Guldborgsund

Lukas Funch Gerstenfeldt og hans klasse dansede Boogie Woogie med beboerne på Nørre Alslev Plejehjem, hvor han arbejder ved siden af gymnasiet, på deres vogntur. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget

Der var pyntet op med balloner og blå huer, da Lukas og hans klassekammerater lagde vejen forbi plejehjemmet, hvor han arbejder, på den traditionsrige vogntur.

Offentliggjort
Det var modsætninger, der mødtes, da en flok studenter lagde vejen forbi Nørre Alslev Plejehjem. Foto: Bjørn Brylle Petersen

- Vil du prøve min hue, Inge? lyder det fra Lukas Funch Gerstenfeldt, netop som han er hoppet af studentervognen og har indfundet sig blandt sin familie og Nørre Alslev Plejehjems beboere.

- Nina, har I husket at give mine borgere solcreme på? spørger han plejehjemsleder Nina Kjær.

Til lyden af sangen 'Da farfar var ung', der ofte er sunget af Keld Heick, kom Lukas Funch Gerstenfeldt og hans studenterkammerater drønende for fuld musik og kiggede forbi Nørre Alslev Plejehjem, hvor Lukas Funch Gerstenfeldt arbejder ved siden af sin HF.

Lukas Funch Gerstenfeldt lod sin hue gå på omgang blandt Nørre Alslev Plejehjems beboere. Foto: Bjørn Brylle Petersen

- Jeg synes, det ville være en fed oplevelse for både de gamle og os at komme forbi og sige hej og give den der glæde til de gamle, nu hvor de ikke oplever det så tit, siger Lukas Funch Gerstenfeldt med sin nye hue.

- Det beriger vores beboere, siger plejehjemsleder Nina Kjær, der fortæller, at det er første gang i de tre år, hun har været på Nørre Alslev Plejehjem, at der kommer en studentervogn forbi.

Vita Bjørn Thomsen, der bor på plejehjemmet, glæder sig til, at Lukas Funch Gerstenfeldt kommer forbi.

Foto: Bjørn Brylle Petersen

- Så vil jeg ønske ham tillykke, siger hun et øjeblik før studenterne kommer. 

- Det er bare så hyggeligt, tilføjer hun.

Og deres besøg falder i god jord blandt beboerne.

- Så sker der lidt, siger Orla Røjgaard, der også bor på plejehjemmet, der bliver indhyllet i et nostalgisk lydtæppe, hvor Kære Lille Mormor også får en hilsen med på vejen, mens Bamses Vimmersvej måske også kan vække minder hos nogle af beboerne. 

Plejehjemmet var tredje sidste stop på HF'ernes vogntur. Foto: Bjørn Brylle Petersen

En slidt hjerne kan godt huske

Nina Kjær er imponeret over de unge mennesker.

- Den måde, de er i det på. Den accept, de har af de gamle, siger hun.

Hun fortæller, at nogle af beboerne er meget demente og ikke kan huske det om fem minutter.

- Men det er lige meget. Det kan være, at de selv kan huske, da de blev studenter, siger hun.

En af Lukas Funchs Gerstenfeldts studenterkammerater siger farvel til en beboer.

- Det var en fornøjelse at møde dig, Jens, siger hun og giver ham et kram.

- Det har simpelthen været en så dejlig aften, fortæller en beboer.

Og plejehjemsleder Nina Kjær stemmer i.

- Jeg er enig. At fornemme, at beboerne kan genkalde nogle af de minder, de har, det kan vi ikke betale os fra, siger hun.

Studenterne fik sig en snak med plejehjemmets beboere. Foto: Bjørn Brylle Petersen

- Sådan noget her skaber en forbindelse til, at en slidt, kognitivt udfordret hjerne godt kan huske. Kan komme i kontakt med de minder, der er gemt rigtig dybt, siger hun og er stolt over, at de unge mennesker kom forbi.

Nina Kjær bemærker, at besøget gør noget ved nogle af beboerne.

- Der sidder nogen, der bare har det så godt, siger hun.

Den nybagte student er afløser og har tidligere været ungarbejder på plejehjemmet, hvor han i sit kommende sabbatår skal indgå som en fast del af medarbejdergruppen.

- Det giver mig sindssygt meget. Den der tæthed med beboerne og kollegaerne. Og at give dem kærlighed, slutter Lukas Funch Gerstenfeldt.