Gode idéer, lokale tiltag og store indsatser for lollandske lokalmiljøer blev i sidste uge hyldet i Knuthenborg Safaripark. Selv om den lokale attraktion kun holder åbent i weekenderne, var der alligevel helt stopfyldt med gæster i Orangeriet ved Flintehuset midt i den store park. Der var nemlig tusindvis af gode grunde til at møde op.
Mange af jer arbejder bag kulisserne, uden løn og ofte uden den store opmærksomhed, men jeres indsats er uvurderlig.
Niels Bjerregård
Lollandsfonden var for sjette gang værten i safariparken, men fondens historie har rødder helt tilbage i 1842 på Vestlolland, og derfor har der været delt donationer ud mange andre steder end blandt elefanter, næsehorn og løver. Donationer var dog, hvad det handlede om i Orangeriet.
Lollandsfonden
Lollandsfondens historie rækker helt tilbage til 1842 med stiftelsen af Sparekassen for Nakskov og omegn, hvor der stod i vedtægten, at den af sin lovpligtige reservefonds overskud skulle bruge en del af disse midler til almennyttige, kulturelle og velgørende formål.
I dag har fonden omkring syv millioner kroner i egenkapital.
I år blev der ud over kulturprisen delt donationer ud til 37 foreninger, og for et beløb på 200.000 kroner.
Donationerne er på mellem 3.000 og 10.000 kroner.
37 foreninger og institutioner var blevet inviteret på eftermiddagshygge med efterfølgende spisning, men det var nok donationen, der lokkede mest. I Lollandsfonden kan ansøgerne nemlig ikke modtage de øremærkede penge, hvis ikke en repræsentant møder op til overrækkelsen. Det er altså en arrangement med håndtryk af en pæn værdi.
Donationer til 37 foreninger
- Der er behov for hjælp mange steder, også for støtte og hjælp på lokalt plan. Vi hører jo ikke til de rigeste kommuner i Danmark. Derfor skal vi huske på, at selv den mindste støtte og hjælp kan have en enorm virkning, forklarede bestyrelsesformand Niels Bjerregård fra Lollandsfonden.
Annonce
Selv om der blev uddelt mange håndtryk, var der også kram i luften. Foto: Palle Nevad Frandsen
I forbindelse med coronaen var der et lille dyk i antallet af ansøgere, men i år havde 92 søgt om en økonomisk håndsrækning til større eller mindre projekter. Det er på niveau med flere af de gode år før pandemien.
- Så det er bestemt dejligt at kunne byde velkommen til 37 foreninger, og få lov til at uddele 200.000 kroner, slog Niels Bjerregård fast.
Frivillige gør en forskel
I den konvolut, som hver repræsentant fik stukket i hånden, lå et stykke papir med et tal på mellem 3.000 og 10.000 kroner. Det er i den størrelsesorden, at fonden uddeler donationer.
- Vi har i bestyrelsen en intention om, at en donation skal være af en pæn størrelse, forklarede formanden, der også fortalte, at en del af årets afkast var blevet tilført egenkapitalen på godt syv millioner kroner.
For få år siden blev pengene delt ud i Danske Banks filialer på Lolland, men de senere år er alle håndtryk samlet ét sted. Foto: Palle Nevad Frandsen
Det er nødvendigt med sådanne økonomiske vitaminindsprøjtninger, hvis Lollandsfonden også i fremtiden skal have så store beløb at dele ud af. For pengene gør nytte ude i de lollandske byer.
- Donationer er en måde, hvor I som foreninger og vi som Fond kan gøre en forskel i vores lokalsamfund. Uden jer og jeres ildhu, jeres tid og jeres engagement, ville meget af det lokale foreningsliv ganske enkelt være fattigt eller ikke eksistere. Mange af jer arbejder bag kulisserne, uden løn og ofte uden den store opmærksomhed, men jeres indsats er uvurderlig, sagde Niels Bjerregård til de mange fremmødte.
Blandt de mange støttede aktiviteter var blandt andet tilskud til indkøb af træskulptur af Peter Freuchen til Peter Freuchen Selskabet, penge til indkøb af brugt svævefly til Lolland-Falster Svæveflyveklub samt penge til en ny industriopvaskemaskine i Øster Ulslev Forsamlingshus.
Seneste artikler
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Katia fik ærespræmie overrakt af Dronning Mary
Så meget brugte Lolland-ledere udenfor kommunen
Træk stikket inden I kortslutter!
Mest læste artikler
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Centerchef fyret