Lolland

På billedet ses en robotstøvsuger. Foto: Anna C. Møhl

Forarget over robot-sag: - Det hænger ikke sammen

Der er stor uenighed blandt kandidater til kommunalvalget, om borgere selv skal betale for at få robotteknologi ind i deres hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemmebesøg

Hvis man er visiteret til rengøringshjælp, får man besøg af en medarbejder fra ældresektoren. Besøget skal munde ud i, om rengøringen kan klares af en robotstøvsuger, der også kan vaske gulvene.

Borgere, der vurderes til at være i stand til at have en robotstøvsuger til at tøffe rundt, skal selv betale for maskinen.

Enten er det helt i hegnet, at ældreplejen i Lolland Kommune skifter mennesker ud med en robot, der kan støvsuge og vaske gulve hos borgere, der er berettiget til rengøringshjælp. Eller også er det en økonomisk nødvendighed.

Hvis man har fået tildelt rengøringshjælp, får man besøg af en medarbejder fra Lolland Kommunes ældrepleje. Det er nemlig blevet besluttet, at robotteknologien flytter ind hos de ældre i form af en robotstøvsuger, der også kan vaske gulve.

Samtidig med, at der er ansat to medarbejdere til at tage på hjemmebesøg og vurdere, om borgerne stadig har brug for hjælp til rengøring om en robotstøvsuger i praksis kan tøffe rundt i stuen, så er flere borgere ikke længere berettiget til rengøringshjælp. Praktisk hjælp er ikke længere en livsvarig ydelse, lyder forklaringen.

Det er også besluttet, at de borgere, der har råd til det, selv skal købe robotstøvsugeren. Dem, der ikke kan finde pengene, kan henvende sig til Borgerservice.

Fattig kommune

Folketidende har spurgt en række kandidater til det kommende kommunalvalg, om de synes borgerne selv skal betale for en avanceret robot, der kan støvsuge og vaske gulv.

- Jeg synes, det er helt forkert, at når det står sort på hvidt, at når man har krav på hjælp, så skal man selv købe en robotstøvsuger - det hænger ikke sammen, siger Benny Damgaard, spidskandidat for Danmarksdemokraterne.

Han anerkender, at Lolland Kommune fattes penge.

- Jeg er godt klar over, at vi er en fattig kommune og har det skidehårdt, men hvis der er præcedens for at betale for robotstøvsugeren i en kommune, skal man ikke stilles dårligere, fordi man bor på Lolland fremfor Hvidovre. Kommunen sidestiller en robotstøvsuger med en bogreol. Jeg ved ikke, om man kan få en bogreol til at gøre rent, men bare fordi, man har et møbel, skal det ikke afgøre, om man må få gjort rent. Det kan man ikke sammenligne, det er jo æbler og pærer, siger Benny Damgaard.

Frivilligt

Liberal Alliances kandidat til byrådet, Martin Mickey Pedersen, mener, at robotstøvsugere skal være et frivilligt valg for dem, der modtager hjælp til rengøring. 

- Vi mener, at teknologi skal være et tilbud og ikke en erstatning for den menneskelige kontakt og omsorg, som mange ældre har brug for. Man skal selv kunne bestemme, hvad der giver mening, siger han.

Enhedslistens byrådsmedlem og borgmesterkandidat Birthe Lauridsen mener, at med robotstøvsugerens indtog i de ældres hjem, så forsvinder nogle af besøgene fra hjemmeplejen.

- De ældre, der kun får rengøringshjælp, får samtidig et besøg, der kan se om borgerne stadig er friske og raske. Det besøg forsvinder jo. Det skal ikke bare handle om "Nå, det kan en robotstøvsuger klare". Nogle borgere har måske derudover brug for et besøg i ny og næ.

- Vi havde med i vores budgetforslag, at man skulle sætte nogle penge af til hjemmeplejen, blandt andet til robotstøvsugere og ekstra tid med borgerne, siger Birthe Lauridsen.

Leif Utermöhl, spidskandidat for Lokallisten Lolland, mener, at det som udgangspunkt bør være Lolland Kommune, der gratis stiller robotteknologi til rådighed.

- Af den simple grund, at Lolland Kommune kan presse prisen på indkøb til langt billigere, end folk selv kan. Man kan kigge på, om man skal betale et depositum, det har vi ikke besluttet endnu. Der skal ikke spares ret meget rengøringstid, før robotstøvsugeren er tjent ind. Resten af tiden skal forhåbentlig bruges til gavn for borgeren. Det tror jeg vores personale selv kan finde ud af uden en politiker skal fortælle dem, hvad de skal, mener Leif Utermöhl.

Vilde tal

Byrådsmedlem Klaus Svensson (S) har ingen problemer med, at borgerne selv skal betale for at få robotteknologien ind i deres hjem. 

 - Borgerne i Lolland Kommune er meget forskellige. Nogle bor i et stort hus og har råd til en robotstøvsuger, mens andre, der ikke har så mange penge, kan søge om økonomisk hjælp, hvis de henvender sig til Borgerservice. 

- I bund og grund handler det om, at vi mangler hænder i ældreplejen. I 2045 er næsten halvdelen af befolkningen på Lolland over 65 år. Det er nogle vilde tal, så vi skal bruge væsentligt flere hænder end i resten af landet, så vi er nødt til at se på, hvordan vi med teknologi kan bruge hænderne bedre, siger Klaus Svensson. 

Frigiver tid

- Generelt set skyldes det økonomien, vi har i Lolland Kommune. Hvis de ikke er en del af selv at betale for det, hvor skal vi så finde pengene? Så skal vi tage pengene fra noget andet. Dermed siger jeg ikke, at det behøver at være sådan for evigt. Vi bliver stadig flere ældre og flere, der har behov for hjælp, siger Merete Meyer (V), som er medlem af byrådets ældreudvalg.

- Det er et spørgsmål om, at vi omlægger opgaverne og siger, de steder, vi kan gøre brug af teknologiske hjælpemidler, gør vi det. Til gengæld får vi andre opgaver, som de medarbejdere, der får frigivet tid og ressourcer, som de skal hjælpe med.

Hun forklarer, at det er muligt at søge økonomisk støtte på Borgerservice, og at politikerne forventer en evaluering, der viser, hvor mange, der har brug for økonomisk hjælp til at købe robotten.

Det konservative byrådsmedlem Henrik Jacobsen synes også, at det er på sin plads at indføre robotteknologi i borgernes hjem.

- Det er fint med ny teknologi, når vi står og mangler sosu'er. På den måde kan vi aflaste personalet, som kan yde service på andre områder end at støvsuge og vaske gulve. Det er ikke for at genere de ældre, men for at yde service med de få hænder vi har, siger han.

1.250 hjemmebesøg

240 borgere har allerede haft hjemmebesøg og det har betydet, at nogle af dem ikke længere får hjælp til rengøring. 

Nogle har valgt selv at betale for rengøring, mens andre ikke længere har brug for hjælp.

De nye afgørelser er mundet ud i klager. Alle sagerne bliver revurderet og sendes til Ankestyrelsen, hvis afgørelsen fastholdes.

I alt 1.250 borgere skal have besøg for at finde ud af, om det er praktisk muligt at robotstøvsugere kan suse rundt i stuerne.