Livet på Lolland Falster

Kirstine Bay Hoyer ejer St. Riddersborg, der ligger ved det lollandske dige på vejen mellem Nakskov og Langø. Hun er i den spæde start med at tilbyde events på stedet, imens hun har påbegyndt en vinproduktion. Her ses hun med hunden Bella. Foto: Maria Glasius Lange

Det sværeste var ikke at flytte hjem – det var at få lov til at skabe noget

Kirstine Bay Hoyer er fjerdegeneration på St. Riddersborg ved Langø. Her er hun ved at finde ud af, hvad der gør stedet til deres, imens hun knokler for overhovedet at få lov at skabe aktiviteter i dette hjørne af Lolland. Det er nemlig ikke altid lige let. 

Offentliggjort

Kirstine Bay Hoyers kamp for udvikling

  • Kirstine Bay Hoyer, fjerdegeneration på St. Riddersborg ved Langø, kæmper med bureaukrati for at skabe nye aktiviteter og events på Lolland.
  • Hun ønsker at dele Lollands skønhed og potentiale med både lokale og turister, mens hun kombinerer vinproduktion med eventafvikling.

Som barn var hun omgivet af grønne marker med sprøde gulerødder, en imponerende og kulørt køkkenhave og det lollandske dige en håndsbredde væk. 

Hver sensommer var høstmaskinerne travlt beskæftiget, og den periodevise summen fra markerne er et sommerminde, hun stadig værdsætter. Det er bare ikke længere virkeligheden for Kirstine Bay Hoyer. I dag er Store Riddersborg ikke længere et landbrug i traditionel forstand, for hun er ikke selv landmand. 

Men der er stadig en stor bygningsmasse. Så hvordan kan den bruges bedst? 

Det stod ikke skrevet i kortene, at gården skulle være hendes, for hun var ikke den førstefødte.  

Da Kirstine Bay Hoyer blev spurgt, om hun ville overtage, boede hun med sin mand i Odense, hvor de netop havde fået deres første søn. Hendes mand havde en karriere som professionel beachvolleyspiller, imens hun selv arbejdede som fysioterapeut. 

- Vi var ikke klar på det tidspunkt, men på den anden side skulle vi ikke overveje det længe, for vi ville jo gerne. Men vi var i småbørnsfasen af vores liv, og det ræs fungerede rigtig godt i Odense. Min mand skulle også have afsluttet sin karriere på en god måde. 

En anden tid

Generationsskiftet blev gennemført 1. januar 2018, og 1. marts 2022 flyttede de ind. Nu med tre drenge. Studiekapitlet og småbørnskapitlet var lagt bag dem. Nu skulle hun genfinde sine rødder. 

Vinrankerne fylder mere og mere i St. Riddersborgs have, og i år fik familien plantet 75 nye vinstokke - primært af typen Muscaris. Hun håber at kunne lave en solid sydhavs-musserende vin om 2-3 år. Foto: Maria Glasius Lange

- Vi er blevet taget så godt imod. Det er som om, at jeg ikke har været væk. Flere af mine gamle kammerater er flyttet tilbage til Lolland, og nogle har også overtaget gårde. Det betyder enormt meget at have en lokal omgangskreds.  

Selvom hun voksede op med gulerødder i lange rækker, så stoppede hendes far produktionen, imens hun var i sine teenageår og stadig boede hjemme. I stedet begyndte forældrene at leje stuehuset ud til fester, så tanken om at bruge stedet til events var ikke fremmed for hende. 

Der er bare en væsentlig detalje, som adskiller den tid, hendes forældre levede i og den tid, som hun lever i. Mængden af bureaukrati. 

Fakta

Kirstine Bay Hoyer bor på Store Riddersborg syd for Nakskov med sin mand og tre sønner - samt hunden Bella. 

Hun er uddannet fysioterapeut og driver nu stedet, som næste år har været i familien igennem 100 år. I dag er det forpagtet ud. 

Drømmen er at lave events som firmaarrangementer, store fester med op til 100 gæster og polterabend-selskaber. Derudover laver hun vin i et samarbejde med Holmegaard Vin & Glamping, og resultatet er i øjeblikket en rosé med navnet - ja, Drøm. 

- Fordi vi bor så tæt på vandet, skal jeg spørge om lov, hver eneste gang jeg vil lave en ændring eller udvide. Det gælder både i forhold til at renovere festladen med toiletter og nye gulve, og hvis vi vil udvide vinmarken.

