Guldborgsund

Anette Friis Nielsen havde deltidsjob med at oversætte tekster, indtil AI for alvor gjorde sit indtog i Danmark. Nu driver hun café ved siden af sit bed & breakfast. Foto: Kim Møller Pedersen

AI tog jobbet fra Anette: Nu laver hun Strik & Drik

Anette Friis Nielsen var eventkoordinator hos Nationalmuseet og Øksnehallen i København. Men for seks år siden mødte hun sit livs Martin og flyttede til Falster for at drive bed & breakfast. Senere kom der også en café til, hvor der denne sommer forsøges med Strik & Drik. 

Offentliggjort

Strik og drik. Hverken mere eller mindre. Sådan kan man også "lokke" gæster til, når man driver en lille café i Vestergade i Stubbekøbing.

Anette Friis Nielsen har i hvert fald tænkt sig at blive ved med at arrangere netop "strik og drik" resten af juli.

- Og måske også lidt af august med. Nu får vi se, siger indehaveren af Café Pastel.

Flere og flere cykelturister

Hun driver også bed & breakfast i Eskilstrup. Det ene udelukker bestemt ikke det andet. Måske tværtimod. 

Om Anette

Kommer oprindelig fra Himmerland, men har i mange år arbejdet og boet i København, indtil hun for seks år siden flyttede til Falster.

Her driver hun Anettes Bed & Breakfast i Eskilstrup, som hun åbnede i sommeren 2020.

Sidste år startede hun også en café i Stubbekøbing sideløbende med hendes bed & breakfast, hvor Anette Friis Nielsen blandt andet også tilbyder kursus til andre, som vil lære om at starte et bed & breakfast.

- Da jeg for seks år siden mødte Martin og flyttede herned fra København, var det i første omgang bed & breakfast, jeg satsede på. Men i takt med, at jeg kom i kontakt med flere og flere cykelturister, så kom idéen til at starte en café op. Cykelturisterne skal også ud og opleve noget i lokalområdet, fortæller Anette Friis Nielsen om årsagerne til at turde tage springet udi cafélivet, siger hun.

Dengang i 2024 fandt hun også frem til en undersøgelse, som viste et samlet besøg af 12.000 cykelturister i Stubbekøbing med træfærgen "M/F Ida". 

Rutinerede strikkere

Denne dag er der også udenlandske cykelturister, som gæster Strik & Drik i den lille café, hvor puslespil og kager gør sig. Turisterne nøjes nu med at indtage drikkelsen uden strikketøjet, men ved et af rundbordene sidder tre stamgæster.

De tre gange to rutinerede strikkehænder sidder blandt andre på Lone Nielsen. Hun er selv med til at arrangere strikkeoplevelser for andre.

- Der er altid åbent hver anden uge på det gamle rådhus for folk, som har lyst til at strikke sammen. Næste gang er den 4. august klokken 13, får tovholder omkring rådhus-strikken Lone Nielsen nævnt som noget af det første.

Nordøstfalster har i de senere år taget et stort ryk mod at være landsdelens suveræne strikkemekka. 

Det er også for at lokke folk lidt til, at det hedder sådan

Anette Friis Nielsen, caféejer

- Der er to andre strikkeforeninger foruden os, som også holder til på rådhuset. Og så er der strikkeforedragene på biblioteket, strikkefestival og flere strikkeforretninger rundt omkring. Men vi er bare et fællesskab på rådhuset, og man skal hverken være medlem eller være god til at strikke, tilføjer Lone Nielsen, mens der strikkes videre på en kortærmet trøje.

Ingen alkohol her

Charlotte Ekelund er i gang med et lille strikket babyomslag. Hos Pia Harris gælder det strømper. Alle tre kvinder er dog enige om, at man sagtens kan nøjes med kaffe i kopperne, mens der strikkes. Ikke noget med alkohol her, selv om Strik & Drik måske godt kunne lægge lidt op til det.

Anette Friis Nielsen med gæsterne Pia Harris, Lone Nielsen og Charlotte Ekelund til Strik & Drik. Foto: Kim Møller Pedersen
Anette Friis Nielsen med gæsterne Pia Harris, Lone Nielsen og Charlotte Ekelund til Strik & Drik. Foto: Kim Møller Pedersen

- Det er også for at lokke folk lidt til, at det hedder sådan. Der skal jo hele tiden skabes nye arrangementer og begivenheder, hvis man vil have kunder i butikken, understreger Anette Friis Nielsen.

Hun ser gerne både alkohol og ikke-alkoholiske drikke i kopperne eller glassene hos de fremmødte strikkere.

Hun har også tilbagevendende Glutenfri Kagebord, Afternoon Tea og de næste par uger kommer der levende musik af flere omgange. Blandt andet kigger Trio Beatles forbi.

Bruger det som øveaften

- Der skal meget til for at skabe til rugbrødet, når man driver en lille café. Hvis jeg selv skal noget, må jeg også holde lukket den dag. Jeg har hverken råd til ansatte eller musik, og så er det dejligt, at der er nogle musikere, som vil underholde og bruge det lidt som en øveaften uden at få penge for det, lyder det med et smil fra caféejeren.

Kiksekagen hitter hos cafépublikummet i Vestergade. Privatfoto

Hun starter selv arbejdsdagene med at sørge for morgenmad og rengøring i Eskilstrup. Når bed & breakfast-gæsterne triller afsted, gælder det caféen i Stubbekøbing.

Den gør det nu ud for den indtægt, som hun før fik ind via et deltidsjob som oversætter for diverse firmaer. Den aktivitet blev svær at tjene penge på, da den kunstige intelligens eller blot AI for alvor gjorde sit indtog i Danmark.

Nu gælder det udfordringen med hele tiden at finde på nye aktiviteter, som kan tiltrække cafékunderne. Som nu Strik & Drik hver mandag klokken 14 i juli og nok også lidt af august. Og ellers er der altid kiksekagen og alle de andre kager, som caféen også er blevet kendt for.