Lolland Forsyning melder prisstigninger ud på trods af, at de snart spare en masse brændsel. Arkivfoto: Jan Knudsen

Derfor stiger priserne på trods af sukkervarme

Selvom det virker ulogisk, at varmepriserne stiger, når Lolland Forsyning har lavet en aftale om overskudsvarme fra sukkerfabrikken i Nakskov, er der en helt klar grund til det. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resumé

I starten af året landede Lolland Forsyning en aftale med sukkerfabrikken, der betyder, at forsyningsselskabet modtager overskudsvarmen fra roekampagnen, som fabrikken producerer.

Senere kommer det frem, at Lolland Forsyning hæver varmepriserne på grund af stigende halmpriser.

Grundet prisstigningerne og et nyt anlæg, der skal bygges ved sukkerfabrikken kommer borgerne til at betale mere for varmen indtil, at anlægget er færdigbetalt om seks år.

Nakskovitterne og borgerne fra Søllested skal hive cirka 70 kroner ekstra op ad lommen om måneden fra juli måned og fremover.

Lolland Forsyning meldte i maj måned ud, at priserne på varme i Nakskov og omegn stiger fra juli. Det skyldes, at halmpriserne stiger, hvilket er en af den slags brændsel forsyningsselskabet bruger.

Fra efteråret kommer Lolland Forsyning til at spare cirka 5.000 bigballer om året på grund af en aftale med Nakskov Sukkerfabrik, der leverer overskudsvarme fra roekampagnen. Selvom det betyder, at forsyningsselskabet sparer brændsel, betyder det ikke, at nakskovitterne sparer penge, de første par år.

- Vi har jo lige været ude og forny vores halmkontrakter for de næste tre år. Der er en prisstigning på cirka 20 procent, og det skal betales. Samtidig skal investeringen på Nakskov Sukkerfabrik også betales, siger Søren Gertsen, der er driftschef hos Lolland Forsyning.

Inflation og sikkerhed

Investeringen på sukkerfabrikken dækker over etableringen af et nyt anlæg, der skal transportere overskudsvarmen ud i radiatoren. Det betyder, at omkostningerne først skal betales af, inden den økonomiske gevinst kan kommer borgerne til gode.

Ifølge et referat fra det seneste byrådsmøde betaler Lolland Forsyning anlægget af over de næste seks år.

- Når de seks år er gået, så er anlægget betalt. Og så forventer vi da, at vi kan holde varmeprisen som den er i dag. Det at holde prisen, hvor den er i dag, med inflation og prisudvikling i samfundet, det er jo sådan set også at sætte prisen ned, mener driftschefen.

Ved at diversificere varmekilderne formår Lolland Forsyning at skabe mere stabilitet omkring de lokale varmepriser og uafhængighed af verdensmarkedet, der kan være svær at forudse.

Selvom den økonomiske gevinst måske ikke direkte kommer til at sænke varmeprisen direkte, kan det betyde, at priserne stabiliseres i fremtiden.