Vil sætte verdensrekord i udklædte dinosaurer

Arkivfoto. Foto: Jan Knudsen

Knuthenborg næsten klar til at tage hul på sæson nummer 50

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Knuthenborg Safaripark slår bommen op ved Maglemerporten lørdag 13. april klokken 10, vil bilerne rulle ind i parken til sæson nummer 50. Selv om det først er senere på sæsonen, at parken runder de 50 år, vil man fra første dag markere den specielle sæson.

Sidste års store nyhed var Dinosaurskoven, som var med til at give safariparken en forrygende sæson, hvor 325.000 gæster var på besøg blandt både nutidens vilde dyr og modellerne af dem, der engang levede på jorden.

I år fortsætter udviklingen af Dinosaurskoven, og gæsterne kan fra parkens åbningsdag møde flyveøgler i skoven samt en 47 meter stor langhals - den største dinosaurkopi i verden.

Med dinosaurerne som noget, der tiltaler store som små, har Knuthenborg Safaripark sat sig for, at de forhistoriske dyr også skal præge åbningen - og opfordrer publikum til at være med til at sætte verdensrekord på åbningsdagen.

Rekorden handler om at samle flest personer udklædt som dinosaurer på ét sted. Hvis man kommer til parken på åbningsdagen med mindst halvdelen af kroppen dækket af dinosaurkostume, vil der være gratis adgang til parken.

Klokken 12 vil der blive taget et fællesbillede, og samtidig vil den bedste dino-udklædning blive kåret. Vinder vil få et familiekort til safariparken.

For at slå verdensrekorden skal der samles 251 dinosaurudklædte gæster i safariparken - og så må man håbe, at parkens andre dyr ikke bliver for forskrækket, hvis bilen bliver ført af en T-Rex.

Konkurrencen er dog ikke eneste gimmick på åbningsdagen. Når gæster nu alligevel har kæmpet for at komme i kostumet, så skal det da bruges. Derfor bliver der også arrangeret et dinosaurløb, hvor det gælder om at komme hurtigst ud over stepperne i sit kostume. Her er der årskort på højkant til vinderen - og pokaler til de tre hurtigste.

Om det nytter at være udklædt som Dromiceiomimus, der regnes for den hurtigste dinosaur, eller om det er bedre at være den smarte Velociraptor, må vise sig på dagen.

Åbningen af Knuthenborg Safaripark sker tidligere, end man plejer, men på den måde kan påske-turister på Lolland også nå at komme en tur i safariparken. På åbningsdagen åbner også parkens nye glamping-område, hvor gæster kan overnatte i luksustelte.