Kvinden lå helt stille i vejkanten – så sprang studenten Vilads ud af bilen

Karoline Goldbeck, student fra STX, Nykøbing Katedralskole:

- Jeg har gemt en video fra min første skoledag i 1.g, hvor jeg græd. Jeg syntes, at det faglige niveau var så svært, og det var et svært skifte fra efterskolen. Efterskolen gav mig rigtig meget i forhold til det sociale, men de fleste fra min klasse skulle på Handelshøjskolen. Kun jeg og en anden startede på STX. Men jeg besluttede mig for at følge min egen drøm. 

- Da jeg optog videoen, fulgtes jeg med en veninde hjem fra skolen. I videoen siger jeg, at det er så svært, og hun svarer mig, at det synes hun også. Det overraskede mig, for jeg troede, at alle andre syntes, at det var så fedt at starte. Folk taler om de tre år i gymnasiet som de bedste i deres liv. Sådan virkede jeg nok også udadtil. Og i dag tænker jeg på, om de andre også havde en facade på, imens de havde det ligesom mig.  

-  Jeg gjorde meget brug af studentermedhjælperne, og derfor har jeg selv søgt om jobbet i mit sabbatår. Der ligger et stort tabu i at have det svært i gymnasietiden, og jeg er sikker på, at flere har haft det som mig. Derfor er det så vigtigt at tale om det. Og det kræver, at man åbner op. I dag har jeg nogle fantastiske veninder. Man skal give noget af sig selv for at finde sin plads, men man får også enormt meget ud af det. 

- I gymnasietiden har jeg lært, hvor vigtigt det er at have gå på-mod, og at stå ved sine værdier. Hvorfor skulle det ikke være okay, med hvem jeg er? Som studentermedhjælper arbejder jeg og to andre her især 30 timer om ugen. Vi får et rum for os selv, og døren er altid åben. Jeg vil især gerne hjælpe de nye elever i forhold til det sociale.   

Vilads Niebuhr Boné, student fra HF, Nykøbing Katedralskole: 

- Jeg sad i bilen med min mor og var på vej til skolen for at aflevere mine bøger, da jeg så en kvinde i kanten af vejen - lige ved gågaden. Hun var cirka 30 år, og hun lå helt stille på fortovet. Som om at hun var faldet. Hun havde en hund i snor, og den hoppede ligesom på hende for at få hende til at vågne. 

- Vi kørte ind til siden, og min mor ringede efter en ambulance, imens jeg prøvede at finde en puls på hende og lagde hende på siden. Hun trak vejret, så det var godt. Men hun begyndte at ryste i arme og ben, som om hun fik et anfald. Flere personer kom til, og en af dem mente, at det kunne ligne et epilepsianfald. Jeg spurgte, om hun havde erfaring med det, og det havde hun, så hun sad med kvinden hos sig. Der begyndte at komme lidt mundvand ud af munden på hende, så det var godt, at hun lå på siden. 

- Jeg tog førstehjælpskursus igennem mit knallertkørekort, men det er et par år siden. Alligevel har jeg altid tænkt, at skulle jeg stå i den situation, ville jeg agere med det samme. Jeg ved godt, at andre kan reagere ved at fryse og gå i stå. Men hvis bare en person på stedet handler, så kan det hjælpe andre til også at gøre det. 

- Kvinden kom efterhånden til bevidsthed, og da ambulancen ankom, fik hun en indsprøjtning, og jeg hørte hende tale med ambulancefolkene. Jeg er glad for at vide, at hun kom til sig selv og fik hjælp. 

Christine Maria Larsen, student fra STX, Nakskov Gymnasium:

- Det har været en stor udfordring for mig at følge med fagligt i gymnasiet, fordi jeg lider af koncentrationsbesvær. Jeg er blevet diagnosticeret med en svær depression, og det kan godt gøre det svært at følge med. I folkeskolen havde jeg ikke diagnosen endnu, men jeg kæmpede med angst. I 2.g kom jeg for alvor bag i vognen. 

- Jeg har haft nogle virkelig søde lærere, og en del af mine klassekammerater har tilbudt at dele deres noter med mig, så jeg kunne følge med. Min dansklærer, som også er studievejleder, har hjulpet mig med at få psykologhjælp igennem kommunen. Uden hende havde jeg ikke kendt til den mulighed. 

- Jeg har lige været indlagt i fire uger på grund af min depression og tre uger i januar. Jeg har grimme stemmer i hovedet, og jeg har slet ikke fået læst op til mine afsluttende eksamener. Jeg kom hjem i mandags og måtte gå ind og gøre det, så godt jeg kunne. Det har været svært, fordi jeg altid har haft høje forventninger til mig selv. Men jeg fik ikke de høje karakterer, som jeg håbede på, og det gav mig lidt af en identitetskrise. For hvem skulle jeg så være? 

- Jeg er så lettet og rigtig stolt af, at det lykkedes. Det er virkelig en succeshistorie. Måske ikke med det snit, jeg havde håbet, men jeg har været sikker på, at depressionen vil fylde mindre, når jeg fik min studentereksamen. Det har motiveret mig til at fortsætte.  

Thorbjørn Grange, nyudklækket Social- og sundhedsassistent fra Sosu Nykøbing Falster:

- Som 18-årig søgte jeg ind i værnepligt og havde fire måneder der. Herefter overvejede jeg at søge videre og tage en uddannelse i militæret, men jeg droppede det igen. Jeg tror, at det er rigtig hårdt at slå et andet menneske ihjel, og det er jo det ultimative i det at være i militæret. Jeg ville kun kunne tænke på den person, der var i den anden ende af skydeskiven. Og alle de ting, det menneske har oplevet i løbet af sit liv. 

- I forsvaret tog jeg et 20 dages kursus i førstehjælp og blev inspireret til at læse til sygeplejerske. Det var ikke en mulighed at gøre det igennem forsvaret, så jeg tog i stedet en SSA. Nu skal jeg vente til januar eller februar, hvor jeg kan begynde på holdet, der kan uddanne mig videre til sygeplejerske. 

- Der var lidt en akavet tavshed, da jeg fortalte mit netværk i militæret, at jeg ville være sygeplejerske. Men efter lidt tid accepterede de det.

- Jeg vil gerne hjælpe folk og fremme deres sundhedsmæssige tilstand. Igennem min uddannelse har jeg mødt folk, der var ret ligeglade med deres sundhed. Som havde svamp på låret og ikke gjorde så meget ved det. Eller et sår på armen, som de regnede med, ville gå væk af sig selv.