletik, gymnastik, golf, tennis og en masse andet traditionel idræt - men der er også tilbud, som mange unge normalt ikke har mulighed for at prøve.

I den første uge af sommerferien kan de unge eksempelvis lære om brevduer hos Nakskov Brevdueforening, deltage i naturtræning med Maribo Gymnastik Forening og lege sportslege i Holebys egen udgave af tv-programmet "Versus".

Støtteforeningen for Medborgerhuset i Holeby har haft succes med at tilbyde nogle helt anderledes sommerferieaktiviteter. Her er det deres egen udgave at tv-programmet "Versus". Arkivfoto: Jan Knudsen

Sommerferien kan dog også komme til at byde på en masse andre ting. Der er mulighed for at blive brandmand for en uge hos Lolland-Falster Brandvæsen, deltage i en kreativ dag som slutter med fællesspisning i sognegården i Utterslev eller lave slim på bibliotekerne.

Som noget helt nyt deltager Sosu-skolens afdeling i Nakskov med en dag om kroppen, og Maribo Politihundeforening vil fremvise, hvad en politihund kan. Tilbuddene er altså meget alsidige, og rigtig mange af dem er gratis.

Mindre klub, flere ture

Hos Lolland Ungdomsskole er der skruet ned for klubaktiviteterne i sommerferien, for dem var der ikke mange, som brugte. I stedet for er der forskellige undervisningsforløb med alt fra mountainbike til e-sport, og der er kreative fag med blandt andet teatercamp.

- I stedet for har vi en masse ture, som altid er populære, siger Morten Romme.

Sidste års "Larm over Lolland" var en stor succes i Nakskov, hvor der var pakket med mennesker, selv om der stadig var begrænsninger på højest 500 samlet. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

Det gælder blandt andet ture til Tivoli, Camp Adventure og så bliver der lavet en pigelejr over tre dage på Naturskolen ved Maribo. Her vil der blive fokuseret på det at være pige i teenagealderen - både det sjove og det svære.

Igen i år slutter ungdomsskolen sit program - og sommerferien - af med en koncert. Der bliver "Larm over Lolland" på havnen i Nakskov fredag 12. august, og kunstnerne vil blive annonceret på Instagram og Facebook.

227 hold at vælge mellem

- Det er den bredeste palette af tilbud, som vi har haft gennem de år, hvor vi har lavet sommerferieaktiviteter, siger formand for Sportsråd Lolland Finn Larsen.

I alt er der 227 hold at tilmelde sig i løbet af sommerferiens uger, og håbet er selvfølgelig, at deltagerne bliver bidt af at være med og kommer ind i foreningslivet. Det er der brug for på Lolland, hvor mange idrætsforeninger har tabt massive mængder af medlemmer.

Sportsråd Lolland og Lolland Ungdomsskole investere samlet op mod 450.000 kroner i de mange tilbud, og sportsrådets penge bliver delt ud på de foreninger, som har meldt sig med hold.

Maribo Gymnastik Forening tilbyder flere hold, men formand Anita Munk opfordrer forældrene til at huske at afmelde børnene, hvis noget kommer i vejen. Foto: Jan Knudsen

Når først deltagerne er blevet meldt til, og holdene oprettet, så skal man også huske at sende børnene af sted. De seneste år er det oplevet flere steder, at mange børn og unge bliver væk uden at melde afbud.

- Hvis man ikke kan deltage alligevel, så husk at gå ind at melde fra. Det er da det mindste man kan gøre, siger Anita Munk.

Mange foreninger hyrer ekstra instruktører ind til netop disse aktiviteter.

Alle skoleelever i kommunen får et program med hjem, og det kan også findes på kommunens hjemmeside.