KV25

For en lille uge siden fejrede Danmarksdemokraterne sin et års fødselsdag. I dag er de centrum i kampen om at sidde på Lollands borgmesterpost. Foto: Nicklas Linnemann

Derfor er Benny stadig ikke borgmester

Lollands største stemmesluger er ikke blevet borgmester endnu. Årsagen er drama, pres og politik, der foreløbig har spændt ben for Benny Damgaard (DD).

Offentliggjort Sidst opdateret

For fire år siden pegede han på Tine Vinther Clausen (V) som borgmester. I dag kan han ikke finde på at pege i Venstres retning, på grund af ét vigtigt punkt - solceller.

Nu står Benny Damgaard i spidsen for partiet, der tog Lolland med storm. Det et år gamle Danmarksdemokraterne er strøget lige ind med fem mandater, men på grund af for få kandidater, sidder de kun på fire – det femte gik til Konservatives Ditlev Friderichsen på grund af valgforbund.

Valgets tale peger på, at han skal lægge borgmesterkæden om halsen, ellers står over 2.000 personlige stemmer tilbage med en flad fornemmelse og forestillinger om, hvad der kunne have været. Flere vælgere må sidde med en frygt for at blive en kopi af Dansk Folkepartis vælgere i 2015, hvor DF ikke magtede det ansvar, de fik leveret af de danske vælgere til Folketingsvalget.

I har jo flertal

Men hvor svært kan det være, når blå blok har et flertal udenom Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Det er jo alt, de har drømt om i tolv år. Derfor kan det virke mærkeligt, at blokken ikke skriver under på en aftale for en ny retning.

Problemet for den frembrusende Fejø-bo er, at han kommer med en tung bagage. Han har en fortid med flere af forhandlingspartnerne, som gør hans sikre mandat til et bævrende forsøg på at gribe borgmesterposten.

I 2017 sad Benny Damgaard for bordenden af Venstre Lolland som formand, og det år sparkede han en nuværende borgmesterkandidat ud af partiet på grund af uenighed over vindmøller. Den borgmesterkandidat hedder Marie-Louise Brehm Nielsen, og hun valgets næststørste stemmesluger.

Benny Damgaards tidligere formandskab hos Venstre Lolland varede i ni år, samtidig har han været medlem af partiet i 30. Han har siddet i byrådet i Rødby i 13 år samt fire år i Lolland. Man er ikke en del af politik så længe uden også at skabe sig nogle fjender.

Inger presser på

De nationale vinde blæser kold mellem Danmarksdemokraterne og Venstre, og det gør de også på Lolland. 

Hvis man begynder at kigge på mandater, udgør Venstre og Din Stemme fem mandater.

Samtidig presser Benny Damgaards egen partileder, Inger Støjberg, ham til at lægge kommunalpolitikkens unikke regler til side og følge de stringente nationale regler – han må ikke lege med venstrefløjen, hvis der er et borgerligt flertal.

Der er et borgerligt flertal, det er bare ikke alle, der er lige villige til at lege med ham.

Venstres og Din Stemmes vælgere har trods alt ikke peget på Benny Damgaard som borgmester, tværtimod. Man kan argumentere det samme for Konservative, der også føler sig som en værdig borgmesterkandidat, på trods af at være det mindste parti i byrådet med blot to mandater.

Regionens tunge ansvar

Humøret hos spidskandidaten for Danmarksdemokraterne kan også være en grund til, at forhandlingspartierne er tilbageholdende med at pege på ham. Lige så glad, syngende og dansende han er, lige så højtråbende kan han være. Kig blot på valgnatten, hvor han i en døråbning hævede stemmen, og mente han var blevet røvrendt, efter Konservative forlod forhandlingerne.

Derudover er der en ny presbal i form af Benny Damgaards mandat i regionsrådet.

Han sidder på et utroligt værdifuldt mandat og blæste forbi spidskandidaten Brian Mørch. Hvis Benny Damgaard opgiver sit regionsmandat, gør han samtidig hele Lolland og Falster en bjørnetjeneste, der kan rykke ved magtforholdet i den nye giga-region. Som borgmester vil han have svært ved også at finde tid i kalenderen til at tage til regionsrådsmøder i Sorø, og det vil uden tvivl ende med mange forpassede aftenfærger.

De næste i rækken

Er det virkelig noget, der betyder, at det gør livet sværere for Benny Damgaard, at han er for succesfuld? Ja, for i krogene hvisker andre partier om, at de hellere ser ham som udvalgsformand og regionsrådsmedlem, så han har tid til begge.

Samtidig har Danmarksdemokraternes succes også sat dem i en svær situation. Det femte mandat, som røg til Konservative, kan koste dem en borgmesterkæde, for man står stærkere i forhandlingerne med fem sikre mandater, end med fire og et udlånt.

Et andet faktum er også, at Danmarksdemokraterne ikke har nogle suppleanter. Hvis et af medlemmerne på beklageligvis ikke kan varetage sit mandat i alle fire år, ryger mandatet videre. Ikke til en fra partiet, men til en fra valgforbundet. I det her tilfælde står Liberal Alliance til at være det parti, der høster mandatet.

Men det sidste Lolland har brug for lige nu, er et tiende parti ved forhandlingsbordet.

Forhandlingsgruppen skal på slankekur

For mange kokke fordærver maden, og det er ubestrideligt en af grundene til at forhandlingerne stadig er i gang.

Onsdag sad 19 mandater om bordet, med Socialdemokratiets ankomst i morges sidder der muligvis 25 mandater med omkring bordet.

15 af de 25 mandater er uerfarne. Enkelte har smagt på byrådsarbejdet og politik, men der sidder flere håndfulde af helt nye politikere, der først skal lære administrationens gang, kommunens bureaukrati og politiks uundgåelige fodslæberi.

Lolland står overfor et helt nyt byråd, der vil i en helt ny retning, men Lolland står også med et kæmpe videnstab, der kun får byrådsarbejdet til at tage længere tid og sætter en kæp i hjulet på udviklingen af landsdelen.

En frygt, der igen er med til at forsinke forhandlingerne. Der er stor uenighed, når forhandlerne forlader lokalet for at gå på tisse- og rygepause. Nogle siger, at der ”snart” kommer en borgmester, andre ser ingen ende på forhandlingerne.

Hvem træder frem?

Ingen magter lige nu ansvaret, det kræver at række ud efter borgmesterposten, når der sidder seks partier med to mandater, der kan være svære at forene - der er langt fra Enhedslisten til Konservative.

Ironisk nok sidder de tre største partier med et flertal, Din Stemme, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet, men det vil være politisk selvmord at tage magten på socialdemokratiske mandater.

Derfor har Lolland endnu ingen borgmester.