Mange borgere er skeptiske overfor politikere som René Christensen, Simon Hansen og John Brædder.Foto: David Arnholm
Hver fjerde vælger tvivler på politikernes motiver
Hver fjerde borger i Lolland og Guldborgsund tror, at lokalpolitikerne først og fremmest går ind i politik for deres egen skyld. Forskere kalder det et tegn på demokratisk mistillid - men politikerne genkender ikke billedet.
Undersøgelsen er en del af Danmarks hidtil største meningsmåling, gennemført af Epinion i samarbejde med Constructive Institute som en del af projektet 'Dit valg. Vores Danmark'.
I alt har over 100.000 danskere svaret forud for kommunal- og regionsvalget den 18. november 2025 - heraf 1.058 i Guldborgsund og 996 i Lolland Kommune.
Formålet er at give et nuanceret billede af danskernes holdninger til deres lokalsamfund og de kommende valg.
- Når borgerne ikke længere tror på, at politikerne handler af gode grunde, forsvinder lysten til selv at deltage. Og det er en glidebane, vi skal tage meget alvorligt.
Karina Kosiara-Pedersen
Tilliden til de lokale politikere halter - og nu viser en ny Epinion-undersøgelse, at mange vælgere også tvivler på motiverne bag de folkevalgtes engagement. Ifølge målingen mener omkring hver fjerde borger i Lolland og Guldborgsund Kommune, at de lokale politikere primært stiller op “for deres egen vindings skyld”.
Samtidig svarer tre fjerdedele af de adspurgte, at de har respekt for dem, der stiller op til byrådet.
Et paradoks, der viser at vælgerne både anerkender politikernes indsats - og alligevel mistænker dem for at være drevet af egen interesse.
- Et demokratisk faresignal
- Det hænger sammen med den generelle mistillid til det politiske system, forklarer Karina Kosiara-Pedersen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Hun ser mønstret som en del af en bredere tendens, hvor politikere i stigende grad bliver mødt med skepsis.
Annonce
- Når borgerne tror, at politikere handler for egen vindings skyld, peger det på en svækket tillid til hele systemet - ikke nødvendigvis til de konkrete personer, men til politik som institution, siger hun.
Hun mener, at udviklingen bør tages alvorligt:
- Det er et tegn på, at demokratiet trænger til førstehjælp. Hvis man ikke tror på politikernes motiver, bliver det sværere at tro på, at ens stemme gør en forskel.
Vibeke Grave kalder det respektløst at tvivle på politikernes motiver.Foto: Anders Knudsen, FT
- Vi stiller ikke op for os selv
I Lolland Kommune tager Vibeke Grave, Socialdemokratiet, 2. viceborgmester og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, afstand fra billedet.
- Jeg oplever en stigende disrespekt for de mennesker, der stiller sig til rådighed for demokratiet. De fleste af os gør det, fordi vi gerne vil gøre en forskel - ikke for os selv. Det er desværre blevet nemt at mistænkeliggøre folk og tillægge dem motiver, de ikke har, siger hun.
Hun kalder udviklingen et demokratisk problem.
- Hvis man hele tiden leder efter skjulte dagsordener, bliver det svært at have en ordentlig debat. Jeg tror, vi ville få et bedre samfund, hvis flere valgte at engagere sig i stedet for bare at mistro dem, der gør det, siger Vibeke Grave.
- Vi skal være bedre til at vise, hvorfor vi stiller op
Simon Hansen peger på den hårde tone på de sociale medier som en medvirkende årsag.Foto: Jakob Poulsen
I Guldborgsund Kommune kalder borgmester Simon Hansen, Socialdemokratiet, tallene bekymrende, men et wakeup-call.
Annonce
- Når vælgerne tror, vi stiller op for vores egen skyld, så er der noget, vi som politikere ikke formidler godt nok. De fleste af os er drevet af et ønske om at gøre kommunen bedre, men hvis folk ikke kan se det, så er det vores ansvar at blive bedre til at vise det, siger han.
Han peger især på den hårde tone på sociale medier som en medvirkende årsag.
- Der bliver hurtigt råbt højt og negativt, og det sætter et billede af politikere som kyniske og magtsyge. Det er langt fra virkeligheden, men det smitter af på tilliden, siger Simon Hansen.
John Brædder synes ikke at skepsisen er fair.Foto: Ingrid Riis
- Man bliver ikke rig
Tidligere borgmester og nuværende 1. viceborgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten ser også tallene som udtryk for en misforståelse af, hvad lokalpolitik egentlig er.
- Der er nok mange, der forbinder politik med Christiansborg og magtspil, men hernede er det helt anderledes. Der er ingen, der bliver rige af at sidde i et byråd - man bruger sin fritid, fordi man vil ændre noget. Det skal folk måske mindes om, siger han.
Han mener dog, at politikerne selv har et ansvar for at skabe mere åbenhed.
Mange borgere er både beundrede og skeptiske overfor politikere, fortæller Karina Kosiara-PedersenFoto: Københavns Universitet
- Vi skal være tydelige omkring vores valg og motiver, og vi skal vise, at vi lytter. Folk reagerer på det, de ikke forstår - og derfor skal vi forklare bedre, hvorfor vi gør, som vi gør, siger John Brædder.
Et paradoks med konsekvenser
For Karina Kosiara-Pedersen er det slående, at borgerne både udtrykker respekt og mistro på samme tid.
Annonce
- Man kan godt have respekt for, at nogen stiller sig frem - men samtidig tro, at de gør det for sig selv. Det afspejler den dobbelte følelse mange har over for politik i dag: beundring og skepsis på én gang, siger hun.
Hun advarer om, at hvis den mistro fortsætter, risikerer demokratiet at miste sit fundament:
- Når borgerne ikke længere tror på, at politikerne handler af gode grunde, forsvinder lysten til selv at deltage. Og det er en glidebane, vi skal tage meget alvorligt, siger hun.