Lolland

Mennesker står på en træsti foran et stråtækt skur dækket af gule blomster.
For et par hundrede år siden, var urtehaven en vigtig del når de syge skulle plejes. Foto: Palle Nevad Frandsen

Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande

Udenlandske elever fra "Vejen til ´Sosu" var begejstrede for at tage på historiske udflugt.

Offentliggjort

Hvis fremtidens sosu-hjælpere har brug for at kløve brænde hos nogle af de ældre beboere, er der eksperter at hente på uddannelsen i Nykøbing Falster.

Forleden var et hold udenlandske elever fra "Vejen til Sosu" taget på visit på Frilandsmuseet, og her viste flere af de kvindelige elever, at de håndterede en økse med både ynde og ekspertise. Flere skulle bare bruge et enkelt hug for at kløve de store stykker træ.

"Vejen til Sosu" er et kursusforløb, der både styrker det danske sprog og klæder eleverne på til en vej mod en sosu-uddannelse. Selv om der ikke er brug for de store øksekundskaber i den danske plejesektor, så gav besøget alligevel masser af viden til dem, der måske i fremtiden træder ind gennem hoveddøren hos de plejekrævende lollikker og falstringer.

Har meget tilfælles

Kvinde foran hvide stråtækte bygninger og grønne marker i dagslys.
Vivien Susányi kommer fra Ungarn og bor i Nakskov med sin familie. Hun er glad for livet i Danmark. Foto: Palle Nevad Frandsen

Blandt eleverne var ungarske Vivien Susányi, der bor i Nakskov med sin familie, og ukrainske Tetiana Melnyk, som sammen med sin datter har bosat sig i Systofte. De var begge begejstrede for museumsbesøget.

- Jeg var lidt overrasket over, hvor meget Danmark og Ukraine har tilfælles, forklarede Tetiana Melnyk efter besøget.

For selv om hun har været i Danmark i snart fem år - hun forlod sit  hjemland, da Rusland angreb landet - har hun primært mødt det moderne Danmark.

Sjovt med hvidløg i vinduerne

På Frilandsmuseet hørte eleverne om, hvordan livet var i Danmark for omkring 200 år siden. De hørte om skikkene i landsbyerne, om dagligdagen, og de blev vist rundt i et par af de historiske bygninger.

- Husene på museet ligner meget dem, som vi har i Ukraine. Det er små vinduer og døre, og det er huse, som er lavet for at holde på varmen, fortalte Tetiana Melnyk.

Grupper af besøgende står foran en bygning med græstag og en skyfri himmel.
Husene vakte minder om hjemegnen, for to af eleverne som kommer fra Østeuropa. Foto: Palle Nevad Frandsen

Der var også masser af de gamle historier, som vakte både latter og eftertænksomhed. For Vivien Susányi var der især én oplysning, som hun havde svært ved at glemme.

- Vi fik at vide, at man dengang lagde hvidløg i vindueskarmene. Det synes jeg virkelig var sjovt.

Hvidløgene skulle holde sygdom og dårligdomme væk fra husene, men det er næppe et råd, som fremtidens sosu-hjælpere skal tage med på jobbet.

Bedre venskaber i klassen

Nysgerrigheden under besøget var stor, og især dem, som kom fra lande uden for Europas grænser, var fascineret af Danmark i fortiden. Men også de kunne genkende mange træk fra deres egne lande. 

Dagen bød også på selskabslege og en opgave, som de skulle løse, og tage med tilbage til skolen.

Eleverne har kun været ganske få år i Danmark, og det danske sprog kan stadig drille tungen lidt. For Vivien Susányi, der sammen med sin familie kom til landet for to år siden, er det lidt grænseoverskridende med det danske. Hun siger, at hun er genert, men det mærker man ikke.

- Jeg synes, det er godt, at vi på denne måde kan komme ud og få nogle gode oplevelser med vores klassekammerater. Vi kan snakke om de ting, som vi ser her, og det er med til at bringe os tættere sammen i klassen, slog hun fast.

Uformel læring giver bonus

Smilende kvinde står foran en hvid bygning med stråtag og grøn græsplæne.
Tetiana Melnyk kom til Danmark, da Rusland angreb Ukraine. Hun ser mange ligheder mellem det gamle Danmark og nutidens Ukraine. Foto: Palle Nevad Frandsen

Den holdning deler Tetiana Melnyk. For en stund kan lærebøger og skriftlige afleveringer lægges lidt til side, og det er ingen ulempe.

- Her kan vi komme til at tale med nogle helt nye mennesker, og vi får en masse spændende information. Fordi det hele sker uformelt, synes jeg også, at vi lærer mere af det.

Kursusforløbet behøver ikke sende deltagerne videre til en sosu-uddannelse, men begge elever lød til at mene, at det absolut var en stor overvejelse. Derfor var besøget på Frilandsmuseet også en måde, hvor de fik viden, som de kan bruge i fremtiden.

- Jeg kan bedre forstå de ældre mennesker, hvis jeg møder dem i mit arbejde i fremtiden, og jeg har noget at tale med dem om, sagde Vivien Susányi.

Kan bruge det i fremtiden

Tetiana Melnyk var enig, og hun forklarede, at hun gerne ville tage uddannelsen. For uanset hvad fremtiden bringer, så vil hun have lært noget nyt.

- Arbejdet med omsorg eller medicin vil give mig en masse erfaring, og den vil hjælpe mig i fremtiden og kunne bruges, uanset om det er her i Danmark eller i Ukraine.

Efter et par timer rejste eleverne tilbage til nutiden, klogere på det gamle Danmark og med bevis for, at skulle der være behov for at svinge en økse, er mange af dem langt dygtigere til det end den gennemsnitlige dansker.