Sport

Næsten 2.800 tilskuere overværede de to kampe sidst, NFH og Team Sydhavsøerne inviterede til dobbeltarrangement i Guldboxen i Nykøbing (billedet). Nu forsøger man at gentage succesen sidst i denne måned. Arkivfoto: Esben Cronbach-Christensen

Håndboldflagskibe går sammen for at fylde hallen igen

NFH og Team Sydhavsøerne gentager succesen fra sidste sæson, hvor de to klubber for første gang inviterede til dobbeltarrangement med to kampe. 

Offentliggjort

Det blev lidt af et tilløbsstykke, da de to lokale håndboldflagskibe på henholdsvis kvinde- og herresiden, NFH og Team Sydhavsøerne, i efteråret sidste år for første gang nogensinde gik sammen om et fælles kamparrangement.

Ikke færre end 2.775 tilskuere - tæt på fuldt hus - var samlet i Guldboxen i Nykøbing, hvor de først så Team Sydhavsøernes 1. divisionsherrer besejre de senere oprykkere fra KIF Kolding, hvorefter NFH vandt en storsejr over Viborg HK i Kvindeligaen.

Og nu gentager de to klubber succesen - endda allerede i sæsonens første turneringskamp.

Det kommer til at foregå lørdag 29. august - og igen i Guldboxen i Nykøbing. Her møder Team Sydhavsøerne først Odder Håndbold klokken 16.30, og klokken 19.00 tager NFH så imod Ringkøbing Håndbold i Kvindeligaen.

På papiret måske ikke de mest attraktive modstandere, men det har ikke været let at finde et tidspunkt, hvor det hele kunne gå op. De to klubber har dog aldrig været i tvivl om, at dobbeltarrangementet skulle gentages.

Enige en halv time efter

- Det var vi enige om en halv time efter, at vi var færdige sidste gang. Uden at forklejne Odder, så havde vi gerne set, at vi kunne præsentere en lidt mere attraktiv modstander som eksempelvis HØJ Elite, men der var meget få terminer at vælge imellem.

- Til gengæld tror og håber vi, at tilskuerne havde så god en oplevelse sidste gang, at det ikke skal være modstanderen, der er afgørende for, om de kommer igen, siger Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul.

NFH's administrerende direktør Kennth Sahlholdt forklarer, at det er NFH's deltagelse i Champions League, som har gjort det svært at finde andre datoer end åbningskampen.

- En del af evalueringen efter arrangementet sidste år var, at vi gerne vil prøve at lave det i en weekend denne gang, for så er der mulighed for at lave afterparty bagefter. Det er noget, begge klubber tidligere har haft succes med. Men på grund af vores Champions League-kampe (som spilles i weekenderne, red.), var der kun denne dato, hvor det kunne lade sig gøre, fortæller han.

Udover afterparty efter den sidste kamp vil der også være musik og hygge før og mellem de to kampe. Og så håber man på godt sommervejr, så tilskuerne også kan bruge hallens udendørsarealer til at sidde og hygge sig.

- Og så er det jo bare fedt, at vi generelt er gode til at samarbejde på tværs om at skabe noget hype om håndbolden på Lolland-Falster og Sydsjælland, siger Kenneth Sahlholdt. 

Billetsalget til dobbeltarrangementet begynder i denne uge.

Stor opgave venter TSØ i pokalen

Inden sæsonpremieren venter der dog Team Sydhavsøerne en anden stor opgave, når holdet tirsdag 18. august klokken 20 tager imod liganedrykkerne fra HØJ Elite i pokalturneringen. Sjællænderne er blevet markant forstærket i sommerpausen med blandt andre Jannick Green og Lasse Andersson, som begge har været med til at vinde medaljer for Danmark ved flere af de store internationale mesterskaber de senere år.

Kampen spilles i Maribo, og der er rift om billetterne, så hvis man vil nå at sikre sig en plads, er det ved at være sidste udkald, oplyser Morten Juul.

I Team Sydhavsøerne glæder man sig til mødet med HØJ-stjernerne.

- Det bliver næsten som at spille europæisk. Vi skal ud at samle erfaring og forsøge ikke at lade os dupere over, at nogle af modstanderne har vundet både EM- og OL-medaljer. De er jo også bare mennesker.

- Og så skal vi virkelig hive noget energi ud af opbakningen fra tilskuerne og håbe på, at HØJs konstellationer måske ikke sidder helt i skabet endnu, siger Morten Juul.

NFH skal også i kamp i pokalturneringen inden ligapremieren. Her er modstanderen dog på papiret noget mere overkommelig. Falstringerne skal en tur til Hellerup for at møde 2. divisionsholdet HIK. Det sker 19. august klokken 19.15.