Dagens vejr på øerne
En total måneformørkelse kaldes også en blodmåne, da månen får et rødligt skær. Billedet er taget i Australien i marts måned. (Arkivfoto).
Izhar Khan/Ritzau Scanpix
DMI: Vi får optimale forhold til sjældent månefænomen
Søndag forventer DMI, at vejret vil give gode muligheder for at se sjældent blodmånefænomen i Danmark.
Søndag aften er der umiddelbart gode betingelser, hvis man gerne vil se en total måneformørkelse, også kendt som en blodmåne.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en pressemeddelelse.
Man kan se måneformørkelsen, fra månen står op kort før klokken 20, lyder det.
Hvis man vil have de bedste betingelser for at se blodmånen, skal man have frit udsyn til en østlig horisont.
Det fortæller Ole Eggers Bjælde, som er astrofysiker og museumsinspektør ved Science Museerne i Aarhus.
- Når det er fuldmåne, så står Månen jo op på modsatte side af, hvor Solen går ned. Solen går ned imod vest, så man skal kigge imod øst, siger han.
Da måneformørkelsen allerede er i gang, når Månen står op, passer det ifølge astrofysikeren med, at man nærmest kan vende sig om fra solnedgangen og se blodmånen.
DMI skriver, at den totale formørkelse varer frem til klokken 21. Herefter varer måneformørkelsen knap en time yderligere.
En total måneformørkelse sker kun, når der er fuldmåne, og Jorden lægger sig imellem sol og måne og blokerer for lyset.
Sollyset bliver afbøjet i Jordens atmosfære og er med til at give Månen et kobberrødt skær. Det har medført navnet blodmåne.
Ole Eggers Bjælde fortæller, at atmosfæren gør, at sollyset skifter retning.
- Og den lille effekt gør, at der stadig er en lille smule sollys, der rammer månen, selv når den er skjult der bag ved Jorden, siger han.
Ifølge DMI ventes den næste totale måneformørkelse i Danmark først at finde sted 31. december 2028.
Den seneste blodmåne, der kunne ses i Danmark, var i januar 2019.
Ole Eggers Bjælde forklarer, at det er forskelligt, hvor lang tid der går imellem, at vi kan se en blodmåne i Danmark, da det afhænger af, hvordan Månen, Solen og Jorden bevæger sig i forhold til hinanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst