Jeppe Steenstrup og Maise Sejbjerg repræsenterede Danmark ved det første træf for unge som arbejder med brand og redning. Foto: Lolland-Falster Brandvæsen
Lokale brandkadetter i Paris: Pludselig var der skytter på tagene
To brandkadetter og en instruktør fra Lolland-Falster Brandvæsen var med til første samling for unge brandfolk fra EU.
To brandkadetter fra Lolland-Falster deltog sammen med en instruktør i en international samling i Paris, hvor de oplevede sikkerhedsforanstaltninger på højt niveau og mødte den franske indenrigsminister.
Lolland-Falster Brandvæsen arbejder nu på at etablere et venskabskorps med udenlandske kolleger for at udveksle erfaringer og styrke samarbejdet på tværs af landegrænser.
Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.
En sodavandsdåse, som blev smidt i en skraldespand, gav for en stund postyr, da to unge brandkadetter og en instruktør fra Lolland-Falster Brandvæsen repræsenterede de danske farver i Paris tidligere på måneden.
De danske gæster havde ikke efterladt den men oplevede, hvor stor sikkerheden er, når man befinder sig steder, som i en alvorlig krisesituation er forbeholdt landets øverste ministre og præsidenten.
Instruktør Nicolai Munk Hjort fra Lolland-Falster Brandvæsen repræsenterede de danske farver sammen med Jeppe
Steenstrup og Maise
Sejbjerg, der har været brandkadetter i lidt mere end to år. De to blev udvalgt til at deltage på turen, hvor 40 unge brandkadetter fra hele Europa var samlet til det første træf på tværs af grænserne.
Skød til måls med brandslange
De tre danskere var i Frankrig i en uge, og her blev der blandt andet tid til at opleve den store militærparade på Bastilledagen, et minerydningscenter og det hemmelige operativcenter.
Annonce
Pludselig kunne vi se, at der var skytter på tagene.
Nicolai Munk Hjort
Inden besøget dybt nede under jorden, var de to danske brandkadetter i aktion på en brandstation.
- De skulle udlægge nogle brandslanger, og efterfølgende blandt andet springe over nogle bukke, inden de sluttede med at skyde til måls med brandslangen, fortæller Nicolai Munk Hjort .
Skytter på tagene
Denne opvisning fandt sted foran den franske indenrigsminister Bruno Retailleau, som de tre danske gæster efterfølgende fik mulighed for at hilse på. Han holdt også en fin tale for de unge udenlandske brandfolk.
Ministerbesøget overraskede også de tre danskere, for det viste, hvor stor sikkerheden er i Frankrig, når politikerne træder frem.
- Pludselig kunne vi se, at der var skytter på tagene, og nogle som bevægede sig rundt i buskadset. Dem havde ingen af os set før, forklarer Nicolai Munk Hjort.
Nede i hemmelig bunker
Netop sikkerheden var altså også i højsædet, da de besøgte operationscentret for civil beskyttelse. Her mødes landets mest betydningsfulde mennesker, når der sker en alvorlig krise. Det kan enten være et terrorangreb eller en naturkatastrofe, måske noget helt tredje.
- For at komme til den del gik turen gennem en kælder, via en parkeringskælder og ned i en underjordisk bunker. Inden vi kom så langt, skulle vi aflevere alt, hvad vi havde på os, både ure og telefoner, beretter brandkadetinstruktøren.
De to kadetter sammen med brandkadetinstruktør Nicolai Munk Hjort (til højre). Foto: Lolland-Falster Brandvæsen
Nede under jorden ventede noget, som mest mindede om et filmsetup. Et stort ovalt bord, omgivet af stole, og med en masse skærme på væggene. I baggrunden stod det franske flag.
Annonce
- De fortalte, at rummet havde været aktiveret omkring 70 gange, og det var her krisestaben tog beslutningerne.
Oplevelsen var ret unik, for end ikke dem, der bor i nærheden af det underjordiske center, kender til dets eksistens.
- Vi blev da også modtaget af bevæbnede betjente, og skulle gennem en kropsscanner for at komme ind.
Dåse var forsvundet
Det var her det gik galt med sodavandsdåsen. For en dåse var under besøget blevet smidt i en skraldespand.
De syntes, at det var helt ekstremt at vi turde røgdykke med vores kadetter.
Nicolai Munk Hjort
- Nu blev der så stillet spørgsmål til, hvor præcist den dåse var, og den skulle findes med det samme, forklarer Nicolai Munk Hjort. Før dåsen var bragt til veje, kom følget ikke videre på deres rundtur.
Heldigvis blev den fundet, og de tre danskere kunne efter nogle begivenhedsrige dage vende hjem til Danmark.
Arbejder på venskabskorps
Med i bagagen er lysten til at gøre endnu mere på tværs af landegrænserne. For i EU er der omkring en million unge mellem 13 og 17 år, der er engageret i brand og redning.
Tanker og ideer er der allerede, og dem skal lederne hos Lolland-Falster Brandvæsen nu arbejde videre med.
Annonce
Undervejs skulle brandkadetterne vise deres kunnen. For de danske var det lidt af en udfordring, da systemet er lidt anderledes i Frankrig i forhold til Danmark. Foto: Lolland-Falster Brandvæsen
- Eksempelvis talte vi rigtigt godt med en delegation fra Tjekkiet, og det kunne være sjovt, hvis vi kunne få dem som venskabskorps, siger Nicolai Munk Hjort.
Det er nemlig godt at mødes med de udenlandske kolleger, og se hvordan man kan inspirere og hjælpe hinanden. For brandkadetterne arbejder på vidt forskellige måder på tværs af landegrænserne.
Ingen røgdykning med unge
I Tjekkiet kommer de unge på en decideret high school, hvor temaet er brand og redning, og hele målet er en karriere inden for dette område. Samtidig har de et lidt andet fokus på hvad, de unge bliver sat på prøver i.
- De træner i nogle discipliner, som vi ikke rigtigt bruger i Danmark. Det gælder eksempelvis rafting på floder og redning til søs. De har også mere højderedning, fortæller den danske instruktør.
Til gengæld bliver de unge tjekker ikke trænet i røgdykning. Det sker først, når de fylder 18 år.
- De syntes, at det var helt ekstremt at vi turde røgdykke med vores kadetter, og vi så billeder af dem, når de sendte deres unge ud i store gummibåde på brusende vand, og det mente vi var vanvittigt. På den måde kan vi hver især lære af hinanden.
Håbet er, at Lolland-Falster Brandvæsen næste år kan rejse til Tjekkiet med en delegation unge brandkadetter.