Maglebrænde Slagterforretning har endnu engang modtaget en sur smiler fra Fødevarestyrelsen. Arkivfoto: David Arnholm.
Igen, igen: Slagter får sur smiley
Fødevarestyrelsen fandt både fedt, skimmel og mus hos Maglebrænde Slagterforretning, som nu får endnu en sur smiley og en bøde. Slagtermesteren ønsker ikke at kommentere sagen.
Maglebrænde Slagterforretning har endnu en gang modtaget en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.
Som tidligere handlede det om mangelfuld rengøring, da myndighederne lagde vejen forbi slagterforretningen 7. oktober.
Ifølge kontrolrapporten var der fedtrester, spildte fødevarer og gule belægninger flere steder i kølerummet. Døren til rummet var også snavset, og pølsestopperen fremstod “mangelfuldt rengjort med rester af fars fra produktion”.
Ud over rengøringen fandt Fødevarestyrelsen, at gulvet i kølerummet var fyldt med "massive mængder" vand som følge af kondens fra køleanlægget. Pakkemaskinen var rusten og med afskallet maling, og dørene til både køle- og tørrum var i dårlig stand med ødelagte lister og ætset belægning.
Slagteren har desuden set mus i kølerummet, men undladt at kontakte et skadedyrsfirma – i strid med virksomhedens egen procedure. Den overtrædelse blev dog betegnet som “bagatelagtig” af myndighederne.
Men denne sure smiley er altså langt fra den første af sin slags hos slagterforretningen.
Slimet væske
Tilbage i foråret kunne Fødevarestyrelsen tildele forretningen en sur smiley primært på grund af mangelfuld rengøring.
Fødevarestyrelsen kunne rapportere om gule plamager på sæbedispenseren, indtørret gammelt kød med skimmellignende pletter og en spand i kølerummet med noget, der blev beskrevet som en ”gammel ildelugtende lysebrunt, slimet væske”.
Dengang fortalte slagtermester og ejer Klaus Ove Pedersen, at rengøringen ville blive bragt i orden, og at Fødevarestyrelsen kørte en hetz mod slagteren.
I sommer var den så gal igen, hvor myndighederne igen kunne konstatere problemer med rengøringen.
- Over- og underhylder i køleboks til fersk kød fremstår mangelfuldt rengjort med hvide plamager af skimmel-lignende vækst, gulv i krydderilokale fremstår med museekskrementer af forholdet ældre dato, samt mellem vægge og inventar fremstår der mangelfuldt rengjort med massive mængder af spindelvæv og sorte, brændte rester fra røgeovn, stod der i rapporten fra Fødevarestyrelsen.
Det inkasserede slagteren en bøde på 5.000 kr.
- Det får vi ordnet
Den seneste kontrol afslørede også problemer med mærkning af varer.
Butikken har solgt et produkt kaldet skinkesalat, som i virkeligheden var en blanding af hakkede pålægsrester som rullepølse, spegepølse og hamburgryg.
Det er imidlertid ikke tilladt, da det kan vildlede kunderne om varens oprindelse. Slagteren forklarede over for myndighederne, at “mærkningen er kodet ind sådan, men det får vi ordnet.”
Som følge af overtrædelserne er slagteren politianmeldt og får også denne gang en bøde på 5.000 kroner.
Folketidende har været i kontakt med Klaus Ove Pedersen, der ikke ønsker at kommentere sagen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol