Vil i dialog om nye elkabler
Den stiplede linje viser, hvor de nye kabler skal lægges i jorden. Foto: Energinet
Energinet
Energinet går nu i gang med at planlægge placeringen af nye 132 kV-kabler i jorden på det sydlige Lolland og vil derfor i dialog med de borgere, som bliver direkte berørt af projektet.
SYDLOLLAND Strømmen fra de nye og kommende mange solcelle- og vindmølleanlæg på Lolland skal kunne transporteres derhen, hvor de fleste elforbrugere er, eksempelvis på Sjælland og i København. Det kræver nye og stærkere el-transportveje.
Derfor går Energinet, det statslige selskab, som ejer og driver dansk energiinfrastruktur, nu i gang med at planlægge placeringen af nye 132 kilovolt-kabler i jorden på det sydlige Lolland.
Samtidig skal Femern-forbindelsen tilsluttes elnettet for at sikre strøm til jernbanenet og tunnel, og de to projekter udføres derfor i samme arbejdsgang.
Samtidig med forstærkningerne til sol- og vindenergi samt til Femern-forbindelsen skal der også bygges nye højspændingsstationer: en ved Rødby, en ved Gloslunde mellem Nakskov og Rødby og en til Femern-forbindelsen.
- Højspændingsstationerne og kablerne forbinder de anlæg, som producerer grøn strøm på Lolland, med forbrugerne. I alt skal vi lægge cirka 30 kilometer kabler fordelt på tre strækninger, inklusive tilslutningen af Femern-forbindelsen. Tilsammen vil kablerne og højspændingsstationerne forstærke elnettet på Lolland, siger Lars Bitz Jakobsen, der er Energinets projektleder.
Den endelige placering af kabler og de nye stationer er endnu ikke fastlagt. I første omgang går Energinet i dialog med de borgere, som bliver direkte berørt af projektet.
- Det er vigtigt for os, at vi tager størst muligt hensyn til borgere, natur og miljø, både når vi planlægger projektet, og mens vi lægger kablet og bygger stationerne. Det første, vi gør i den forbindelse, er at tage kontakt til de lodsejere, som vi berører direkte, fordi den kommende linjeføring går over deres jord, siger Lars Bitz Jakobsen.
Energinet forventer at starte anlægsarbejdet til foråret 2022 på station Femern og i foråret 2023 for de øvrige stationer og kablerne. Kabler og højspændingsstationer skal efter planen være færdige i 2025.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned