Guldborgsund

Restaurant Mindbjergs på Jernbanegade 17 A. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Lokal restaurant lukker på ubestemt tid

Nykøbing-restauranten lukker på grund af "personlige årsager", oplyser ejeren bag.

Offentliggjort Sidst opdateret

En restaurant på Jernbanegade lukker på ubestemt tid. Det oplyser restauranten på dens Facebook-side.

Der er tale om Restaurant Mindbjergs, som ejes af Jonas Brier Mindbjerg. Ifølge Facebook-opslaget lukker restauranten på grund af "personlige årsager".

Restauranten oplyser videre, at alle reservationer er aflyst, og at man håber på forståelse for beslutningen.

Folketidende har rakt ud til Jonas Brier Mindbjerg for en kommentar til lukningen, men han er ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelsen.

Bøvl med bevillingen

I 2025 beskrev Folketidende, hvordan restauranten tidligere har solgt alkohol uden at være i besiddelse af en alkoholbevilling.

Dengang var det lokallisten Sydhavslisten, der kommenterede sagen, og ikke restauranten selv. Det skyldtes, at Jonas Brier Mindbjerg var opstillet til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune for lokallisten.

Både Jonas Brier Mindbjerg og Sydhavslistens spidskandidat Paw Hallandson afviste pure Folketidendes udlægning af sagen, og fortalte i samme ombæring, at politiet havde været på besøg af flere omgange uden at finde alkohol på stedet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræftede dog siden hen, at det i juli 2025 konstaterede brud på restaurationsloven ved at sælge alkohol uden bevilling.

Ved forelæggelse af den information, oplyste Jonas Brier Mindbjerg, at det var korrekt, at politiet havde været på besøg og fundet alkohol, men at han efterfølgende havde fjernet alt. Han havde ikke forud for besøget været klar over, at bevillingen var udløbet, lød det fra ejeren.

En anonym kilde, der er tidligere ansat på restauranten, fastholder dog, at alkoholsalget fortsatte efter politiets visit.

Op til og efter Folketidendes første artikel om sagen, truede Sydhavslisten med at påbegynde en injuriesag mod mediet.

Ingen bevilling

Det er Guldborgsund Kommune i samarbejde med politiet, der udsteder alkoholbevillinger. 10. december 2025 er sidste gang, listen over gyldige bevillinger er opdateret.

På listen fremgår Restaurant Mindbjergs fortsat ikke.