Hun havde overvejet at sætte et par glamping-telte op til turister på en mark bag diget, men hun måtte lægge tanken fra sig igen. 

I stedet udlejer hun sit eget barndomshjem, der ligger få meter fra stuehuset, hvor hun selv bor i dag, til værelsesudlejning. I alt er der plads til 25 overnattende gæster på Store Riddersborg. 

Kirstine Bay Hoyer er uddannet fysioterapeut og arbejder to dage om ugen. Det gør det muligt for hende at afvikle events og vinproduktion ved siden af. Foto: Maria Glasius Lange

Og fredag 15. august klokken 17.00 er hun vært for en operafestival med Verdi-tema i den kommende festlade. Der er gratis adgang. 

Vinproduktion og events

Festladen fremstår endnu ikke efter hendes ønsker, men fordi det tager så lang tid at få godkendelsen til at renovere den, afprøver hun forskellige muligheder. 

- Det er ikke altid nemt at være iværksætter, fordi der er så mange, jeg skal spørge om lov, før jeg kan komme i gang. Der er rigtig mange regelsæt, jeg skal overholde, før jeg kan udvikle, og der skal være økonomi til det. Så det sværeste var faktisk ikke at flytte tilbage til Lolland. Det sværeste har været at få tilladelse til at udvikle. Vi har rigtig meget kyststrækning, og vi vil gerne bruge den. Det er så smukt. Selvfølgelig skal vi passe på den, men vi skal også kunne have nogle muligheder for at udvikle. I mine forældres tid var tingene lidt nemmere, forklarer hun. 

Netværket har hjulpet, og hun har mødt stor støtte fra Business Lolland-Falster og Visit Lolland -Falster. 

 Når hun ser frem, håber hun, at event-afviklingen kommer til at fylde meget mere. 

- Det er sjovt for mig, og det er hyggeligt at fylde stedet med liv. Jeg vil gerne dele det her sted. Vi behøver ikke at lukke os inde. Når gæster roser os for at have et dejligt og smukt sted, så bliver det lidt mindre surt at fjerne ukrudt. 

Afviklingen af events med teambuilding, firmaarrangementer og vinsmagning er i gang, og hun har været vært for flere polterabend-selskaber.  

Vinstokkene står i den gamle køkkenhave, og druerne, som blandes med druer fra Holmegaard Vin og Glamping få kilometer væk, danner tilsammen en rosé med navnet "Drøm". Processen med at passe vinrankerne kan man følge på hendes profil på det sociale medie Instagram. 

Her kan man også se videoer af jublende polterabendselskaber klædt i lyserødt, og billeder af en mejetærsker på marken og familien, der står på paddleboards på fjorden. 

Må dele de gode historier

Og den åbenhed, hun forsøger at vise med de billeder, er der en underliggende årsag til. For nu brænder hendes hjerte for Lolland. 

- Jeg ønsker at vise og fremhæve alle de gode sider af Lolland og dele det, som sker her. Vi har en fantastisk ø, og den er under en rivende positiv udvikling. Det gælder om, at vi alle fortæller de gode historier, for det er dem, turisterne kommer for at mærke og se. Det er det, jeg gerne vil bruge min profil til, og jeg vil gerne bevæge Store Riddersborg i en retning, hvor lokale og turister har lyst til at opleve lidt af den lollandske magi.

Det er en magi, hun nu forsøger at bringe videre til den næste generation. 

Hendes tre sønner på 10, 8 og 6 år er derfor med, når der skal fældes et træ, de er med til at give is til de hårdtarbejdende landmænd i høstsæsonen, og de hjælper, når der skal nippes i vinrankerne. 

- En af mine sønner kom til mig forleden og sagde, at nu hvor hans oldefar havde fået en pris for sin jordforbedring, og morfar lavede gulerødder, og jeg laver vin og events, så havde han overvejet, hvad han skulle gøre, hvis han driver stedet videre. Det bestemmer han selvfølgelig selv. Jeg vil vise børnene, at man skal beskæftige sig med det, der giver en energi. Og min energi kommer fra at se glæden i øjnene hos de mennesker, der er på besøg.

Få meter fra Store Riddersborg ligger Nakskov Fjord, og Kystbeskyttelsesloven betyder, at hun skal bede om tilladelse til stort set alt, hvad der skal laves af renoveringer på stedet. Foto: Maria Glasius Lange

Jeg vil gerne bevæge Store Riddersborg i en retning, hvor lokale og turister har lyst til at opleve lidt af den lollandske magi.

Kirstine Bay Hoyer, indehaver af Store Riddersborg