Personalet på plejecentret overraskede familien og havde lavet æresport til ære for Keld og Hanne Mary Hansen. Privatfoto
Hanne Mary Hansen er taknemmelig og lykkelig over, hvordan personalet på Idestrup Plejecenter tager sig kærligt af beboerne, men også af de pårørende.
For nylig skulle hun fejre guldbryllup med sin mand, 73-årige Keld Villy Hansen, der lever med demens.
Men i stedet for at markere det 50 år lange ægteskab, besluttede familien at droppe kærlighedsfesten. Keld Villy Hansen er så dårlig, at det ikke gav mening, følte de. Han har boet på Idestrup Plejecenter de seneste to år.
Personalet fortjener kæmpe ros. De udviser overskud, varme, næstekærlighed, og gør et kæmpe stykke arbejde
Hanne Mary Hansen
- Keld har altid været et fest-menneske. Selv til vores bryllup skulle han være den sidste, der gik, så jeg kunne slet ikke rumme, at vi skulle holde guldbryllup, uden at han mentalt var til stede, siger Hanne Mary Hansen.
Fejrer kærligheden
Annonce
Men så gik personalet i aktion. De syntes ikke, festen skulle aflyses.
Da Hanne Mary Hansen kom ind på plejecentret med sine børn, svigerbørn, barnebarn og venner, havde personalet lavet en æresport med billeder fra parrets lange liv sammen. Personalet havde også givet Keld Villy Hansen en guldhat på for at signalere, at selvom man er hårdt ramt af demens, er kærligheden stadig værd at fejre.
- Det er nogle helt fantastiske mennesker, der arbejder på plejecentret, og jeg var rørt til tårer, da jeg så alt det, de havde gjort for os. De er bare så fantastiske.
- Personalet fortjener kæmpe ros. De udviser overskud, varme, næstekærlighed, og gør et kæmpe stykke arbejde, siger Hanne Mary Hansen.
Møgbeskidte soldaterkammerater
Hanne og Keld mødte hinanden ved et tilfælde i april 1974.
Hanne Mary Hansen har stadig sin skræddersyede bryllupskjole og sin tilhørende, smarte hat. Foto: Anna C. Møhl
- Vi kunne lige så godt have mødt hinanden på Dr. Emil, siger hun om det legendariske diskotek i Marielyst.
I stedet mødtes de i dagligstuen.
- Der sad fire møgbeskidte soldater i stuen, hvor jeg lige havde gjort rent, husker hun.
Hanne Mary Hansen blev så arrig, at hun smed lillebrorens soldaterkammerater ud. Ikke længe efter ringede det på døren, og der stod Keld og spurgte forlegent, om han måtte låne toilettet. En uge senere kom han tilbage og sagde undskyld.
Annonce
Hanne Mary og Keld Villy Hansen har fødselsdag med tre dages mellemrum, så de besluttede at slå sig sammen om at holde en fødselsdagsfest. Godt to år senere blev de gift.
Livet med demens
Familien besøger ofte Keld Villy Hansen på plejecentret.
Trofast som Hanne Mary Hansen er, besøger hun sin mand hver anden dag i godt tre timer.
- Det er ikke min mand, jeg besøger. Det er en skal af ham.
- Det ønsker jeg ikke for nogen, at de skal opleve, siger Hanne Mary Hansen.
Men hun tænker alligevel tilbage på 50 gode år sammen med sin Keld, som han var engang. Om huset de byggede i Marielyst og boede i i 30 år, deres familie og rejserne.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Thygesens foretrukne sommermenu: - Bøf og fritter med en kold corona til
Fører havde to børn på skødet
Måtte smide masser af vin i kloakken
Sigtet for butikstyveri: Mand gemte 18 pakker småkager i barnevogn
Efter nyhed om nyt spisested: Her er åbningsdatoen
Mest læste artikler
Kvinde truede med at springe fra Farøbroerne
Kø på landevej
Drama i Marielyst: 19-årig slået i ansigtet
Åbner i august: Nyt madsted i Orehoved
To biler i sammenstød