Mie Natascha Petersen håber, at hendes stemme kan være med til at sikre, at boligpolitik bliver et centralt emne i valget. Foto: Eva Højrup
Det er vanvittigt dyrt at bo i Nykøbing
Mie Natascha Hansen oplever, at boligpriserne tvinger unge væk fra Lolland-Falster. Ifølge Hans Thor Andersen, forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, er udfordringen langt større end blot huslejer - det handler om, at de unge sjældent vender tilbage, når de først er flyttet. Nu giver Mie sin mening til kende op til kommunalvalget i november.
Baggrund: Har prøvet kræfter med konditoruddannelse og taxakørsel, men er begrænset af en halebensskade. Drømte om at blive sygeplejerske, men søger nu nye veje gennem praktik og jobafklaring.
Mærkesager: Rimelige boligpriser, støtte til små erhverv, bedre kommunal økonomi med fokus på ældrepleje og infrastruktur.
Når 28-årige Mie Natascha Hansen kigger rundt i sin omgangskreds, ser hun et mønster, der bekymrer hende. Venner og veninder flytter væk fra Nykøbing og resten af Lolland-Falster, fordi de simpelthen ikke har råd til at blive boende.
Jeg ser rigtig mange af mine venner og veninder, der bliver nødt til at flytte, fordi huslejerne bliver sat op.
Mie Natascha Hansen
- Jeg synes, det er vanvittigt, at man skal lægge 42.000 kroner i depositum for at få en lejlighed i Nykøbing, siger Mie.
Hun oplever, at problemet rammer bredt. De boliger, der findes, kan være attraktive, men de er ikke til at betale for almindelige mennesker. Resultatet er, at familier i desperation flytter ind i kollegier, mens unge studerende ikke kan finde et sted at bo.
- Jeg ser rigtig mange af mine venner og veninder, der bliver nødt til at flytte, fordi huslejerne bliver sat op. Og de unge, der læser, kan jo ikke betale 5-6.000 kroner for et lille værelse, når de kun har 8.000 at leve for på SU. Så søger de mod København eller andre store byer, og det kan vi som område ikke holde til i længden, siger hun.
Hvad mener læserne?
Vi har stillet 381 læsere en
række spørgsmål.
Hvad synes I, valget skal handle om? Hvad går I op i? Hvordan oplever I udviklingen på
Lolland-Falster?
Vi har analyseret og
bearbejdet svarene, og så har vi talt med jer igen.
Nu fremlægger vi jeres ønsker til valget.
Det er nemlig jer, det hele handler om.
I år er det Vores Valg.
Et bredere problem
Annonce
Ifølge Hans Thor Andersen, forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, er Mie Natascha Hansens oplevelser langt fra enestående. Han peger på, at unge flytter fra stort set alle landets yderkommuner - men at udfordringen for alvor begynder, når de ikke vender tilbage.
- Det interessante er ikke, at unge flytter til storbyen. Det gør de alle vegne. Spørgsmålet er, om de kommer tilbage, når de er blevet voksne og har uddannelse og arbejde. Og dér ligger det store problem for kommuner som Lolland og Guldborgsund, siger han.
Han peger på, at udviklingen hænger tæt sammen med årtiers centralisering.
- Vi har i mange år haft en begejstring for at effektivisere. Det har betydet, at uddannelser, hospitaler og andre institutioner er blevet samlet i færre og større enheder. Det giver måske mening på papiret, men det gør det sværere at fastholde unge og skabe udvikling i områder som Lolland-Falster, siger han.
Boliger, erhverv og økonomi hænger sammen
For Mie Natascha Hansen er boligpolitikken tæt knyttet til udviklingen i erhvervslivet.
- Hvis folk flytter væk, er der færre kunder, og så lukker butikkerne. Jeg synes, kommunen burde gøre mere for at støtte de små erhverv. De store virksomheder skal nok klare sig, men de små lokale har brug for en håndsrækning, siger hun.
Hans Thor Andersen bakker op:
- Der kommer ikke nye virksomheder, hvis ikke den arbejdskraft, de har brug for, findes. Det giver jo ingen mening at placere en virksomhed, der kræver højtuddannet arbejdskraft, et sted, hvor der ikke er nogen til rådighed. Derfor hænger boligpolitik, uddannelse og erhvervsudvikling uløseligt sammen.
Særlige udfordringer
Annonce
Mie har mod på at finde et arbejde, der tager højde for hendes udfordringer.Foto: Eva Højrup
Mie Natascha Hansens engagement i kommunalvalget kommer på et tidspunkt, hvor hun også selv er i gang med at finde sin vej i arbejdslivet.
Hun har en HF-eksamen og har prøvet kræfter med forskellige job og uddannelsesveje, men en skade i halebenet efter et fald har sat begrænsninger.
- Jeg drømte om at blive sygeplejerske, men min krop kan ikke klare det, fortæller hun.
I øjeblikket er hun i praktik og afprøver nye muligheder.
- Lige nu er jeg i jobafklaring. Jeg prøver forskellige ting af, blandt andet noget med sammenplantning af blomster, for at finde ud af, hvad jeg kan holde til.
Hun føler sig derfor også personligt berørt af, at kommunens økonomi prioriteres anderledes, end hun ønsker.
- Hvis folk ikke har råd til at bo her og leve et ordentligt liv, så hjælper det ikke, at kommunen bruger penge på at pynte bymidten. Jeg forstår ikke, at man kan bruge så mange penge på kultur og udsmykning, når der er huller i vejene, og de ældre mangler hjælp i hverdagen.
Et nationalt ansvar
Hans Thor Andersen understreger, at Mies bekymringer ikke kan løses af kommunen alene.
- Det her er ikke kun et lokalt problem. Hvis kommuner som Lolland og Guldborgsund kom op på niveau med gennemsnittet, ville Danmark samlet set være rigere. Men det kræver en reel regionalpolitik, ikke bare små lappeløsninger, siger han.
Annonce
For Mie Natascha Hansen er budskabet til de lokale politikere klart, når borgerne går til stemmeurnerne i november.
- Politikerne burde se tingene fra borgernes synsvinkel i stedet for kun fra et politisk perspektiv. Se på, hvordan hverdagen faktisk kan blive bedre for os, der bor her, siger hun.
Hun håber, at hendes stemme, kan være med til at sikre, at boligpolitikken bliver et centralt tema i kommunalvalget.