Lolland

Her er hvorfor Fælleskøkkenet igen er midtpunkt i politisk drama. Arkivfoto: Ingrid Riis

Forstå Fælleskøkkenet: Derfor er det centrum for nyt drama

Fælleskøkkenet skal enten sælges eller omstruktureres, derfor mener flere politikere, at den tidligere bestyrelse skal fortsætte. Men beslutningen møder skarp kritik fra oppositionen.

Offentliggjort

Endnu en gang er Fælleskøkkenet,  der leverer mad til forskellige plejecentre og offentlige institutioner i Lolland og Guldborgsund Kommuner samt i Region Sjælland, landet i midten af et politisk drama.

Bestyrelsen

Fælleskøkkenets tidligere bestyrelse består af følgende medlemmer:
Klaus Svensson (S), Lolland Kommune.
Katrine Brønnes (S), Guldborgsund Kommune.
Gitte SImoni (S), Region Sjælland.
Allan Kjær Hansen, HORESTA.
Hans Henrik, HORESTA.
Kirsten Skovsby, direktør Fælleskøkkenet.

Økonomiudvalget i Lolland Byråd peger på, at bestyrelsen til Fælleskøkkenet fra den forrige periode skal fortsætte. Det vil betyde, at Klaus Svensson, det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem, igen bliver medlem af bestyrelsen, selvom han ikke opnåede genvalg til byrådet.

Reglerne fastslår ellers, at et medlem af bestyrelsen skal være et byrådsmedlem. Det ønsker Lolland og Guldborgsund Byråd nu at ændre. Det kræver dog, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet inddrages og ændrer vedtægterne.

Snævert flertal

Guldborgsund Byråd stemte forslaget igennem på byrådsmødet torsdag 22. januar. Lolland Byråd forventes at stemme det igennem til det kommende byrådsmøde 27. januar, dog med et snævert flertal, da Socialistisk Folkeparti undlader at stemme for.

For og imod

Argumentet for at den tidligere bestyrelse skal fortsætte er, at der er planer om at sælge eller omstrukturere ejerforholdene af Fælleskøkkenet. Derfor vil det være spild af tid, hvis nye bestyrelsesmedlemmer skal sætte sig ind i problematikken. 

Kritikken af beslutningen om at sende en ikke-politiker i bestyrelsen er, at Klaus Svensson ikke har direkte adgang til relevante udvalgsmøder, hvor hans input kan være centrale for byrådets beslutninger. Derfor mener kritikerne ikke, at man bør gøre det muligt for, at andre end politikere at sidde i bestyrelsen.

Alle tre ejere, Lolland og Guldborgsund Kommune samt Region Sjælland skal acceptere at ændre vedtægterne. Folketidende arbejder lige nu på at få et svar fra regionen, om hvorvidt de støtter forslaget.