Indland

Jesper Høier Olsen og Lise Houmøller smager på oste til Danmarks Bedste Ost ved Madens Folkemøde i Nykøbing. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Jesper og Lise holder tre dages folkemødeferie: - Hvorfor går vi ikke mere op i kvalitet?

De skal til ostekonkurrence, fællesmiddag og smørebrødsfest ved Madens Folkemøde i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi kom torsdag aften, lyder det fra Lise Houmøller og Jesper Høier Olsen, der har taget fri fra arbejde fredag for at komme til Madens Folkemøde i Nykøbing.

Jesper Høier Olsen bruger alle sanser, når ostene til fredagens konkurrence skal bedømmes. Foto: Bjørn Brylle Petersen

De har pakket nordfrugterne for en stund og er taget til Sydhavsørne, hvor de har slået lejr på campingpladsen i Nykøbing og sat deres telt op for weekenden. 

De to madentusiaster har sat kryds ved en masse arrangementer, debatter og events, men har også ladet en del tid være fri.

- Der skal også være plads til at tulle rundt og smage, siger Lise Houmøller.

- Man kan læse længe i det program, tilføjer Jesper Høier Olsen, der forklarer, at de har ostekonkurrencen Danmarks Bedste Ost, fællesmiddag og smørebrødsfest på programmet.

Stærk bæredygtighedsprofil

Parret, der bor i Hillerød, kerer sig om, hvordan vi producerer fødevarer.

- Hvad sker der inden for fødevarer i Danmark, siger Jesper Høier Olsen og forklarer, at det er de optagede af, og det er en grundene til, at de tager på Madens Folkemøde.

- Vi som samfund er ikke så villige til at betale det, det koster, mener Jesper Høier Olsen og efterlyser større fokus på kvalitet.

- Når vi er et landbrugsland, hvorfor går vi så ikke mere op i kvalitet?, lyder det fra Jesper Høier Olsen.

Lise Houmøller går grundigt til værks, når ostene til Danmarks Bedste også bliver bedømt. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Lise Houmøller og Jesper Høier Olsen har tidligere været på Madens Folkemøde, da det var på Engestofte Gods, og de skulle bare afsted igen.

- De har en stærk bæredygtighedsprofil, siger Lise Houmøller som en af årsagerne.

Dansk og økologi

For Lise Houmøller og Jesper Høier Olsen er det især kriterierne dansk og økologi, der er vigtige, når de fylder indkøbskurven. 

Den bliver for det meste fyldt med ting og sager fra grøntafdelingen, fortæller de.

- Vi spiser ikke særlig meget kød, siger Jesper Høier Olsen.

- Det er mest fisk og grøntsager på mine maddage, slutter Jesper Høier Olsen.