Sommerens mange aflysninger og begrænsede kapacitet på færgerne til Femø har fået ø-repræsentant Jørgen Hansen til endnu en gang at rette henvendelse til indenrigsministeren. Arkivfoto: Mogens WarrerMogens Warrer
Femø sender nyt nødråb til minister: - Færgedriften er brudt sammen
Dagen efter at hans første opråb nåede Folketinget, har Jørgen Hansen sendt en ny henvendelse til indenrigsministeren. Denne gang vedlægger han bookingoversigten for den kommende uge, hvor flere færgeafgange allerede er fyldt.
Oversigten viser, at en række afgange allerede er fyldt, mens andre kun har få ledige bilpladser. Særligt på de attraktive afgange midt på dagen er mulighederne begrænsede.
For Jørgen Hansen er bookingbilledet et tegn på, at problemet ikke længere alene handler om aflyste færger. Selv når færgerne sejler, er det svært at finde en plads.
- Oversigten viser, hvor begrænsede mulighederne er for overhovedet at komme til og fra Femø i den kommende uge. Færgedriften kan ganske enkelt ikke dække transportbehovet, siger han.
Annonce
Frygter aflysninger uden alternativer
Bekymringen bliver ifølge ø-repræsentanten forstærket af, at afgange fortsat kan blive ændret eller aflyst med kort varsel.
Passagerer, der mister deres reservation, risikerer derfor at skulle finde en ny afgang i et bookingsystem, hvor mange af de efterfølgende afgange allerede er optaget.
- Bliver en færge aflyst, kan det være næsten umuligt at finde en ny plads. Det skaber en situation, hvor hverken fastboende, virksomheder eller besøgende kan planlægge deres transport, siger Jørgen Hansen.
Femø Kvindelejr er blandt de aktiviteter, der ifølge ø-repræsentant Jørgen Hansen bliver ramt af den ustabile færgedrift og de begrænsede muligheder for at komme til og fra øen. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
I brevet fremhæver han, at situationen rammer midt i øernes vigtigste erhvervssæson. Femø har blandt andet Kvindelejren og en række sommerarrangementer, som er afhængige af, at deltagere og gæster kan komme frem og tilbage.
- Øens virksomheder skal tjene en stor del af årets omsætning i sommermånederne. Når gæsterne ikke kan få en færgebillet eller frygter at blive strandet, vælger de øen fra. Den mistede indtjening kan ikke hentes igen senere, siger han.
Nyt brev efter 136 aflysninger
Det nye brev følger efter Jørgen Hansens første henvendelse til ministeren den 15. juli. Her opgjorde han antallet af aflyste afgange til Femø og Askø til 136 i perioden fra 19. juni til 14. juli.
Indenrigsminister Pia Olsen Dyhr er blevet opfordret til at gribe ind i den langvarige færgesag på Lolland-Falsters småøer. Arkivfoto: Sebastian Elias Uth/Ritzau ScanpixSebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
I sin nye henvendelse beder Jørgen Hansen igen ministeren vurdere, om kommunen sikrer en tilstrækkelig og forudsigelig transportforbindelse til Fejø, Femø og Askø.
Vil have en konkret plan
Jørgen Hansen savner især en melding om, hvornår færgedriften igen ventes at fungere normalt.
- Kommunen har ikke fremlagt en plan for, hvornår der igen kan forventes en stabil drift. Fortsætter problemerne ind i august, risikerer hele sommersæsonen at gå tabt, siger han.
Han mener, at ministeren enten må stille tydelige krav til kommunen eller overveje, om driften skal organiseres på en anden måde.
- Ministeren må gøre det klart, at den nuværende situation ikke er forsvarlig. Det afgørende er ikke, hvor mange færger kommunen bruger, men om den faktisk kan dække øernes transportbehov. Det kan den ikke i øjeblikket.
Stemningen på Femø beskriver han som præget af vrede og afmagt.
Hvis henvendelserne ikke fører til handling, vil han overveje at gå videre til Folketingets Ombudsmand for at få vurderet, om færgedriften bliver forvaltet forsvarligt.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Tidligere ansatte retter alvorlig kritik mod Krokodille Zoo
Efter 21 hårde dage: Sådan kommer det til at foregå
Russisk kaptajn hædres
Afdelingsformand melder om risiko for, at medarbejdere stopper før tid
Annonce: Når bestyrelsesmødet skal bruges på beslutninger
Mest læste artikler
Lokale elinstallatører fusionerer
Par flytter efter 41 år: Gigantisk datacenter på opkøb
31-årig stak af fra overfald - for derefter at smadre tog
Kommune presses af stor interesse i sager: - Vi er ved at nå et mætningspunkt
Efterforskning af dødsbrand fortsætter: Her er politiets formodninger