Michael Bender, til venstre, og Palle Kristensen havde ikke det store held med at fange store fladfisk. For dem er DM i Fladfisk ikke en konkurrence, men en hyggelig tur på vandet. Foto: Anna C. Møhl
DM i fladfisk: "Den værste tur nogensinde" – men også den sjoveste
DM i fladfisk tiltrækker lystfiskere fra hele landet.
79 både med 211 lystfiskere ombord har i weekenden ledt efter de bedste fiskepladser i Langelandsbæltet og det sydlige Storebælt.
Blandt lystfiskerne var Palle Kristensen og Michael Bender. De deltog i DM i Fladfisk og de kom ikke i nærheden af at komme på tavlen.
- Der er ikke noget at prale af i dag. Det er altid hyggeligt at være med, men det har været den værste tur, når man kigger på, hvor meget vi har fanget, siger Palle Kristensen.
Vi gør det udelukkende for hyggens skyld.
Palle Kristensen, lystfisker
Sikke en krabat af en fladfisk. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Han været med til DM i Onsevig 14 gange og aldrig har han landet så sløj en fangst.
Humøret fejler dog ikke noget hos de to lystfiskere. De deltager nemlig ikke for at vinde, men udelukkende for hyggens skyld.
Annonce
Peter Dan Petersen, DM i Fladfisks stævneleder, kalder fangsten stor. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Fuld gas
Det er et spektakulært syn, når startskuddet lyder klokken 8 og fiskerne giver den fuld gas for at komme først ud på de bedste fangststeder. Men Palle Kristensen og Michael Bender har ikke så travlt. De sejler langsomt og holder fast i, at det bare er for sjov.
- Vi gør det udelukkende for hyggens skyld. Vi vinder ikke i år og det gjorde vi heller ikke sidste år. Det er hyggen, der tæller, siger Palle Kristensen, der ud over at være lystfisker er formand for Sdr. Bådelav i Nykøbing. Hans fiskemakker er kasserer i bådelavet.
Mange fisk
Så snart fiskerne kommer i land med deres fangst, stiller de sig i kø i teltet, hvor fladfiskene vejes.
Her stod blandt andre stævneleder Peter Dan Petersen og vejede rødspætter, skrubber, ising og pig- og slethvar.
Hans vurdering er, at der blev hevet ganske mange fisk i land.
- Nogle af fiskerne har fanget over 100 fisk og der er da også enkelte pighvar, siger han.
Mangler agn
DM i fladfisk får nogle af Danmarks skarpeste lystfiskere til at køre ad snoede småveje til havnen i Onsevig. Blandt de faste topnavne er Team Stormen fra Charlottenlund og Team Cille fra Kalundborg, der flere gange har bevist, at lystfiskeri ikke kun handler om held, men også om erfaring, træning og strategi.
Annonce
I år fandt mesterskabet sted tidligere end normalt. DM i Fladfisk var flyttet fra september til august, fordi der er problemer med at skaffe børsteorm, som er den bedste agn til fladfisk.
Palle Kristensen og Michael Bender havde ingen problemer med madding. Det var vind og strømmen, der var skyld i deres begrænsede fangst.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu