Lolland

Familier på kontanthjælp opgiver at søge støtte, så deres børn kan gå til håndbold. Og køen til at få julehjælp bliver ekstra lang i år. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Alt for bøvlet: Færre udsatte børn får hjælp til idræt

Man får ingen hjælp, når man søger på Lolland Kommunes hjemmeside, hvis man vil vide mere om, hvordan man får tildelt fritidstillæg, så ungerne kan gå til idræt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad er fritidstillæg

Fritidstillæg er et skattefrit beløb, der gives til børn, hvis forældre på kontanthjælp. 

Pengene kan bruges til:

Fritidsaktiviteter: Sportsaktiviteter, udstyr og beklædning til aktiviteterne.

Kulturtilbud: Biograf, teater, museum.

Skolearrangementer: Sociale og faglige arrangementer, studieture, og skolekolonier.

Udstyr til uddannelse: Skoletaske, computer.

Beløbet er på 450 kroner om måneden per barn (dog maks. 3 børn), men er reduceret for enlige forsørgere, der kan få 112,50 kroner per barn. For at fortsætte med at modtage tillægget skal der hver tredje måned dokumenteres, at mindst to tredjedele er brugt på de nævnte formål.

Det kan være svært nok at få pengene til at række, når priserne bare stiger og stiger. Men når man er på kontanthjælp og har børn, som gerne skal leve et almindeligt liv som i andre kernefamilier, er kontakthjælpsreformen endnu en kæmpe udfordring.

For at sætte et lille plaster på såret, kan forældre på kontanthjælp søge et fritidstillæg, så der kan blive råd til, at børnene kan gå til idræt eller komme i biografen.

Men en undersøgelse viser, at langt over halvdelen af de forældre, der før har søgt om at få udbetalt et fritidstillæg, har droppet det.

Mister tillæg

Foreningen Enestående Forældre, der støtter eneforældre med økonomisk hjælp, viden og fællesskaber, er frustreret over udmøntningen af det såkaldte fritidstillæg, som skal give børnefamilier på kontanthjælp råd til simple udgifter til deres fritidsliv.

Det er et alt for bøvlet system, der er blevet rullet ud.

Maria Blankensteiner, direktør i foreningen Enestående Forældre

Reglerne er indviklede. Mange forældre har slet ikke forstået, at de skal sende dokumentation for en tredjedel af deres udgifter hver tredje måned, mener Maria Blankensteiner, som er direktør i Enestående Forældre. 

På landsplan har 59 procent af de familier, der er berettiget til fritidstillæg, mistet tillægget. I Lolland Kommune er  af der i 57 procent af sagerne mangler dokumentation, der er nødvendig for, at man kan få udbetalt fritidstillæg til børnene.

Alt for bøvlet

- Tallene i Lolland ligger en lille smule under landsgennemsnittet, men det ved jeg ikke, om man skal være stolt af. Når så mange forældre mister et fritidstillæg til deres børn, fordi de ikke har fået indsendt dokumentationen rettidigt eller korrekt – blot tre måneder efter, at ordningen er trådt i kraft – er det svært at forklare som enkeltfejl eller manglende vilje. Det er et alt for bøvlet system, der er blevet rullet ud, siger Maria Blankensteiner. 

Hun foreslår, at regeringen ser på dokumentationskravene, og at familiernes sagsbehandlere indtil da forklarer familierne, hvordan de skal dokumentere, hvordan pengene er blevet brugt.

- Der er svært at forstå, det er svært at dokumentere og svært at administrere, siger Maria Blankensteiner.

Svært at søge

Hvis familierne har svært ved at forstå, hvordan man får udbetalt fritidstillægget, får de ikke nogen hjælp på Lolland Kommunes hjemmeside.

Hvad er fritidspas

Lolland Kommune har en pulje til støtte af udsatte børns og unges deltagelse i fritidsaktiviteter, som man kan søge om via et fritidspas.

