Lolland

Jens Therkelsen begyndte at arbejde på sin fars autoværksted, da han var 11 år gammel. Foto: Anna C. Møhl

Fejrer 75 år: Nu lukker Jens sin forretning

Jens lukker sit autoværksted.

Offentliggjort Sidst opdateret

75 år.

Så længe har familien Therkelsen haft mekanikerværksted i Rødby.

Jens Therkelsen fejrer jubilæet med festivitas på dagen. 16. august er også dagen, hvor Jens Therkelsen lukker Rødby Autoservice. Han er nået folkepensionsalderen, og nu må det være nok.

Jens Therkelsen begyndte sin karriere på arbejdsmarkedet som 11-årig. Han far ejede dengang autoværkstedet, så den lille knægt blev sat til at afmontere sæderne i en minibus, der skulle have nyt gulv.

- Stolene var næsten større end mig, husker 67-årige Jens Therkelsen.

Det lå ligesom i kortene, at unge Jens skulle i lære som mekaniker. Det kom han da også, men på et andet værksted i Rødby, og i 1988 overtog han sin fars værksted. 

Der er sket meget med bilmarkedet, siden Jens Therkelsen skruede sæderne ud af minibussen.

Jeg bor lige ved siden af værkstedet, og jeg kunne ikke drømme om at gå hjem i mit arbejdstøj.

Jens Therkelsen, ejer, Rødby Autoservice

El-biler med touchskærme næsten så store som fladskærme, smarte gadgets og et motorrum støvsuget for oliesnask, har gjort sit indtog på de danske landeveje. 

Men ikke hos Rødby Autoservice. Jens Therkelsen har ikke ekspertisen. Heller ikke selv om han godt kunne tænke sig at køre i el-bil. Forleden var en norsk el-bilkører forbi for at få hjælp, men Jens Therkelsen måtte melde hus forbi. 

Indtil han fejrer 75-års jubilæet 16. august og lukker værkstedet, holder han sig til benzin- og dieselbiler.

Den legendariske Wuncderbaum kan man stadig finde i Jens Therkelsens værksted. Foto: Anna C. Møhl

Rally i Skoda

Selv om han dag efter dag, år efter år har haft fingrene i motorrummet, så er hans hænder påfaldende renskurede. 

Jens Therkelsen bryder sig ikke om hænder og negle smurt ind i motorolie. Han vasker hænder flere gange om dagen, og når arbejdsdagen er forbi, klæder han sig om til almindeligt tøj. 

- Jeg bor lige ved siden af værkstedet, og jeg kunne ikke drømme om at gå hjem i mit arbejdstøj, siger Jens Therkelsen.

Mens Jens Therkelsen har ejet autoværkstedet, har han haft syv lærlinge og været Skoda-forhandler. Han har sågar kørt rally i en Skoda. Det var dengang, Skoda var udsat for hån, spot og latterliggørelse. 

- Det gik, som vi havde budget til. Flere sagde, at man ikke kunne køre rally med motoren bagi. Men det kunne vi altså godt, fortæller automekanikeren.