Livet på Lolland Falster

Steen Frederiksen er direktør for Uddannelsescenter Sydøstdanmark (UCE). Privatfoto

Direktør om sommertiden: - Oplevelser med luft i hovedet, sol på næsen og masser af sommerdufte

I artikelserien ”Sommer” beretter en række lokale om deres sommertid. Mød i dag Steen Frederiksen, direktør for UCE.

Hvad betyder dit lokalområde for dig?

- Jeg er ikke indfødt, men Lolland-Falster er blevet min hjemstavn, som jeg elsker.


Hvad håber du, at sommeren på Lolland-Falster kommer til at byde på?

- Jeg holder sommerferie hjemme, så jeg håber på masser af solrige dage med cykelture rundt på Lolland-Falster og selvfølgelig tid sammen med min familie og venner. Og så er jeg lige flyttet i et hus, der trænger til en kærlig hånd, så mon ikke, at sommeren også står på en del praktisk arbejde.


Hvordan kobler du bedst af, når du holder fri?

- Ofte med noget aktivt - noget praktisk arbejde eller bevægelse, for eksempel træning i vores fantastiske karateklub i Nykøbing. Men jeg slapper nu også meget godt af ved at spille skak på telefonen med min søn over en god kop kaffe.


Hvad vil du læse, lytte til eller fordybe dig i hen over sommeren?

- Det bliver med en lydbog eller podcast i ørerne. Sommeren er lyttetid. Og jeg er især glad for historiske romaner, der kombinerer de store linjer med den personlige fortælling. Jeg glæder mig blandt andet til at sætte ”De bedste Familier” af Kim Blæsbjerg i ørerne. Den handler om Cheminova-skandalen i Vestjylland - en forureningssag, der fyldte meget i min barndom.


På en regnvejrsdag: Hvilken serie, film eller podcast vil du anbefale - og hvor kan man finde den?

- Jeg vil anbefale filmen "Hjem, Kære Hjem". Filmen lyder måske ved første øjekast som en kedelig sag: En lavbudgetfilm om hverdagen for en social- og sundhedsassistent. Ingen kendte skuespillere eller dramatisk plot. Alligevel er det en af de mest rørende film, jeg har set, som også viser et vigtigt fag og en del af livet, vi sjældent har fokus på.

Det er umuligt for mig kun at vælge ét sted: Det kunne være en cykeltur ved Nakskov Fjord, langs digerne, gennem Corselitze-skovene eller langs sundet fra Guldborg til Nykøbing, traveture ved Hyldekrog og Albuen.


Hvilken sommermenu gør dig glad - og hvad skal der helst i glasset på en god sommeraften?

- Noget enkelt på grillen sammen med nogle sprøde grøntsager og jordbær med is. Måske et glas vin, men jeg har ikke en klap forstand på vin og øl, så det overlader jeg trygt til andre at vælge.


Hvor på Sydhavsøerne har du haft en særlig god feriedag eller sommeroplevelse?

- Det er umuligt for mig kun at vælge ét sted: Det kunne være en cykeltur ved Nakskov Fjord, langs digerne, gennem Corselitze-skovene eller langs sundet fra Guldborg til Nykøbing, traveture ved Hyldekrog og Albuen. Oplevelser med luft i hovedet, sol på næsen og masser af sommerdufte. Helst kombineret med en dukkert og god mad sammen med min kone på et af vores mange hyggelige lokale, spisesteder.


Hvad har efter din mening været den mest positive nyhed eller udvikling på Lolland-Falster det seneste år?

- Alle tegn tyder på, at den positive udvikling på Lolland-Falster fortsætter. Det første element af tunnelen til Tyskland er blevet lagt. Tunnelen åbner for endnu flere muligheder, og hvis vi forstår at udnytte dem, vil det være en løftestang for vækst og velfærd i vores landsdel.


Hvad synes du, vi især skal glæde os til i det kommende år?

- Endnu flere gode nyheder om og fra Lolland-Falster! Og så krydser jeg fingre for, at antallet af børn på Lolland-Falster igen begynder at stige. Det er kanonvigtigt.


Hvem vil du gerne sende en sommerhilsen til - og hvad vil du sige?

- Jeg vil gerne sende en tak til dem, der gør vores landsdel til noget særligt: de frivillige der brænder for den gode sag, dem der vover pelsen og starter noget nyt og de flittige der får hverdagen til at spille, mens vi andre holder fri. Og så vil jeg også gerne sende en hilsen til de mange, som her til sommeren har gennemført deres uddannelse - og som nu er på vej ud i den store verden: Jeg håber I kommer hjem igen til Lolland-Falster, mulighedernes land.