 Ansøgninger kan dække udgifter til kontingent, udstyr eller deltagelse i stævner og lejre. 

Ansøgning om tilskud kan sendes direkte til kommunens Kultur- og Fritidssekretariat eller man kan få hjælp via organisationen BROEN Lolland.

Søger man på "fritidstillæg" står der: 0 resultater. Det går heller ikke nemmere, hvis man søger på "fritidspas", der er et økonomisk tilskud til børn og unge fra økonomisk eller socialt udsatte familier, så de kan deltage i organiseret fritidsaktivitet i en forening. Søgningen giver nul resultater. I stedet vises 11 resultater for "fritidshus". 

84 mister tillæg

Lolland Kommune har lagt mærke til, at der er færre familier, der har søgt fritidstillæg. Derfor er samtlige 237 sager om fritidstillæg blevet gennemgået.

64 af sagerne er i orden. Her har borgerne enten indsendt den nødvendige dokumentation eller også er fritidstillægget først bevilget efter 1. august. I de tilfælde, hvor det først er bevilget efter 1. august, er tillægget derfor ikke udbetalt endnu. 

84 af sagerne er stoppet, fordi de pågældende borgere ikke har indsendt dokumentation.

Fire sager er stadig under behandling på grund af fejl. 18 sager er blevet rettet til, da borgerne fejlagtigt har fået udbetalt som samlevende, selv om de reelt var enlige.

Gennemgangen af de 237 viser også, at de resterende sager handler om borgere, som ikke er berettiget til udbetaling. Det skyldes for eksempel, at deres barn er anbragt uden for hjemmet eller at samleveren allerede modtager tilskuddet.

Ommer

Formand for byrådets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg, Vibeke Grave (S), er helt klar i mælet.

- Det er en ommer. Det er en bøvlet lov, og hvis det skal komme børnene til gavn, er det ikke lykkedes, og det er ærgerligt.

- Der er et eller andet, som ikke fungerer, hvis hensigten er, at børn skal kunne gå til idræt og 57 procent dropper at dokumentere udgifterne. Der er noget, som ikke hænger sammen, siger hun.

Idéen er god

Da Folketidende fortæller hende, at forældrene ikke kan få hjælp til, hvordan man søger fritidstillæg, og hvordan man dokumenterer sine udgifter på kommunens hjemmeside, svarer hun:

- Den viden tager jeg med mig, for det er noget, vi kan gøre noget ved. Vi ved jo, at der er nogle forældre, der ikke læser breve fra kommunen.

Jeg kan næsten ikke bære, at det er en bøvlet lovgivning, der er skyld i, at børnene ikke kan fastholdes i deres aktiviteter.

Vibeke Grave (S), formand for byrådets social- og arbejdsmarkedsudvalg

- Foreningerne står jo og venter på at få nye medlemmer, og ideen med fritidstillægget er god, så jeg kan næsten ikke bære, at det er en bøvlet lovgivning, der er skyld i, at børnene ikke kan fastholdes i deres aktiviteter. 

Folketidende læser dele af teksten fra Lolland Kommunes administration om fritidstillægget op for udvalgsformanden. Her står blandt andet: "Der er i løbet af 2025 udsendt fire breve til borgerne omkring fritidstillæg i form af 'orienteringsbrev', 'vejledningsbrev', 'agterskrivelse' og 'ret til fritidstillæg'."

Hun kan godt forstå, at hvis man modtager breve, hvor den slags ord bruges, at man bladrer videre og glemmer alt om at søge penge til ungernes kontingent til idrætsforeningen eller en tur i biografen. 

- Jeg tror, at når man henvender sig på skrift, går det ikke så godt, siger hun.

Enestående Forældre har fået 50 ansøgninger til julehjælp svarende til 89 børn fra Lolland Kommune i år imod 33 sidste år. Det er en stigning på over 50 procent. På landsplan har foreningen modtaget over 5.000 ansøgninger om julehjælp.